Læsetid: 3 min.

Så hellere graffiti

Debat
1. september 1999

McDonald's motor-vejstårne og bill-boards er langt mere foruroligende end graffiti, der udtrykker unges kreativitet

(2. SEKTION - Studiestart)
Kreativt
Med hensyn til den fornyede kamp mod graffiti vil jeg, en lidt ældre medborger, gerne knytte en kommentar.
I starten når jeg kom ned på gaden og så, at der var blevet malet på min hoveddør, fyldte det mig med irritation, vrede og måske endda en smule frygt.
Jeg syntes kort sagt, at det var noget svineri.
Men med tiden har jeg lært at acceptere og efterhånden ligefrem holde af denne udtryksform.
Jeg sætter pris på, at de unge mennesker har udtrykt sig kreativt i stedet for at pifte min cykel eller smadre et kældervindue.
For mig at se virker det som om, at de i nogen grad udviser pli og respekt for andres ejendom, da de sjældent maler på private huse, henover ruder og på biler.

Overholder regler
Det virker som om, at de overholder et sæt skrevne eller uskrevne(?) regler i en stadig dialog med det omgivende bysamfunds arkitektur.
Og med hensyn til de mange millioner kroner, som graffiti årligt skulle koste samfundet, er der jo kun at sige, at hvis folk ved at udvise en smule åbenhed - og i stedet for at tage afstand fra graffiti, som de øjensynligt ser som et ubehageligt overgreb, kunne se det som en ungdommelig kreativ udfoldelse
- ville problemet med at fjerne graffitien og den deraf følgende millionudgift forsvinde som dug for solen.
Der er jo faktisk tale om en række spontant-abstrakte og ekspressivt piktogrammatiske udladninger, som vi får foræret ganske gratis af de unge mennesker.
Og i dette lys kunne man måske se det som en gevinst og ikke en udgift.

Gratis dåser
Som et kuriosum kan jeg da huske min egen glæde, da jeg skar min første datters navn i et træ i Kildeparken i Aalborg.
Det var sikkert både ulovligt og måske endda usundt for træet, men jeg mener, at den glæde, det bidrog min datter og jeg, på en eller anden måde retfærdiggjorde overgrebet.
Og den samme trang driver vel de unge mennesker og bør komme dem til gode, inden de kriminaliseres.
I en tid, hvor pladser mere eller mindre uovervejet klistres til med kunst, kunne man måske ligefrem overveje, om ikke de unge mennesker skulle have udleveret dåserne med maling gratis fra Statens Kunstfond.

Samfundets vagthund
Så kunne den statsautoriserede skulpturkunst derimod passende opstilles og udstilles der, hvor den hører til - på museer eller i samspil med relevante institutioner.
For i modsætning til de rigtige billedkunstnere, som i høj grad udfører egne ideer uden hensyntagen til den pågældende plads autonomi og særlige egenskaber, virker de unge menneskers udtryk i et evigt foranderligt spil med det omgivende rum og til en vis grad underlagt dette rums præmisser.
Med hensyn til den lovlige graffiti må jeg sige: Lad ikke velmenende pædagoger og skolelærere ødelægge jeres udfoldelsestrang, man har jo indtryk af, at det netop er kravet om hurtighed for at undgå at blive opdaget, der gør værkerne så spontane og interessante.

Logrende skødehund
Lidt i stil med den gamle billedkunstner Jean Dubuffet, som jo heller ikke mødte anerkendelse før sent i sin karriere, og på samme idegrundlag som Cobra startede ud fra.
Graffiti har eksisteret til alle tider som en almenneskelig udtryksform og som samfundets vagthund.
Lad ikke en lovlig mur eller tunnel forvandle jer til en logrende skødehund, der laver kunster for en kiks eller en gratis dåse maling.
Jeg synes derimod, at det er langt mere foruroligende at se alle disse kæmpestore nærmest billboard-agtige reklameskilte og McDonalds-motorvejstårne skyde op.
Kapitalen har åbenbart den stærkes ret til at tiltvinge sig massiv adgang til vores fælles byrum, og det eneste disse skilte akkumulerer, er et øget meningsløst forbrug, som snart vil få det hele til at gå ad helvede til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her