Læsetid: 2 min.

Læserdebat

Debat
11. september 1999

Kulturfabrikken
9. SEPT. - Det bekymrer mig, at læse i dagspressen, at Københavns Kommune overvejer at stoppe tilskuddet til Kulturfabrikken, hvad der ville være en meget uheldig kulturpolitisk udvikling.
Den danske kunstnerstand er i den grad præget af lukkede cirkler, hvor små grupper af kunstnere ser det som deres fornemste opgave at rage alle de statslige tilskud til sig og holde alle de andre kunstnere ude fra de hellige sale. Denne nepotisme giver sig udtryk i en lang række kedsommelige, farveløse udstillinger og udsmykninger, hvor de rigtige kunstnere selvbekræftende klapper hinanden på ryggen.
Netop her har jeg oplevet, at Kulturfabrikken har været i stand til, at holde sig åben og levende i forhold til alle retninger og tendenser indenfor kulturen og kunstlivet i København såvel som i resten af landet. Dette er helt unikt og usædvanligt, da steder som Kulturfabrikken tit har det med at stivne og dermed bliver ubrugelige som katalysator for skabelsen af et kunstnerisk og kulturelt vækstmiljø, som er betingelsen for at kunsten og kulturen kan udvikle sig til en skabende vedkommende organisme, der kan berige København og resten af Danmark.
Jeg er ikke sikker på, om de københavnske politikere er klar over, hvor vigtig Kulturfabrikken er for kunsten. At lukke den vil være som at skære en pulsåre over og lade blodet løbe ud i Øresund.
Derfor vil jeg opfordre jer til at bevare denne perle i København.

Jens Galschiøt Christophersen
Banevænget 22
5270 Odense N

Gammel gæld, renter og regnskov!
9. SEPT. - Mange af de varme lande har en tyngende gæld. Renter og afdrag til de rige lande mod nord sluger alle de penge, der skulle gå til skoler og
hospitaler. Derfor glæder det mig at høre, at en række organisationer er gået sammen i en kampagne for at få slettet denne forarmende gæld.
Os på den rige del af kloden har også et problem: Vi er bekymrede for, at regnskovene bliver udryddet - sammen med de naturfolk, der endnu er tilbage.
Hvorfor ikke kombinere disse to forhold? I stedet for at eftergive gælden, så kunne vi foreslå en aftale:
"Vi kræver hverken afdrag eller renter, hvis vi får pant i jeres regnskove! Og det er os, der må bestemme, hvordan skovene udnyttes, dvs. kun til bæredygtig produktion og som tilholdssted for de naturfolk, der i generationer har levet der. Hvis aftalen ikke overholdes, så begynder vi igen at kræve vor gæld tilbage".
Med et sådant forslag vil det sikkert være lettere at få både USA og de store banker med på ideen! De behøver ikke at afskrive gælden, men kan betragte det nu afdragsfrie lån som en investering i fremtiden. Desuden har de jo ikke noget at tage, for man kan som bekendt ikke plukke hår af en skaldet.

Peder Ibsen
Westend 8, 2.tv.
1661 København V

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her