"Det første skridt mod forandring er information", siger Julia Butterfly, der på andet år sidder i toppen af sit træ og kæmper mod en amerikansk skovgigant
Det virtuelle rum
I det nordlige Californien sidder der en pige i toppen af et træ, og det er hun blevet ret berømt på. Det er nemlig ikke et hvilket som helst træ og desuden har hun været deroppe i halvandet år, uden at komme ned en eneste gang.
Julia Butterfly Hill sidder i toppen af et 60 meter højt Redwood-træ, et såkaldt 'Sequoia Sempevirens' og kæmper for bevarelsen af de flere tusinde år gamle træer. Det er svært at finde ud af, om man skal kalde den 25-årige Julia for ekstrem miljøforkæmper eller en helt ny form for mediebegivenhed. Man kunne såmænd også referere til hende som en slags moderne spirituel vismand - eller rettere dame. Hendes aktion har nemlig elementer af lidt af hvert.
Kampen går på at forhindre, at det ca. 1.500 år gamle træ bliver fældet og lavet til tømmer med stor profit til firmaet, Pacific Lumber, som ejer den jord, træet står på. Redwood-skovene dækkede engang hele den amerikanske vestkyst. Man antager, at der er knap fire procent tilbage af de gamle træer. Særlig de helt gamle træer er penge værd. Her er træet nemlig så kompakt, at man ikke behøver at imprægnere det. Tømmer fra et redwood-træ kan uden videre bruges udendørs. Det rådner ikke.
De overdimensionerede træer begyndte man for alvor at fælde i slutningen af 1800-tallet. Det var for at få tømmer til den transkontinentale jernbane, der forbandt den amerikanske østkyst med vestkysten. Fældningen af træerne har altid været et ømtåleligt emne. I starten af dette århundrede gik kvindesagskvinder i aktion ved at lænke sig til træerne. Det medførte bl.a., at den første fredede redwood-park blev oprettet i 1902.
Pacific Lumber er et gammelt respekteret firma, som har drevet tømmerhugst siden 1868. Også de har gennem tiden måtte afgive land til beskyttede parker. I 1986 blev firmaets aktiemajoritet dog overtaget af MAXXAM Corp. fra Texas. Nu skulle der drives intensiv business hos Pacific Lumber for at skabe penge til MAXXAM's underskud.
Det gik bl.a. ud over beboerne i den lille landsby Stafford Road, som tidligt om morgenen den 31. december 1996 vågnede, da et mudderskred fyldt med kæmpe redwood-træer var ved at dække den lille by med de kun 10 huse. En forkert konstrueret skovningsvej startede skredet, og efterlod en helt ny dal.
Firmaet genhusede beboerne, men brugte de efterfølgende retsager til at få geologiske eksperter til at vidne mod beboerne og derved få beløbet på erstatningen sat ned. Det endte med, at firmaet købte de begravede ejendomme til 'tømmerpris'. En pris, som lå langt under, hvad skaderne løb op i.
Ved siden af den nye mudderdal kan man se resterne af firmaets metode, den såkaldte clearcut, hvor alt bliver fældet på én gang. Efter at have fløjet de stammer, man skal bruge ud med helikopter, brænder man området af. Det betyder, at der ikke er nogen underskov tilbage til at holde på vandet. I stedet ser man store afsvedne områder på bjergsiderne.
Det træ, som Julia Butterfly sidder i, hedder Lunatree og vokser ved toppen af mudderdalen. Skal man der op, må man vandre op ad bjergskråningen i halvanden time. At sidde i et træ er både fysisk og psykisk anstrengende. Normalt skiftes miljøaktivisterne til at sidde i træerne, og Julia havde da også kun forberedt sig på maksimum en måned i træet. Foreløbig er hun blevet deroppe i halvandet år. Derved har hun ikke blot videreført miljøaktivisternes kamp for at bevare skovene. Hun har også ført kampen op på et niveau, som rækker langt ud over Californiens egne grænser.
Og det var Pacific Lumber ikke så glade for. Først sendte de en klatrer derop for at få hende ned, men uden held. Julia klatrer nemlig rundt i træet uden livline, og det gjorde, at klatreren ikke bare kunne hejse hende ned med magt, hvilket ellers er teknikken over for miljøaktivisterne.
I stedet prøvede man at skræmme Julia ned. Først fældede man træer ned mod hendes træ og senere forsøgte man at angribe hende med en helikopter. Julia overlevede, så i stedet prøvede firmaet nu at sulte hende ud. Men det var ikke muligt, da Julias ground support team sørgede for at bringe hende nye forsyninger uden om vagterne i skoven.
De kortvarige besættelser af gamle træer er ikke længere nogen nyhed for medierne. Men da Julia Butterfly blev i toppen af sit træ, steg interessen hos de strømlinede amerikanske tv-stationer. Julias hverdag i træet går således med at besvare fanbreve og deltage i talkshows på både radio og tv via en solcelle-drevet mobiltelefon. Hun har givet interviews til aviser som Time Magazine, London Times og New York Times. Hun har deltaget i shows hos tv-kanalerne ABC, NBC og i sommer lavede det amerikanske blad, Rolling Stone et portræt af hende. Hun har desuden haft besøg af indianske shamanister, buddhistiske munke og folk som Bonnie Raitt og Joan Baez har klatret op til hende for at overrække The Lifetime Achivement Award.
Via sin mobiltelefon har hun også deltaget i FN's verdenskongres for Human Settlements i Nairobi, og fornylig deltog hun i en interaktiv konference på Channel One, hvor hun talte til otte millioner skolebørn om problemet med at fælde de gamle skove.
Den rødhætteagtige historie om den smukke, unge pige, som har taget kampen op mod det store, kapitalstærke firma og som desuden både har overlevet angreb fra firmaet og elementernes rasen, er superguf for medierne. Hendes bevidste brug af moderne IT-teknologi har samtidig gjort sit til, at Julia får spredt budskabet og dermed opnår succes med sin aktion. Hun bruger de nye medier i en god sags tjeneste.
På Julias hjemmeside kan man se billeder af træet og Julia, hvor der også er links til de artikler, der er skrevet om hendes aktion. Man kan også læse hendes digte på nettet.
Julia selv mener, at det vigtigste er at tro på det, man siger. "Tro plus håb er lig med handling, som er lig med forandring" er et af hendes slogans.
"Det første skridt mod forandring er at informere folk, men i dag er information blevet så overvældende, så sørgelig og skræmmende, at vi tuner væk. Vi bliver følelsesløse over for samfundet. Hvis man derimod tilføjer informationen elementer af håb og inspiration, vil det motivere folk til positiv handling i deres liv", hævder Julia. "Hver gang man handler positivt, forandrer man verden."
Den største udfordring for Julia blev El Niño, som i vinteren 1998 bragte de værste storme nogensinde til Californien med vindstød på op til 140 km/t. Grene, der var 30 cm tykke, brækkede af træet og faldt ned. Julias platform tippede og kastede hende gennem luften, indtil hun greb fat i en gren. Her er det den ellers så mediebevidste Julia ændrer karakter og beskriver, hvordan træet pludselig 'talte til hende':
"Træerne i stormen kender styrken ved at give slip. De bøjer sig og flyder med vinden. De træer og grene, som derimod prøver at stå fast, brækker. Hvis du holder fast på dit liv nu Julia, tænkte jeg, vil også du brække. Den eneste måde at klare sig gennem denne storm på var at gøre som træerne. Bøje sig, flyde med og give slip. Giv slip på dine fortøjninger. Det er ikke alene den eneste måde at komme gennem en storm på. Det er sådan, man kommer gennem livets storme. Ved at glide med."
Julias usædvanlige liv har givet hende dyb respekt for selve livet. "Mennesket er guided af et værdi-sættende system, men vi er begyndt at sætte vores værdier i ting, og dermed ødelægger vi liv til fordel for ting," siger hun.
"Livets gave er, at vi får et råderum. Hver generation får en bestemt ration af tømmer, mad, ren luft og vand. Den ration kommer fra en rente. Den oprindelige kapital - eller investering om man vil - er en sund planet og et sundt univers.
Så længe kapitalen er i balance, skaber den liv og giver os et råderum for, hvad vi kan gøre. Men vores tilknytning til materielle ting har gjort, at vi er begyndt at tære, ikke bare på renterne, men også på selve livets kapital."
*Læs mere om Julia Butterfly og Lunatree på internettet: www.lunatree.org
Mads Eskesen er aktiv i Organistionen for Vedvarende Energi, OVE, og freelancejournalist på bl.a. Harddisken, DR, P1
I sandhed velsignet
Strålende sol
nusser og prikker mine øjenlåg
hviskende vækker den til en herlig dag
endnu under mælkehvide tåger
tonet med reflektioner
nænsome berøringer af den gabende skov
morgenens åndedrag lufter honningsødt mine tantaluspinte sanser
vekslende grønne skygger strækker arme til en omfavnelse af denne magiske skønhed
Jeg klatrer mod toppen af mit utilgængelige sted
rækkende ind i himlen
løfter hænderne i absolut tilbedelse
af dette spirituelt-skabte vidunder
Digt af Julia Butterfly, oversat af Eske Eskesen
