Læsetid: 3 min.

Rejse i bøgernes land

16. september 1999

Med Thomas Bobergs nye bog, 'Americas' risikerer man at fare vild

Transit
Jeg havde taget det forkerte fly den forkerte dag til den forkerte destination, men havde heldigvis fået den forkerte bog med til rejsen. Efter en del palaver med luftfartspersonalet trak jeg resigneret Thomas Bobergs rejseminder Americas op ad den taske, som viste sig at være for stor eller tung, eller stiv, eller hvad véd jeg til at gælde som håndbagage og derfor måtte ud på vingen at stå.
"Jamen, så falder den ned", indvendte jeg.
"Naturligvis", sagde stew-ardessen smilende.

Nu var tasken væk
Da vi landede i den forkerte lufthavn, var tasken rigtignok væk, men da havde jeg fået andet at tænke på, bl.a. hvordan Milano kunne være blevet til Madrid.
Dér travede jeg nu rundt med en racercykel på ryggen og 20 kg overvægt i spaghettistrimlerne.
"De er nødt til at tage videre via london", sagde repræsentanten for go any-where, der passende skriver alting med små bogstaver for at betone rejsens principielle uvished.
"Hvorfor," spurgte jeg dumt og tilføjede, at dér kom jeg allerede fra, hvorpå jakkesættet svarede, at ellers risikerede jeg at havne i münchen. "De mener vel München, with a capital letter," kom det fra baghovedet.
"Jaja, münchen," gentog automaten.

Tilbage over Kanalen
Altså: Tilbage over Kanalen og ned på pløjemarken ved Stansted, mens Bobergs dugfrisk-konkrete lyrik dirigerer slagets gang med solide ord som hankønsvæsen, mergelgravsblik, nossebule, psykopatmåne og vendinger som det maniske øje rullede i sin hule af sprit, Herrens vidunderlige realitet, hendes fortand af sølv strålede af kedsomhed og udlængsel, grupper af øldrivende smil og insektet skramlede blindt som metal. Bobergs Americas formår det svære at være bogstavelig, og han er bedst i første person ental, dvs. når han smider forbeholdet, danskheden. Det gør han især i bogens sidste halvdel, hvor flere kapitler er fremragende prosa.
Hvorvidt Boberg når op på niveau med Carsten Jensen, er et temperamentsspørgsmål. Mens den første rejser let, slæber den anden bøgerne med sig, og det simple forhold kommer der to helt forskellige perspektiver ud af.
Bobergs minder er spredte, men præcise; novellistiske. Jensen leverer en fortløbende fortælling med et mindre bibliotek i rygsækken. Hvor Boberg tager rådet om at lade bøgerne fare for gode varer, kigger Jensen over skulderen på store og små ånder og udvider rejsen ind i bogstavernes rige.
Ligeså fåmælt som den første forholder sig til det politiske og sociologiske, ligeså udtalt er den anden om disse emner. Man mere end fornemmer, hvordan øjeblikkets svimlende kompleksitet er stof nok for Boberg, hvis maksime det aldrig bliver at forvandle så megen virkelighed til bevidsthed som overhovedet muligt.

Det ubevidste råderum
Nu er denne maksime også af tvivlsom monoman karakter, og den er da heller ikke Carsten Jensens. Også han giver det ubevidste råderum. Men jeg følger gerne Lars Movin, når han her i avisen skriver, at Bobergs jagt på det ubevidste sine steder nærmer sig det bevidstløse.
En rus er bevidstløs, hvis den ikke sætter spor i sindet, dvs. kaster andet af sig end begivenheden selv; hvis beruselsen ikke fortæller sit om nogen berigelse. Hvis der ikke er tale om forvirring på et højere niveau, er vildfarelsen i grunden overflødig, og læseren kunne have sparet sig kræfterne.
Rejsen har det til fælles med både litteraturen og livet, at den rejsende risikerer at fare vild. Dét er samtidig alle deles store gevinst.
Rejseforsikringer er derfor i strid med selve bevægelsen fra sted til sted i både tingenes og ordenes verden, fordi man dårligt kan tale om nogen bevægelse, hvis ikke man giver slip og erkender rejsens grundlag, som er uvisheden, overraskelsen, Galileos grin. På samme led fører stor litteratur læseren til steder, han ikke troede fandtes, hvorpå alle mentale kort og litterære håndbøger må revideres, nysynes.

Vi må se det i øjnene
Hvis det er rigtigt, at det at rejse er at leve, må vi tage rejselitteraturen på ordet og se kløften mellem ude og hjemme, litteratur og liv lige i øjnene. Nok bliver ordene aldrig som tingene selv, men de velanbragte af slagsen indrammer, fortætter og skaber vort univers, hvad også er forklaringen på, at nogen hævder, at de føler sig mere hjemme i bøgernes end i menneskenes lande.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu