Læsetid: 4 min.

Lad os få snavset frem i lyset

23. september 1999

Dansk Folkeparti repræsenterer danskernes perverse fantasier om de fremmede

Danskhed
Dansk Folkepartis eksklusion af medlemmer fra Dansk Forum var et politisk skak-træk, som synes at have sat en måbende opinion mat. Er Folkepartiet alligevel et stuerent parti, man kan diskutere seriøst og nuanceret med? Er deres stemme væsentlig i debatten og udtryk for reelle problemer og bekymringer?
Nogle har ment, at den verserende tørklædesag har været kendetegnet af en balanceret diskussion, hvor både for og imod er blevet hørt. Det er rigtigt, at tørklædet nogle gange kan være i vejen, og arbejdsgiveren bør have ret til at diktere en uniform for sine ansatte, synes den almindelige holdning at være.
På den anden side bør man også tage hensyn til enkelte gruppers specielle behov og ønsker. Løsningen findes ved den gyldne middelvej, hvor vi danskere ynder at placere os. Med eksklusionen af medlemmerne fra Dansk Forum synes også Dansk Folkeparti at placere sig her.
Nu er vi da i hvert fald sikre på, at der findes nogle, som er endnu værre! Nu, hvor vi ved, at de ikke er nazister, kan vi med sindsro stemme på dem.

Tie eller tale
Traditionelt har dansk-hedsideologiens kritikere stået i det dilemma, at enten kan man tage konfrontationen med danskhedens vogtere og dermed i anerkendelsen af dem som lødige dis-kussionspartnere være med til at legitimere dem og deres synspunkter, eller alternativt kan man forsøge at tie dem ihjel.
Det sidste har dog aldrig været en reel mulighed al den stund, at Ekstra Bladet har kørt talrige kampagner i forsøget på at ophidse folkemasserne til kamp mod de fremmede snyltere. Begge løsninger er dog problematiske sålænge, debatten foregår på Dansk Folkepartis præmisser.
Den konstruktive debat, som forsøger at forstå, hvordan de fremmede i virkeligheden er, og hvilke problemer de i virkeligheden skaber, lider uundgåeligt af, at der her diskuteres på et terræn, hvor Dansk Folkeparti vinder hver gang. Hvis der diskuteres på denne platform, kommer man let til at acceptere den præmis, at 'de fremmede' er fremmede, dvs. ikke danskere. De er ikke statsborgere som du og jeg.

Forskelligt æresbegreb
De traditionelle argumenter mod den nationalistiske højrefløj lyder nogenlunde sådan her: Indvandrerne er skam ikke mere voldelige end danskerne, hvis man tager deres livssituation i betragtning. Man skal forstå deres til tider mere håndfaste måder at forsvare deres familier på på baggrund af et æresbegreb, som er forskelligt fra danskernes, men som dog blot er udtryk for en anden og principielt lige så god måde at opfatte familien på.
Det at bære tørklæde er skam ikke (altid) kvindeundertrykkende. Det kan også skabe en tryghed for kvinderne. Remsen kan let fortsættes. Pointen er dog, at oplysningsstrategier af denne type aldrig har ændret en tøddel. 'Danskhedens' fortalere holder fast på deres stereotyper, uanset om de er forkerte eller ej. Der er noget mere basalt på spil.

Stueren tale
Dette mere er fantasierne om de fremmede. Den tale, som på overfladen virker stueren og konstruktiv, følges ofte - hvis ikke altid - af mere eller mindre skjulte referencer til de andres excesser og patologier. Vi kan så i mødet med 'dem' bekræfte os i vores forståelse af os selv som normale, pragmatiske, konstruktive og konsensussøgende.
Handler Vollsmosesagen ikke om de fremmedes sygelige voldsomhed og kriminalitet? Der kan man bare se, hvilken tak man får for, at give dem statsborgerskab. Handler tørklædesagen ikke om, hvordan de fremmede undertrykker kvinderne, og måske mere fundamentalt om, hvordan Islam knægter friheden? Og endelig handler debatten om de midlertidige opholdstilladelser til tyrkiske jordskælvsofre ikke om, hvordan de fremmede altid vil udnytte vores system? Hvis vi ikke passer på, risikerer vi, at de bliver her.
Skildringen af de fremmede er på overfladen saglig. Gruppen af voldelige andengenerationsindvandrerne er et problem i Odense, tørklæderne kan give problemer i forhold til uniformsreglementet, og der er behov for en aftale omkring de tyrkiske jordskælvsofre.
Når danskhedsideologiens fortalere nævner disse sager, er det dog det, som følger, men som ofte ikke bliver sagt direkte, som er vigtigst. Det handler om, at andengenerationsindvandrerne fra Voldsmose er voldelige, og at det er de andre fremmede også. Sagen om tørklæderne handler ikke kun om tørklæder, men om hvordan alle de fremmede ikke vil integrere sig. Og endelig aktiveres fantasien om, hvordan alle gerne vil til Danmark og udplyndre vores velfærdssystem i sagen om midlertidig asyl til jordskælvsofrene. Det er da klart, at alle gerne vil herop!

Den tredje vej
Forestillingerne om de fremmedes perversiteter sniger sig ofte ind i retorikken om danskhedens velsignelser. Forestillinger, som netop kun opretholdes gennem fantasierne om de fremmedes excesser. Er det i virkeligheden ikke disse fantasier, som er perverse? Der er nemlig en tredje vej og den må bestå i at eksplicitere de fantasier, som trives bedst i det dunkle. Den perverse indvandrer er intet andet end et produkt af disse fantasier. Dansk Folkeparti er ikke nazistisk. Det er vel ingen overraskelse. Men stuerent. Langt fra. Lad os få snavset frem i lyset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu