Læsetid: 3 min.

Fra Kosovo til Østtimor

Debat
14. september 1999

Hvorfor ikke bombe Djakarta og lade en inter-national koalition overtage Østtimor, ligesom man gjorde i Kosovo?

Fra sag til sag
Albanske ekstremister har nu afsluttet en etnisk rensning af omkring 90 procent af Kosovos sigøjnere, serbere og jøder, proportionelt den største hidtil på Balkan. Vest samarbejder med en selvbestaltet regering, der aldrig er blevet valgt.
NATO og FN blæser på Jugoslaviens suverænitet, der er nedfældet i alle dokumenter og 1244. Der har længe ikke været kontrol ved Kosovos grænser; den tyske mark indføres nu som hovedvaluta, jugoslavisk lovgivning ophæves punkt for punkt, uden at der forhandles med Beograd. De jugoslaviske grænsevagter er ikke kommet tilbage, UCK får en egen 'nationalgarde'. EU-landenes industrier overtager formodentlig snart nogle af Europas største mineralforekomster og Trpca-mineindustrien i Mitrovica. Kompensation?

Millioner er på knæ
Henved en million er nu flygtninge i Serbien (fra
Kroatien, Bosnien og Kosovo). Hvem bryder sig om dem? De er ikke et humanitært problem. Serbiens elleve millioner er på knæ, og dér skal de forblive. Sanktionerne skal opretholdes, der skal ikke ydes genopbygningshjælp.
Disse - politisk ukorrekte - flygtninge fra Kosovo har hverken Clinton, Blair eller andre NATO-ledere påtaget sig at få tilbage. Der er ingen CNN-effekt hér. Det militære fik ubegrænsede midler; den civile opbygning halter efter, FN er bankerot og Afrikas flygtninge får endnu mindre end før.
Danmark var i krig for første gang siden 1945, men statsministeren sagde på Grundlovsdag, at hele operationen var en sejr for demokratiet, mens udviklingsministeren den 6. september udtalte, at den i højeste grad havde 'legitimitet'. Hvad skal journalister så spørge om eller andre debattere ?

'Fleksibel' folkeret
Det synspunkt nyder nu fremme i den danske og internationale magts korridorer, at folkeretten bør betragtes som 'fleksibel', og at vi - da vi ikke kan intervenere overalt, hvor der er problemer - må afgøre indsatserne 'fra sag til sag'. Der findes etiske fordringer, hvor vi må tilsidesætte folkeretten.
Lad os derfor se på Østtimor og sammenligne med Kosovo. Førstnævnte er en tidligere portugisisk koloni, besat af Indonesien (Dja-karta) i december 1975 samme dag som USA's præsident Ford og udenrigsminister Kissinger kom på besøg.

Våbensalg til Djakarta
Kosovo var en indiskutabel del af dét Jugoslavien, som det internationale samfund anerkendte i 1996. Den engelske udenrigsminister, David Owen - kendt mægler på Balkan - sanktionerede i 1978 omfattende våbensalg til Djakarta. Vestverden har derimod indført sanktioner mod og bombet Beograd, mens man gav UCK våben og Valutafonden pumper penge ind.
Mellem 1975 og 1978 blev 200.000 mennesker dræbt i Østtimor, mens døde i Kosovo (på begge sider) forud for NATO's bombninger kan regnes i nogle få tusind. Beograd har ikke forhindret, at albanerne i Kosovo afholdt illegale folkeafstemninger og valg samt udråbte en selvstændig, parallel stat og førte udenrigspolitik. Deres daværende leder, Ibrahim Rugova blev modtaget overalt, også i Danmark (som UCK's leder nu), og ingen i ledelsen blev frataget deres pas eller sat i husarrest, endsige myrdet af Beograd.

Undtagelsestilstand
Djakarta modsætter sig med vold den internationalt overvågede afstemning om selvstændighed; lederen Gusmao har siddet i husarrest indtil nu, og biskop Belo er blevet tvunget i landflygtighed.
Pr. 7. september er der omtrent lige så mange flygtninge dér som i Kosovo før bombningerne. Der er indført undtagelsestilstand og forsvarschefen truer med at sætte Østtimor under militær administration. Lignende forhold eksisterede aldrig i Kosovo, hvor der iøvrigt befandt sig tusinder af udlændinge og internationale mis-sioner, indtil NATO's bomb-ninger fejede dem bort.
Så hvorfor ikke bombe Djakarta og lade en interna-tional koalition overtage Østtimor? Rent folkeretligt set er det en bedre sag. Hvorfor går det nyaktivistiske Danmark ikke i spidsen for den rent humanitære bedre sag? Fordi den slags nu afgøres 'fra sag til sag'.
Men hvor kan vi med tiden komme til at havne, hvis vi fortsætter med pricippet 'fra sag til sag'? Efter min mening i en lovløs verden under ét lands stigende diktatoriske magt og deraf følgende diskrimination og selektiv folkeret tilpasset de store 'humanitære' interesser, i dette tilfælde i Indonesiens marked, olie, træ, mineraler og strategiske betydning.

NATO-ledere anklages
Og hvad hvis vi selv begår forbrydelser? Alle danskere ved vel, at Milosevic er anklaget som krigsforbryder. Færre ved at 17 fremstående advokater og universitetsjurister rundt om i verden den 6. maj i år sendte et anklageskrift (http://www.transnational.org/features/Indictment_of_NATO.html) til Krigsforbrydertribunalet i Haag mod knapt 70 politiske og militære NATO-ledere for overtrædelser af folkeretten pga. NATO-bomb-ningerne. Blandt dem er Danmarks statsminister, udenrigsminister og forsvarsminister.
Nogen større nyhedsværdi synes det ikke at have og formentlig løber sagen ud i sandet. For sagen er formentlig den, at med sag-til-sag-princippet er dét ingen sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her