Kronik

På sporet af den geniale kvinde

Debat
1. september 1999

Midt i en fransk revival af filosoffen, Hannah Arendt, har Julia Kristeva skrevet en overbevisende biografi som den første i en trilogi om kvindelige genier

Tro & Filosofi
Findes der geniale kvinder? Måske og måske ikke, men oprindeligt fandtes der såmænd heller ikke geniale mænd. Den græske daimôn, der på latin blev til genius, var ånder. Noget guddommeligt, der vogtede over mænd og deres værker, mens kvinder til gengæld havde en junon, en slags dybt dobbelt-jeg, der beskyttede dem.
At vide den slags, placere det i den bevægelige historie og så fortælle historierne på ny med alt det håb, forandringer kan indebære, er fælles for Julia Kristeva, lingvist, forfatter og psykonalytiker, og så filosoffen Hannah Arendt. Og Kristeva har i den nyudkomne bog, La génie féminin, tome premier Hannah Arendt, valgt at sætte Arendt som den første i en højst personlig udvalgt række af tre kvindelige genier. De to næste bøger kommer til at handle om henholdsvis psykologen Melanie Klein og forfatteren Colette. Trilogien har den fælles overskrift: Det kvindelige geni, og undertitlen: Livet, galskaben og ordene.

Som klassisk uddannet filosof vidste allerede Arendt, at genier ikke er, hvad de har været. Engang var de altså guder for hver mand, og det var først med renæssancen og truslen om at miste Gud og derved blive rent og skært produkt, at det guddommelige, transcenderende princip skiftede betydning og blev uddelegeret til de ypperste blandt mænd, til den geniale og guddommelige skaber. "Geniet er altså en terapeutisk opfindelse, som forhindrer os i at dø af lighed, i en verden foruden det hinsides", som Kristeva tørt formulerer det.
Arendt var selvfølgelig selv ganske ligeglad med, om hun var et geni. Men det kan jo hverken forhindre Kristeva eller os andre i at opsøge det geniale i netop Arendt. For når man kan gå fra, at alle mænd har genier, til at ganske få mænd er det på grund af en guddommelig skaberkraft, så kan man selvfølgelig lede efter den geniale kvinde: Hende, der på trods af et liv, der ligner alle andres, alligevel producerer og skaber et enestående og repræsentativt værk. Og man kan endda tillade sig at spørge, om kvinder, der har deres junon i behold (og hvem som helst er velkommen til at gå på jagt efter noget tilsvarende i mændene), ikke også har et særligt geni at byde på? Et geni, der først kommer frem nu mod slutningen af årtusindet og aflæggelsen af tvangen og kvindens historiske junon-lod: Reproduk-
tionen. De børnefødsler, der i årtusinder har placeret kvindekroppen i en biologisk defineret slaveposi-tion og som hun kun har haft små 30 år at være fri for. Måske det er tid at overvåge disse kvinders værker. Hermed skulle Kristevas samlede projekt været formuleret og, som det udfoldes i nærværende bog om Arendt, bliver forventningerne til fulde indfriet.

Arendt var ud af en tysk jødisk familie. Da nazisterne kom til magten, drog hun først i eksil i Frankrig, siden i USA. I Frankrig findes der to glimrende biografier af henholdsvis Elisabeth Young-Bruehl og af Sylvie Courtine-Denamy. Kristevas fortælling er anderledes end disse værker. Hendes optik ikke er kronologien, men afsøgningen af det geniale. "Det er som om visse personer i deres eget liv ... er udsat for så meget, at de bliver en slags knudepunkter og illustrationer af selve livet", skriver Arendt selv i 1930, 26 år gammel i et brev til sin lærer filosoffen Karl Jaspers. Allerede på det tidspunkt syntes hendes eget liv, uden at hun selv vidste det, at tage form af knudepunkt: Hun havde mødt filosoffen Heidegger, lært af ham og elsket ham. Hun var blevet filosofisk doktor med sin afhandling, Kærlighedsbegrebet hos Augustinus, der var inspireret af læreren og elskeren, men som også stod i modsætning til ham.
Derefter blev hun radikalt skilt fra sit hjemland af historien. Nazismen tvang hende i eksil og til at tage afstand fra mesteren og elskeren, der sympatiserede med nazismen. Det førte hende til erkendelsen af, at tanken ikke i sig selv kan være løsning på de problemer, som tilværelsen stiller mennesket overfor.
Og det er her, Kristeva så glimrende viser det enestående hos Arendt. Et forhold, som mere almindelige biografer ikke synes at turde berøre, og som viser Arendt som en eminent fortolker af sin egen tid med forankring i historien. Kristeva beskriver netop, hvorledes dette enorme tab af illusion og ideer ikke fører til desillusion hos Arendt, men til endnu større for-ståelse i den symbiose af filosofisk erfaring og liv, som værket derfra er karakteriseret ved.

