Kronik

Ud af skyggen

27. september 1999

Japanerne er ved at fralægge sig skyldkomplekset fra Anden Verdenskrig og udvikler nu en civil kultur, der har afsæt i det gamle japanske samfund

Historisk set
Her ved årtusindeskiftet har Japan endnu ikke etableret et rigtigt politisk demokrati. Dette land med 123 millioner indbyggere har ikke været igennem en politisk revolution. Politik har indtil for nylig været en sag for en lille korrumperet og konservativ elite og vedkom ikke den almindelige befolkning. Og det tiltrods for at landet globalt set hører til blandt de førende industrinationer. Japan er i dag på fatal vis bundet til et særligt politisk koncept, der tog form efter Anden Verdenskrig, og som i udgangspunktet blev udviklet for at modvirke, at japanerne igen kunne blive en aggressiv krigsførende nation.
Efter krigen fik Japan forbud mod at opbygge en hær. Den japanske forfatning, der er underskrevet af General MacArthur og gjort til lov i 1947, tillader kun militæraktivitet, der forsvarer landets naturlige grænser. Samtidig kom Japan med sikkerhedstraktaten af 1951 og implementeret det følgende år under amerikansk militær protektion. En protektion, der må siges at være udnyttet til det yderste af amerikanerne. I dag er Japan verdens sjette mest omkostningsfuldt oprustede land. Amerikanerne har baser i det sydlige Japan, der vil blive udnyttet eksempelvis ved en optrapning af konflikten i Nordkorea.

Men her i 90'erne er der opstået en ny selvbevidsthed blandt japanerne. Det skriver Patrick Smith i bogen Japan. A Reinterpretation, der udkom sidste år og vandt The Overseas Press Club Award for the best book on foreign affairs.
"Japanerne er ved at forlade følelsen af at være grimme og utilstrækkelige i sammenligning med andre. Og det er denne erkendelse, der nu har ført dem frem til en begyndende redefinering af sig selv", som Smith skriver.
Bogen er inddelt i to hovedafdelinger, en første diskuterer Vestens syn på Japan og en anden har fokus på japanernes selvopfattelse. Det er to synsvinkler, der ikke nødvendigvis er sammenfaldende. Med inspiration fra Edward Saids betydningsfulde bog Orientalism fra 1978 pointerer Patrick Smith, at 'japonisme' ligesom orientalismen er en vestlig opfindelse. Japan har for os fungeret som et negativt referencepunkt, som et eksotisk refleks, et fundamentalt 'andet', der er blevet henvist til, ikke blot i kultur og kunst, men også i politik og management - den japanske korpsånd og arbejdsorganisering.
Orientalisme er en betegnelse vi i dag nok vil anse for en anelse anakronistisk. I stedet anvendes termen de asiatiske lande/ kulturer for at markere, at der er tale om flere kulturer, om multietniske samfund. Ikke desto mindre er den grundantagelse stadig levende, at man i det globale samfund kan skelne mellem occidentalismen og orientalismen. Occidentalismen refererer til vestlige oplyste samfund, domineret af rationel fornuft. Orientalismen derimod til det modsatte, nemlig til alt det der undviger rationel fornuft. I efterkrigstiden har det spørgsmål domineret, hvordan orientalske samfund kan komme på niveau med occidentale samfund.
Anskuet i den optik er Japan en nation, der har udvist stor dygtighed i at kopiere vestens centrale teknologiske opfindelser og sætte dem i masseproduktion. Japanerne er, fastslår Patrick Smith, de eneste asiatere der har accepteret en anden civilisations videnskabelige og industrielle resultater. Men målet er bevidst at lokalisere deres asiatiske tilhørsforhold i en ny kontekst. Set med egne øjne er japanerne nemlig ikke blot optaget af at komme på niveau med vestlige samfund. Teknologisk og økonomisk er de allerede på niveau, og frem til slutningen af 80'erne nød Japans økonomi et anseeligt forspring.
Det har dannet afsæt for en ny form for selvbevidsthed. Kulturelt og politisk er de netop i disse år ved at finde deres egne fødder. Her er orienteringen mod vestlige værdier på centrale punkter toppet.

