Læsetid: 2 min.

Læserdebat

13. september 1999

Stands volden på Øst-Timor
10. SEPT. - FN må straks sende fredsbevarende soldater til Øst-Timor, for at standse de indonesiske militsers overgreb på Øst-Timors befolkning og på Øst-Timors selvstændighed. Det kan ikke være meningen, at Indonesien skal godkende en sådan styrke, som jeg har læst, at FN's sikkerhedsråd mener, det ville jo svare til, at Serbien skulle godkende, om Nato måtte sende styrker ind i Kosovo. Ydermere har FN aldrig anerkendt Indonesiens ulovlige besættelse, og efter den nylige afholdte folkeafstemning, er der ingen tvivl om at Øst-Timor er en selvstændig stat. Derfor må Indonesien presses til at trække sine militser og militær ud af Øst-Timor. Jeg vil derfor opfordre vores Udenrigsminister til at arbejde for en indsættelse af FN-tropper på Øst-Timor, inden befolkningen er udryddet, og til at Danmark og EU indfører økonomiske sanktioner mod Indonesien. Ellers mister Verdenssamfundet al troværdighed.

Jan P. Jensen
Rollosvej 19
3600 Frederikssund

En skam
10. SEPT. - Mens småting som kost i daginstitutionerne og tørklæder fylder debatspalterne i landets aviser med protester over den 'milde' udlændingelov, afvises asylsøgere fortsat på stribe - også selv om de er meget syge og under behandling.
For eksempel udvises nu palæstinenseren Bilal Chehade Shabib, der er i gang med en større behandling på Rigshospitalet. Udenrigsministeriets bødler har ekspederet udvisningen uden hensyn til sygdommen og uden så meget som at undersøge, om behandlingen kan fortsættes i Libanon.
Er dette det Danmark, vi ønsker, at indvandrerne skal lære at elske og værdsætte? Et Danmark, hvor 'uønskede' syge mennesker uden videre ekspederes over grænsen til en uvis skæbne. Efterhånden føler man ikke glæde, men skam over på rejser at sige, at man kommer fra Danmark!

Carsten Agger
Rosenhøj 18A, 3.tv.
8260 Viby J

Mere udansk, tak
10. SEPT. - Under den verserende tørklædesag har modstandere argumenteret med, at folk med fremmed herkomst da naturligvis måtte affinde sig med og underlægge sig danske normer og regler. Jeg finder personligt intet specielt dansk, ejheller interessant ved de uniformer, supermarkedernes ansatte bærer.
Disse ens kitler gør personalet anonymt og for mig at se mindre imødekommende, og jeg kan af samme grund ikke kende forskel på de ansatte i det supermarked, hvor jeg handler.
Hvor meget mere interessant ville det ikke være at blive ekspederet af en person, som (eksempelvis med tørklæde, kjole eller kilt) adskiller sig fra mængden af robotter og bidrager til, at det bliver en fornøjelse at handle?
Jeg byder alt 'udansk' velkomment, idet vi måske med tiden så kan skabe en danskhed, der er så nuanceret og farverig at nye synspunkter, nye personer og nye beklædningsgenstande i detailhandelen og hverdagen vil virke berigende på alle.

Heidi Hesselbjerg
Kløvermarksvej 7
1.th., 8300 Odder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu