Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
9. september 1999

Under bæltestedet, Mavedanser
8. SEPT. - Inf. den 6. sept; Louise Frevert (Dansk Folkeparti) angriber bidsk Kulturfabrikken og dens brugere. De er nogle amatører, skriver hun, men dér er hun galt afmarcheret. Tværtimod; i vurderingen af en ansøgning til atelierplads på Kulturfabrikken er netop professionalisme det væsentligste kriterium for accept.
I en treårig periode var billedkunstneren Kirsten Justesen, museumsdirektør Elisabeth
Dehlin Hansen samt undertegnede eksterne censorer ved tildeling af atelierpladser på Kulturfabrikken. Der var i panelet en eksplicit consensus om kun at imødekomme professionelt gearede kunstnere. Ultimativt tilgodesås hverken a) dilettanter eller b) talenter med behov for undervisning.
Kulturfabrikkens brugere er proffer. Oven i købet næsten alle med afgangspapirer fra SU-godkendte uddannelsesinstitutioner i ind- eller udland.
I sin argumentation for Kulturfabrikkens lukning berører Frevert kunstnerstandens dårlige økonomi, men der har hun nogle sære mellemregninger: Lommesmerterne skyldes, skriver hun, amatørisme og forkælethed, og derfor skal Kulturfabrikken lukkes, for kunsten trodser alle odds...
Det burde dog være en naturlig konsekvens for en kultur med kunstneruddannelser (jeg antager, at hun vil bevare Kunst-akademiet mm.) at give de professionelt skolede kunstnere mulighed for kontinuerlighed i deres arbejde. Dér er Kulturfabrikken en hjælp for mange kunstnere, som ud over dårlig økonomi døjer med to huslejer (bolig + atelier).
Når man skal afsige dom over en kunstners professionalisme, er markedsøkonomi et utilstrækkeligt parameter, men dét rager nok Louise Frevert en høstblomst. Hun vil bare gerne lukke Kulturfabrikken, og det kan hun gøre, hvis hun har magt, som hun har agt.
Ok; som folkevalgt politiker skal hun administrere, som hendes samvittighed byder hende det - men hun skal ikke fare med en halv vind, ej heller fornærme mine kolleger med amatør-prædikatet.
Louise Frevert spyr edder uden at sætte sig ind i sagerne. Tal om amatører!
Eller er det omvendt; er det netop ved tilsvining af sagesløse og i fraværet af tilbundsgående forundersøgelser at Louise Frevert demonstrerer sin form for politisk professionalisme?

Ivar Tønsberg
Randbølvej 13
2720 Vanløse

Hvad nu Per Kaalund?
6. SEPT. - Det var og er en offentlig hemmelighed, at Per
Kaalund (MF) som så mange andre forsøgte at score kassen omkring Hafnia i 92, men altså røg på rumpen med ca. 280 mill. Det var jo reelt amtets borgere, der måtte lægge ryg til den enorme økonomiske øretæve. Men der blev så stille, så stille. Og ikke langt tid efter, at alt kom for en lysere dag, forsvandt den ellers så skråsikre amtsborgmester let og elegant over i Folketinget i 94, hvorfra han nu får sit daglige udkomme! Hvad mon Per Kaalund siger nu? Jeg er sikker på, at avisen her med glæde stiller spalteplads til rådighed for den tidligere så entreprenante borgmester, der for en tid gav rollen som spekulant.

Birk Keller
Københavnergruppen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her