Det hævdes, at japanernes kultur og kunstscene i dag er hyper postmoderne. Men den påstand giver Smith ikke meget for. Man kan ikke være postmoderne, før man er blevet rigtigt moderne. Og det er netop problemet. Japanske postmoderne strømninger er blot kopier af vestens postmodernister. Eksempelvis har unge forfattere, der benævner sig postmoderne ikke kritisk afsæt i japanske modernistiske forfattere som Yukio Mishima, og Kenzaburo Oe (Nobelprisen i 1994). Deres bøger er kopier af vestens postmodernistiske forfattere og forsætter en lang tradition for at mime andre kulturer.
Side om side eksisterer kulturelle strømninger, der søger at fastholde forbindelsen til japansk tradition. Desværre er det alt for ofte også død kultur. Her er tale om en rigid og sentimental dyrkelse af japansk tradition for its own sake, af lakpinde og silke, theceremonier, kalligrafi, bueskydning og Haiku digte.
Netop i disse modsatrettede strømninger kan man ane konturerne af en ny selvbevidst, japansk kultur. Et eksempel er Sogetsu skolen, som bogen omtaler. Den blev grundlagt i 1927 af Sofu Teshigahara og videreført i 1980 af sønnen Hiroshi. Her søger man at inkorporere det moderne i traditionel japansk kunst og ikke omvendt. Tradition er, som billedhuggeren Taro Okamoto fastslog i 1963, ikke en samling af døde, hengemte ting, der kun kan opbevares i glasmontrer. Tradition skal altid være vibrerende og pulserende.
En væsentlig betingelse er nemlig at se sin egen kultur med fremmede øjne og gå på genopdagelse. Når det lykkes bliver japanerne rigtigt originale. Det er i høj grad lykkedes inden for arkitektur (Hajo Kenzo) og design (Mies van der Rohe). Det kan lykkes inden for kunst og litteratur, men japanerne er først lige begyndt.
Der er tegn på opbrud i det japanske samfund kulturelt, politisk og socialt. Opbrud, som er kommet til udtryk i 90'erne. Selvom årtiet har været præget af økonomisk krise, så har 80'ernes eksplosive vækst sat sit præg. En ny selvbevidsthed blandt japanere er på spil. Politisk har der været flere tegn i den retning. Japanerne bakkede ikke uden videre op om Golfkrigen. Idet landet er bundet til sin forfatning og til klausulen om ikke at angribe betonede det sin position som neutral nation.
Smith tolker det som tegn på et ønske om uafhængighed. Bogen argumenterer for en forfatnings-ændring. Japan bør blive en uafhængig nation, så japanerne kan komme til sig selv såvel udenrigspolitisk som indenrigspolitisk. Udenrigspolitisk må japanerne selv tage stilling til sin rolle i Asien, og indenrigspolitisk må de åbne op for et levende civilsamfund med naturlig interesse for politik.

I stedet for et levende civilsamfund har der i Japan siden 1960 været marked. Japanernes foretrukne beskæftigelse efter arbejdet er at shoppe, at gå på indkøb og købe tøj, dippedutter, biler... hvad som helst. At købe en blender til sit køkken kan nemt blive en hel videnskab. Selve købet skal signalere et tilhørsforhold eller det modsatte. Modstanden mod den herskende orden både i arbejdslivet og det politiske liv kan komme til udtryk i varekulturen, i legen med stilarter. Der står derfor meget på spil for forbrugeren. Men der er flere tegn på opbrud i det civile liv. Kunst og kulturscenen kan i dag sammenlignes med, der var umiddelbart efter krigen. Her eksperimenteres som aldrig før med en energi, som vi godt kan misunde dem.
Socialt er der også noget i gærde. Folk samles i foreningen for efterladte til ansatte sarari mænd (mellemledere, fuldmægtige), der er døde som følge af overarbejde (hjertestop, selvmord), eller i foreningen for miljøets forbedring i Tokyo. Det er for at løse problemer og for at få politikerne til at interessere sig for befolkningens ve og vel. Her er tegn på opgør med rene levebrødspolitikere. Det er ikke mindst derfor, at det er vigtigt at være sensitiv over for udviklingen i Japan. Det er med til at revidere det billede af Japan, som amerikanerne og vi har haft i hele efterkrigstiden. Og her er Patrick Smiths bog en god start.

*Anni Greve lektor i sociologi ved Roskilde Universitetscenter

Apropos - Ingen forsoning i Japan

Da Anden Verdenskrig sluttede, oplevede Japan en kort euforisk periode, et Tokyo forår, hvor demokratiske frihedsrettigheder var det store tema. Umiddelbart kunne det se ud som om, at denne befolkning uden videre overgav sig til sejrherrerne og blev vestlig overnight. Men noget andet og mere betydningsfuldt var på færde. Den store interesse for individualitet, tematiseret somshutai-sei, selvværd eller subjektivitet, var en reaktion på den plads, som en strengt opbygget japansk nationalisme netop ikke tildelte individet. Nu opstod en forestilling, eller en utopi, om "en offentlig individualitet, en åben tilkendegivelse af selvet, et umaskeret selv inden for gruppen", som Patrick Smith skriver.
Men Tokyo foråret blev brat afbrudt i 1947 med den nye forfatning, der i hovedsagen var et amerikansk produkt. Denne 'fredens forfatning' er altså skrevet negativt vendt mod en geninstallering af det tidligere regimes krigeriske politik, mod dets nationalisme og xenofobi. Forfatningen er erklæret internationalistisk og ikke nationalistisk. Men der er ikke formuleret positive principper for den japanske nation.
Det er Patrick Smiths centrale pointe, at i hele efterkrigstiden har netop dette været japanernes hovedproblem. Deres identitet som japanere er en negativ identitet. Den er delvis karakteriseret ved en følelse af skam og netop også skyld over Anden Verdenskrig, der imidlertid forbliver skjult.
Især det mangelfulde retsopgør efter anden verdenskrig var afgørende. Selvom kejser Hirohito påviseligt spillede en central rolle under krigen, så gav amerikanerne i efterkrigstiden det indtryk, at han var uvidende om krigens detaljer. Han var blot en kejser, der var fanget i sin status af guddommelighed bag paladsets tykke mure. Han skulle derfor afgive sin guddommelige status - hvilket han gjorde i 1946 - og lære sig dagligsproget og videnskabens verden - hvilket han gjorde sit bedste for at give indtryk af.
Amerikanerne åbnede ikke mulighed for en retslig proces, en tilkendegivelse af nederlaget, en offentlig undskyldning, en soning, men gav indtryk af, at japanerne ikke var ved deres fulde fem, og at krigen var resultatet af menneskelig umodenhed. Det var ikke kun kejseren der var menneskeligt umoden, det var derimod et træk ved hele den japanske befolkning.ag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu