Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

23. september 1999

Fjern skam-pletten fra de radikale
17. SEPT. - Den radikale flygtningeordfører, Henrik Svane, vedgår i Information den 15. september, at han er ophavsmand til den særligt lave integrations-ydelse. En integrationsydelse, der betyder at flygtninge og indvandrere, der ikke kommer fra EU-lande, er henvist til at leve for 2.000 kr. mindre om måneden end en dansk kontanthjælpsmodtager.
Dette til stor overraskelse for flere radikale medlemmer, der deltager i De Radikales landsmøde i weekenden.
Enhedslistens Arbejdsudvalg udtaler sin støtte til de radikale medlemmer, der nu søger at genrejse Det radikale Venstre som et humanistisk og socialt ansvarligt parti, ved klart og utvetydigt at tage afstand fra integrationsydelsen og kræve den afskaffet.
Integrationsydelsen er en urimelig diskrimination af vores nye medborgere, der reducerer disse til andenrangsmennesker i vort samfund. Tilmed er den i åbenlys modstrid med FN's flygtningekonvention.
En ophævelse af den urimelige diskrimination af vore nye medborgere og en ligestilling mellem danskere, indvandere og flygtninge har høj prioritet for Enhedslisten i de kommende finanslovsforhandlinger. Det glæder os derfor, at det radikale bagland har det ligesådan.
Vi håber, at Det radikale Venstre er med på at afskaffe integrationsydelsen i de kommende finanslovsforhandlinger. Den er en skamplet på vort land, den skader vort internationale omdømme. Den skal fjernes - også hvis Det radikale Venstre skal gøre sig håb om nogensinde at genvinde troværdighed som et humanistisk og socialt ansvarligt parti.

Line Barfod
Classensgade 23, 3. tv.
2100 København Ø,

Østtimor statsretsligt set
17. SEPT. - Torben Retbøll har ret. Det er en tilsnigelse at skrive, som jeg har gjort, at Østtimor statsretsligt er en del af Indonesien (som Kosovo er - eller nu nærmest har været - en (autonom) del af Serbien.)
Det ville være rigtigere, hvis jeg havde skrevet, at Vesten siden 1975 har opført sig som om det var tilfældet og dermed givet Indonesien frie tøjler i Østtimor.
Når det har kunnet ske, har vestlige kapitalinteresser sikkert spillet ind. Men også at det ville koste FN-soldaters tårer og evt. mere, hvis man skulle stå fast på Østtimors selvstændighed.
Hvis Østtimor skulle få selv-stændighed, ville andre folk på de indonesiske øer nok kræve det samme og evt. nødvendiggøre FN's militære indgriben.
Retbøll har årene igennem indædt engageret sig i østtimoresernes sag. Har de ikke uhyrligheder på samvittigheden som kosovoalbanerne har det?

Jørgen Grimstrup
Fasanvej 30
8800 Viborg

Efterretning
*21. SEPT. - De kommunistiske efterretningstjenesters spionage mod egen befolkning var en forbrydelse, fordi det kommunistiske system var et system der overvågede sin befolkning. Hvorimod de kapitalistiske efterretningstjenester udfører en samfundspligt, når de overvåger befolkningen, da det kapitalistiske system er et system, der ikke overvåger sin befolkning.

Geert Heldager Nielsen,
Søborg Hovedgade 139A 1. tv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu