Jan Stages fremstilling forekommer at være så forvrøvlet og selvmodsigende, at det vil være alt for pladskrævende at gå i detaljer
Usandheder
Af hensyn til senere skribenter, der måtte anse Jan Stages underholdende og velskrevne erindringsbog "-og ham der slår på tromme" for at være et sandfærdigt kildeskrift, vil jeg anføre nogle usandheder, der vedrører juristen Niels Groth og min person.
Side 117: Jeg skulle have spøgt i baggrunden ved et besøg, Niels Groth aflagde i Jan Stages hjem ved nytårstid 1966/67 for - som det senere (side 118) fremgår - at deltage i et komplot gående ud på at afsløre Stage som "en international, toptrænet kommunistisk agent".
Komplet komplot
Denne afsløring skulle først ske efter Stage havde realiseret en plan (side 120) om at blive korrespondent (vel for Land og Folk, hvor han den gang var ansat?!) i Saigon under Vietnam-krigen, hvorved komplottet opnåede sit formål: At få Stage arresteret og underkastet hårdhændet behandling.
Bortset fra, at det er temmelig groft at blive beskyldt for deltagelse i en forbrydelse af denne art, er fremstillingen usand fra ende til anden.
Jeg havde på det tidspunkt aldrig truffet Jan Stage undtagen måske på afstand i et værtshus, og jeg havde kun mødt Niels Groth to gange: I 1964, da han hjalp en kvinde i en sag, jeg skrev om som medarbejder ved Politiken og i oktober 1969, da jeg i Marseilles lufthavn (udsendt af Politiken) talte et kvarters tid med Niels Groth og viceudenrigsråd Janus Paludan under en mellemlanding fra Afrika.
Groth var da netop blevet løsladt efter tre måneders fængsel i den vestafrikanske diktaturstat Guinea, hvor han, som udsendt af Amnesty International, med urette var blevet sigtet for at være amerikansk spion og ifølge TASS risikerede en dødsdom. Han blev først løsladt efter en kraftig indsats fra det danske udenrigsministerium.
Jeg havde selvfølgelig hverken sindelag, motiv eller mulighed for at deltage i noget komplot.
Afsløringen af, at Stage var "en international, toptrænet, kommunistisk agent" kom - fra ham selv. Først i en artikel i Information mange år senere (9. oktober 1992) i anledning af 25 års dagen for Che Guevaras død. Han oplyste i denne artikel, at han på Cuba havde arbejdet som såkaldt "remote controller", det vil sige en agent, der skulle slå alarm, "hvis han fandt ud af noget" i forbindelse med, at "nogen snakkede over sig". Han havde desuden deltaget i kurerarbejde, bl.a. til Moskva.
I marts 1998 uddybede Stage i en samtale med Frank Esman i DR-TV i flere detaljer, hvorledes han havde arbejdet som agent for cubanerne og bl.a. i et halvt år var blevet trænet i våbenbrug, kodetydning, radiobetjening osv. i en østtysk ledet træningslejr på Cuba. (Det kan således heller ikke være rigtigt, når Stage andet steds i bogen (side 129) hævder, at han aldrig har afsluttet en uddannelse).
Når Stage i det hele taget omtaler Niels Groth og mig, tilslører han ret kraftigt baggrunden, som er følgende:
Niels Groth ankom til Co-nakry i Guinea den 16. juli 1966 med den - ifølge reglerne i Amnesty International - hemmeligholdt dagsorden at hjælpe en fængslet samvittighedsfange.
Groth blev arresteret
Den følgende mandag blev Groth arresteret under dramatiske omstændigheder og fængslet. Hvad var der sket i løbet af weekenden? Havde det betydning, at det guinanske sikkerhedspoliti måtte være blevet opmærksom på, at Groth året forinden havde opholdt sig på Cuba, ligeledes udsendt af Amnesty International? Det fremgik af passet, som Groth havde afleveret i Conakry lufthavn ved ankomsten om lørdagen.
I oktober 1966 blev Groth løsladt, og jeg mødte ham Marseilles lufthavn.
Nogle måneder senere fik jeg refereret en samtale, der havde fundet sted på Land og Folk med Stage som deltager. Oplysningerne gav anledning til, at jeg den 22. februar 1967 ringede til Stage, der var tilbage fra Cuba. Under denne samtale, der blev optaget på bånd, forklarede Stage, at han havde været sammen med Groth på Cuba og at han mildt sagt havde været skeptisk over for opgaverne for Amnesty International, der i de kommunistiske lande blev anset for at være CIA-infiltreret. Han havde advaret mod sin ven og landsmand i Udenrigsministeriet og derefter holdt ham på afstand.
Under telefonsamtalen var det vigtigt for Stage at få understreget, at han kun arbejdede på Cuba som journalist.
I sin bog fortier Stage, at han gik til Udenrigsministeriet, men fortæller, at han drøftede sagen med redaktøren af partiorganet Hoy.
I det hele taget forekommer Stages fremstilling at være så forvrøvlet og selvmodsigende, at det vil være alt for pladskrævende at gå i detaljer. Jeg må henvise til dokumentationen i min bog Ringen sluttet.
Stage gør sig skyldig i andre usandheder. For eksempel at jeg "brat blev standset" i mine artikler om sagen i Politiken. Der var tale om, at én artikel kom i klemme, fordi prinsesse Margrethes forlovelse med Henrik samme dag blev offentliggjort, men den kom dog tre-spaltet på forsiden.
Jeg vil ikke hæfte mig ved denne og andre småtterier, men går ud fra, at Høst og Søns forlag anstændigvis drager omsorg for, at grove beskyldninger ikke spredes.
