Læsetid: 4 min.

Pia Gjellerup er en værdig kronprinsesse i S

Debat
22. september 1999

Intimitetens tyrani har lagt sig over nutidens politik og gjort personlig fremtræden vigtigere end politisk indsigt

Afpolitisering
En italiensk filosof og magtteoretiker påpegede tilbage i renæssancen, at skulle Fyrsten vælge mellem at være elsket eller frygtet af sine undersåtter, så var det bestemt klogest at vælge det sidste. Sådan ville en moderne medierådgiver aldrig rådgive en tilsvarende moderne politiker. En opdateret version skulle nærmere lyde: "Ligegyldigt hvad du gør, så gør det for Guds skyld folkeligt!" Machiavelli havde haft en-dog meget trange kår som spindoktor ved slutningen af det 20. århundrede.
Tag nu f.eks. Socialdemokratiet, Danmarks største parti, tillige regeringsbærende, men i den åbenlyst uheldige situation, at det pt. mangler en oplagt kronprins eller - i disse ligestillingstider - en kronprinsesse. Ikke fordi der ikke er kandidater til posten som Nyrups efterfølger, for det er der.
Flere er faktisk kørt i stilling, her i blandt Pia Gjellerup, bakket op af f.eks. fløjen omkring Mogens Lykketoft og statsministeren, der har rødder tilbage til hint berømmelige formandsskifte. Pia Gjellerup har bare et problem, og et ganske tungtvejende ét af slagsen. Hun mangler nemlig den slagkraft, der skal til for at profilere partiet.

Sælger ingen billetter
Altså evnen til at sælge billetter, et udtryk, der dukker op oftere og oftere i vurderingen af danske politikere. 'Dur ikke' lød det for nyligt enstemmigt her i Information fra en række eksperter, der ganske uimodsagt fik lov at lancere påstanden om, at Pia Gjellerup som leder, var en meget dårlig idé.
"Hun ligner en partisoldat," hævdede én af eksperterne. "Hun har ikke folkelig appel, og det er slemt, især når man er kvinde," lød det fra en anden. Hvilke kvaliteter hun derudover måtte besidde i form af faglige kompetencer, som politiker og forvalter af sit ministerium, hendes eventuelle politiske visioner, lederevner og politiske tæft var tilsyneladende sagen uvedkommende.
Nu er der selvfølgelig ikke noget i vejen med, at politikere har personlighed og folkelig appel, men det er sigende, at det i stigende omfang bliver fremstillet som det afgørende kriterium for deres videre politiske karriere og fremtid.
Tendensen er klar: Politik bliver på godt og ondt stadigt mere personfikseret eller amerikaniseret i disse år.
Den amerikanske sociolog Richard Sennett skrev allerede i 1978 en lang og kritisk bog om blandt andet denne form for personfiksering inden for moderne politik, betitlet The Fall of Public Man.
Det er muligt, mente Sennett, at vi har en grundlæggende forståelse for, at en politikers job er at udføre lovgivning, men dette arbejde interesserer os ikke synderligt, før vi fornemmer personlighederne i den politiske kamp.
En tendens han udlagde som intimitetens tyranni og anså for at være et resultat af en misforstået sammenblanding af de krav, vi stiller til omgangsformer og opførsel i henholdsvis den private og den offentlige sfære.
Den herskende tro i nutiden er, at nærhed mellem mennesker er et moralsk gode, ikke blot i vores intime liv, også mellem os og vores politikere. Jo bedre vi kender dem, jo større tillid har vi til dem, og des mere tilbøjelige vil vi være til at stemme på dem.
Det har f.eks. Mimi Jakobsen forstået. Det er derfor hun afvikler sine tv-transmitterede valgoplæg hjemme i landkøkkenet omgivet af økologiske æg og børnetegninger på køleskabet. Og det har Pia Gjellerup så tilgengæld ikke forstået. Derfor må hun nu affinde sig med den lidet selvvalgte prædikat ufolkelig.

Moderne selvmord
I moderne politik er det nemlig selvmord at insistere: 'Glem mit privatliv, glem for den sags skyld min hele fremtoning, min påklædning, tilstanden af mit tandsæt. Alt, hvad I behøver at vide om mig, er, i hvilket omfang jeg er en god lovgiver, og hvad jeg så forøvrigt vil bruge min magt til.'
Sennett så i denne udvikling faren for en systematisk afpolitisering af politikken. I det øjeblik en politisk leder vurderes som troværdig eller karismatisk ud fra, hvilken privatperson han eller hun synes at være, og ikke på hvilke politiske ideer og intentioner vedkommende har, nedtones nemt det faktum, at politik grundlæggende drejer sig om, at magtinteresser tørner sammen, når samfundets goder skal fordeles. En bekymring, der passede sig for en venstreintellektuel ideologikritiker i 1970'erne. Så bekymret behøver man ikke nødvendigvis at være i 1990'erne. Se bare på Tyskland. Her har del-statsvalgene netop bekræftet, at nok kan man snyde nogen vælgerne nogle gange, men ikke dem alle sammen hele tiden.
Befolkningen skal nok i sidste ende vise sig i stand til at vurdere, om de får både brød og skuespil. I Schröders tilfælde er de tilsyneladende ikke videre begejstrede for lugten i bageriet. Manden, der slog sig op som det charmerende centrum i den dybe midte, har måttet sande, at der skal mere end charme til, hvis man vil beholde magten og samtidigt spise sin kernegruppe af vælgere af med kraftige offentlige besparelser.
Vælgerne er i bund og grund utaknemmelige, de vil have det hele, både lidt overflade og noget substans. Det kan de jo tænke lidt over i det danske søsterparti inden de, forført af diverse luftige meningsmålinger, påståede folkestemninger og eksperters vurderinger af dit og dat, skrotter alle nuværende kandidater.
Og må så den bedste vinde, når den tid kommer. Personligt synes jeg ikke, Pia Gjellerup er noget helt dårligt bud på en kvindelig statsministerkandidat. Med eller uden hårspænder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her