Kronik

Den pacifistiske faderfigur

Debat
20. september 1999

Forfatteren H. C. Branner udviklede sin helt egen filosofi, der var et konglomerat
af psykoanalytiske betragtninger, mistro til autoriteter og en klar afstandtagen fra vold

Historisk set
I sin netop udkomne erindringsbog, Opbrud, lægger Jens Branner, søn af H.C. Branner, ikke skjul på, at forholdet til faderen ikke var uproblematisk. Ikke ulig børnene i H.C. Branners Thermopylæ, gav han i en velment, om end anarkistisk opdragelse, sønnen for vide tøjler, og rådede ham til ikke at forfølge nogen fornuftig og borgerlig karriere i sin undertiden naive holdning til menneskets frihed og samfundets rigdom af valgmuligheder.
At Jens Branner fik det så meget desto vanskeligere med at slå igennem som journalist og forfatter i skyggen af faderens berømmelse, skænkede Branner senior heller ikke en tanke. Men det lykkedes, ikke mindst takket være dygtige redaktører som Paul Hammerich og Harald Mogensen, den unge Branner at skabe sig et eget navn.
Branner debuterede i 1936 med romanen Legetøj, hvori han advarer mod nazistiske tendenser, samtidig med, at han tager den hierarkiske samfundsopbygning op til grundig revision. Fortidsbinding angives som en væsentlig forklaring på menneskets umodenhed og mangel på ansvarsfølelse.
Dette ses ikke mindst i et hovedværk Rytteren (1949), om hvilken Karen Blixen udtalte, at havde Branner udgivet manuskriptet (der i øvrigt oprindeligt var tænkt som drama) på engelsk, var han blevet verdensberømt. Læseren vil sikkert tilgive mit lille spring i kronologien, men også Rytteren er et paradigmeeksempel på Branners optagethed af psykoanalyse. I sin måde at behandle stoffet lader Branner personerne blive arketypiske i forhold til bindinger, autoriteter og ikke mindst til magt, der dog i Branners sublime udlægning blot er et udtryk for afmagt, hvilket han glimrende redegør for så tidligt som i Legetøj.

Både under krigen og navnlig i efterkrigstidens ret stereotype verdensbillede udvikler Branner sin helt egen filosofi, der mange steder er et konglomerat af psykoanalytiske betragtninger, mistro til autoriteter og en klar afstandtagen fra vold til løsning af nogen som helst konflikter.
Det måtte vække røre i intellektuelle kredse, og han finder da også hurtigt kvalificeret og velargumenteret modspil i sit litterære modstykke, dramatikeren og debattøren Kjeld Abell. Begge forfattere er modstandere af besættelsesmagten, og begge er erklærede humanister, men hvor Abell allerede i Anna Sophie Hedvig (fra 1939) accepterer voldsanvendelse som et nødvendigt onde, er Branner i prosa og i drama en litterær forkynder af Gandhis filosofi.
Nu er Anna Sophie Hedvig heldigvis ikke længere det eneste 'must' i mange gymnasielæreres pensum; mere dybdegående dramaer med mytisk indhold læses igen, således Judith (1940) der i religionhistorisk perspektiv forsvarer tyrandrab; Silkeborg (1946) der forfægter den kæmpende humanisme, for ikke at glemme Dage på en sky fra 1947, hvor Abell tager et opgør med alliancemagternes brug af atom-våben, og på sin vis er selvrevisionistisk i forhold til, hvor langt den kæmpende humanisme egentlig kan gå.

Branner svarer konstant igen. Foruden Rytteren var det blandt andet med Thermopylæ, og går så vidt som til at udgive et helt lille manifest, Humanismens krise i 1950, hvori han giver følgende definition af sin opfattelse af humanismebegrebet: "Humanist er den, som går ud fra troen på mennesket, idet han respekterer det enkelte menneske som et mål i sig selv, men samtidig erkender sin samhørighed med hele menneskeheden og vedstår sig sin del af ansvaret for denne helhed..."
Abell tilsluttede sig Nordahl Griegs definition på humanisten som en person der "ganske vist føler uvilje ved uret, men ikke vil kæmpe for det som er ret." Grieg foragtede, ligesom Abell, den blødsødne humanisme, og forlangte kamp, ikke mindst i dramaet Nederlaget.
Hvor Abell koketterede med, men aldrig officielt tilsluttede sig socialismen, er målet for Branner at sætte sig ud over ideologiske og partimæssige skel. Dette skal ses i forlængelse af den polarisering af standpunkter, der fulgte i kølvandet på krigen, hvor ord og begreber, hvis betydning før forekom selvindlysende, blev fortolket vidt forskelligt af to politiske ideologier med en deraf følgende blind tiltro til enten den kommunistiske eller markedsøkonomiske samfundsmodel.
Dette forhold fik også lyrikerne og tidens andre skønånder og intellektuelle til at søge nye, til dels apolitiske fora, således f.eks. Ole Wivel, Bjørn Poulsen og Martin A. Hansen og den øvrige kreds omkring det centrale tidsskrift Heretica.
Det er diskussionen om kunstens rolle i samfundet, der er til debat hér; skal det være kunsten for kunstens egen skyld, eller har kunstnerne en (tilmed særlig) forpligtelse til at kommentere samfundsudviklingen, og - i givet fald - advokere for magt eller pacifisme i ekstreme situationer. Et skisma der jo til stadighed er aktuelt. Se blot Suzanne Brøggers og Klaus Rifbjergs indlæg omkring Kosovokrigen.

Ifølge nogle hereticanere udtrykkes der frygt for, at det er den overdrevne tiltro til intellektet, der har ledt os på vildspor, og har kunnet danne grobund for nazismens menneskeforagt.
"Vrøvl!", replicerer Poul Henningsen, og advokerer tværtom for 'den skrappeste rationalisme', hvor de intellektuelle har pligt til at blande sig og kommentere samfundsudviklingen.
Ret beset vil jeg hævde, at der ud af Branner og Abells diskussion om humanisme, som hurtigt blev et spørgsmål om pacifisme, opstod et frodigt diskussionsforum om 'l'art pour l'art'. En debat, der stadig pågår, og som vel ikke nødvendigvis behøver at være et enten-eller?

Branner mente ikke, at krig primært udspringer af politiske, økonomiske eller ideologiske særstandpunkter. Årsagen skulle findes i menneskets psyke. Vold og magtbegær i både system- og livsverdenen er et udtryk for følelsesmæssig afstumpethed og en barnagtig regression i menneskesjælen.
Det er dette synspunkt, han lægger for dagen i Rytteren. Titelpersonen i dette drama, der senere blev omskrevet til roman, er indbegrebet af det oprindelige, halvt dyriske og ureflekterede, hvis fortid binder alle dramaets personer sammen i et skæbnefællesskab. Det er ikke tilfældigt, at alle Branners personer i drama som i prosa er angstfyldte mennesker, der bruger terror som et skalkeskjul. Omvendt er det oftest de umiddelbart "svage" karakterer, der åbner for en renselse.
I Thermopylæ fremtræder den person, der i et og alt er personifikationen af Branners humanisme-ideal, og som har overvundet den veghed, som nogle af hans andre karakterer har måttet døje med. Kulturhistorikeren Stefan Fischer er en personifikation af foreningen frihed og lov. Han anerkender ingen politisk autoritet, men hans opførsel er dikteret af et etisk menneskesyn, der leder tankerne hen på Kants imperativ.
Med fare for sit liv tager Stefan på en foredragsturné, og igen ser vi ordene benyttet som våben over for den nazistiske herrementalitet og menneskeforagt. At Fischer (ingen navne er uden symbolik i Branners univers) må bøde med sit liv for sine forelæsninger om det oldgræske demokrati, er han fuldt ud klar over. Ligeledes at hans familie må bøde for hans idealer. Men han kan ikke andet end "forsøge at holde menneskets billede klart, rense det for gamle vildfarelser... efter mig vil der komme en anden og slette, hvad jeg har tilføjet, ændre det i lyset af ny viden. Men måske var mit forgæves forsøg en betingelse for hans forståelse?" spørger Branner med Fischer som sit talerør.

Det er klart, at den humanismeopfattelse, der gennemtrænger Branners værker, er af mere religionsfilosofisk beskaffenhed, end den er realpolitisk brugbar. Men Branner er klar over denne svaghed, og siger endvidere i Humanismens krise, at "denne humanisme indtil videre er en politisk utopi, men så bredt må begrebet være, hvis det skal kunne danne et udgangspunkt for den tilnærmelse mellem vestlig og østlig ideologi, som er blevet en historisk nødvendighed".
I dag har denne tilnærmelse fundet sted, og en nord-syd dialog synes at være den nye politiske nødvendighed. Når de gammelkendte politiske dogmer stivner, hvad er der så at sætte i stedet? Forhåbentlig ikke religiøs fanatisme, men troen på mennesket frem for ideologierne.

Peder Aarestrup er cand. mag. og freelance journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her