Det er selvfølgelig en smule svært at forklare den omfattende tankemæssige bestræbelse hos Arendt i få spalter. Ikke mindst når man tager i betragtning, at hun i sit eget værk er særdeles snakkesalig. Og at denne snakkesalighed måske indtil nu har stået i vejen for en filosofisk stringent tolkning af de ideer, der gemmer sig i hendes værk. Det må være Kristevas store fortjeneste i afsøgningen af det arendtske geni, at hun formår at skitsere sammenhængen mellem Arendts tidlige filosofi omkring Augustin og frem til hendes antropologisk filosofiske analyser af totalitarismens grobund. Kristeva viser, hvordan 'augustinske' begreber som transcendens og kærlighed spiller en rolle i Arendts analyser af det værende. Dermed bringes der sammenhæng mellem Arendts første værk efter disputatsen, en biografi om den tyske jødiske kvinde, Rachel Varnhagen, og hendes liv i romantismens tidsalder, og frem til hendes analyser af totalitarisme. Arendt var her en af de første til at analysere totalitarismen i sin historiske udvikling fra antisemitisme over imperialisme til både nazismen og det sovjetkommunistiske system. Disse analyser er skrevet kort efter Anden Verdenskrig med et overblik, som hun allerede dengang blev kendt for og en fremsynethed, der stadig gør hende mere læseværdig end nogensinde.

Hvis man har lyst til at forstå totalitarisme til bunds, er Arendts værk altså stedet. Her finder man en alvorlig og detaljeret analyse. Fremmedgørelsen i arbejdet, som Marx så udmærket har analyseret den, gør mennesket erstatteligt og ikke uerstatteligt, men når man så i stedet sætter historien (om f.eks. racen eller nationen) eller det materielle som centralt, bliver det enkelte menneske overflødigt og kan flyttes, fjernes... brændes. Hin enkelte bliver væk, som vor egen Kierkegaard måske ville have sagt. Filosofisk set synes det samtidig at være et grundvilkår, at mennesket er kastet alene ind i eksistensen som en fremmed, som Heidegger sagde det, og man føler et kafkask gys, som Sartre yndede at gentage.

Men Arendt gentager ikke. I Det moderne menneskes betingelser, påstår hun, at der er noget andet at vide. Noget at sætte op imod denne atomisering og overflødiggørelse af mennesker. Mennesket er hver eneste gang, det fødes, noget radikalt nyt, og dermed ganske rigtigt også noget fuldkomment fremmed. Og det har altid - i sagens 'natur - været kvinderne, der har taget imod den fremmede.
En fremmed, som skal lære sprog og vaner, men hvor betingelsen er kærlighed; kærlighed til den anden, den fremmede, det ukendte, det nye... Og det sted, hvor den fremmede i kærlighed sættes ind - hele tiden på ny, hvorved det også er fødslen/døden der peger mod transcendensen - er polis. Aristoteles' polis for ikke at sige politikken. Og på den politiske skueplads må man tale, tale for sig, for de andre. Man må svare for sig. Man må tage ansvar. Hos Arendt er den mirakuløst nye menneskelige eksistens fra starten knyttet til polis. Man er ikke kastet ind i det fremmede, som Heidegger sagde det. Man er kastet ind i en verden, hvor der allerede er nogen, der tør elske én, og hvor eksistensen findes i netop denne interesse: Et mellemværende.
Arendt holder ikke op med at tale efter Auschwitz. Man forbliver kun menneske, hvis man fortsat taler, og hun er da også mest kendt for sin redegørelse for Eichmanprocessen, hvor hun præsenterede begrebet om 'det ondes banalitet'. Det begreb, hun blev så udskældt for.
Også disse analyser føjer Kristeva ind i sammenlæsningen af hele Arendts værk, mens hun overbevisende lister det geni ud af hende, som man så måske alligevel drilsk kan kalde 'junon': Et dybt forankret dobbelt-jeg, hvor den filosofiske viden aldrig slipper, men beskyttende sublimerer den individuelle skæbne som både filosof, kvinde og jøde.

*Tine Byrckel er cand. phil. i filosofi, bor i Paris og skriver ofte i Information

Apropos - Hannah Arendt genopstår i Paris
I Frankrig er man i dette efterår vidne til en sand strøm af publikationer af og om den amerikanske filosof, Hannah Arendt. Julie Kristeva åbnede ballet i forsommeren med første bind i en trilogi om kvindelige genier. Omtrent samtidig lavede den tidligere leder af Médecin sans frontiéres, Rony Brauman, sammen med den israelske filminstruktør, Eyal Sivan, filmen, Un specialiste, samt bogen, Éloge de la désobéissance, der handlede om Eichmannprocessen og hvor Arendts idé om at forstå 'det ondes banalitet' indgik.
Indenfor de næste par måneder udkommmer Arendts korresspondance med hendes ægtemand, Corresspondance avec Heinrich Blücher, mens den uopdrivelige biografi af Elisabeth Young-Bruehl, Hannah Arendt, genudgives. Sylvie Courtine-Demany, der også har skrevet en biografi om Arendt, udgiver Le souci du monde: Dialogue entre Hannah Arendt et quelques-uns de ses contemporain. Bruno-Marie Duffé har skrevet Hannah Arendt: Mémoire de l'histoire et initiative politique og Etienne Tassin, Le Trésor perdu. Hannah Arendt et l'intelligence politique. Julie Kristevas biografi om Arendt er et glimrende udgangspunkt for en forståelse af denne interesse for Arendt. Her fremstår Arendts værk som en omfattende refleksion over det liv, der bliver tilbage efter religionens og ideologiernes fald.
Efter totalitarismen står vi tilbage med livet. Som Arendt selv har skrevet:
"De, der mener, at vi af politiske grunde må vende tilbage til religionen for at modstå vor tids rædselsvækkende begivenheder, udviser lige så lidt tro på Gud, som dem, de taler imod."
TB

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her