Ny bog om psykoanalysens skæbne i Rusland fortæller et hidtil ukendt kapitel af freudianismens historie
Historisk set
Forskningen af psykoanalysens skæbne i Rusland er et forsømt område, men nu har Martin A. Miller, der er professor i historie, rådet bod på denne forsømmelse ved at skrive den første omfattende fremstilling af psyko-analysens indflydelse i Rusland (Freud and the Bolsheviks, Yale University Press, 1999). Miller dementerer den udbredte opfattelse, at psykoanalysen var forbudt i Rusland efter Første verdenskrig, og dokumenterer, at der var og - nu igen! - er en voldsom psykoanalytisk aktivitet.
Han fører Freuds indflydelse i Rusland tilbage til psykoanalysens oprindelige udvikling i Europa. F.eks. blev Freuds værker med Drømmetydning fra 1899 som den første oversat fra tysk til russisk, før det skete på noget andet fremmed sprog. Og psykiatere, der havde rejst for at studere hos Freud, Carl Jung og Karl Abraham i Vesteuropa, organiserede det første uddannelsesinstitut, før noget sådant eksisterede i London, Paris, New York eller Buenos Aires. Alle byer, der senere blev kraftcentre for psyko-analysen.
De russiske psykiatere følte, at de var løbet ind i uoverstigelige vanskeligheder ved behandlingen af deres patienter. I deres søgen efter nye løsninger satte de nu deres lid til Freuds lære. Psykiateren Nikolai Osipov offentliggjorde den første seriøse afhandling om psykoanalyse i landets førende psykiatriske tidsskrift, hvor han fuld af begejstring hilste Freuds nye terapeutiske metode, som han straks begyndte at praktisere. I 1908 besøgte han Jung, før han tog til Wien for at studere hos Freud.
Så tidligt som i 1909 havde psykoanalysen i Rusland udviklet sig til en bevægelse med sit eget tidsskrift Psykoterapi. Her offentliggjorde psykiateren Tatiana Rosenthal et pionerarbejde angående relationen mellem psyko-analysen og litteraturen. Det drejer sig om en analyse af den danske forfatterinde Karin Michaelis' bog fra 1910, Den farlige alder.
Tatiana Rosenthal var blevet godkendt af 'Wiens psykoanalytiske Selskab' efter en læreanalyse, hvor en af hendes patienter var
Jean Piaget. Hun vendte tilbage til St. Petersborg, men rejste gentagne gange til Wien for at deltage i møder og aflægge besøg hos Freud. Hun var ledsaget af sin kollega Sabina Spielrein, der snart skulle vinde ry for sin originalitet inden for det internationale psykoanalytiske broderskab.
Hun havde i mange år lidt af depression, og hendes forældre sendte hende til Zürich for at blive behandlet. I oktober 1906 skrev Jung til Freud, at han "i øjeblikket var ved at behandle en hysteriker med din metode. Vanskeligt tilfælde, en tyveårig russisk pige, der har været syg i seks år." Jung blev dybt involveret i dette tilfælde, og der opstod et stormfuldt kærlighedsforhold mellem ham og Sabina. Jung løj først over for Freud om forholdets seksuelle karakter, men måtte senere gå til bekendelse.
Det lykkedes Sabina med Jungs hjælp at færdiggøre en disputats med titlen Det psykologiske indhold af et tilfælde af Skizofreni, der blev offentliggjort i Freuds Jahr-
buch som det første bidrag fra en russer. Sabina blev senere især berømt for en afhandling, der ofte citeres for at have foregrebet Freuds teori om 'dødsdriften'. I 1923 var hun vendt tilbage til sin fødeby Rostov ved Don. Der blev hun myrdet i synagogen af de invaderende tyske tropper i 1941. Tatiana Rosenthal fik også en tragisk skæbne. Det var hendes hensigt at studere Dostojevskijs romaner ud fra psyko-analytisk perspektiv, men kun 36 år gammel begik hun selvmord, uden at hendes motiv er blevet klarlagt.
Trods den spændte atmosfære efter den russiske revolution i 1917 lykkedes det for Freudtilhængerne i 1920 at få etableret det første - og til dato eneste - statsstøttede psykoanalytiske institut. Blandt instituttets talrige planer indgik et projekt om at oprette en institution til behandling af børn med psykiske lidelser. Freud blev meget glad ved at høre om disse aktiviteter. På en kongres i Berlin i 1922 foreslog han "at gruppen i Moskva skulle accepteres som medlem af IPA (International Psychoanalytic Association), men det var bl.a. Freuds senere 'hofbiograf' Ernest Jones imod."
Oppositionen mod Freuds forslag var bl.a. dikteret af frygt for den nye sovjetiske stat og den kommunistiske ideologi. For selv om flere analytikere i Europa var for socialismen, heriblandt Otto Fenichel, Wilhelm Reich og Siegfried Bernfald, så var de fleste politisk konservative og antimarxister. Det lykkedes dog at finde et kompromis, og på kongressen i Salzburg i 1924 blev gruppen hilst velkommen.
Alligevel forblev russerne isoleret, og de befandt sig også i en særlig situation. På den ene side var de finansielt støttet af staten, hvad der var årsagen til psykoanalysens succes. På den anden side var de, takket være denne statsstøtte, ude for statsintervention i deres faglige aktiviteter. Men flere analytikere følte, at psykoanalysen muligvis kunne bringe acceptable bidrag til skabelsen af en marxistisk psykologi, hvad der lå det kommunistiske parti meget på sinde.
Mellem 1923 og 1930 opstod der en heftig debat om en 'freudiansk marxisme', hvis formål bl.a. var at legitimere Freud i partiets øjne. Men dermed kom psykoanalysen ind i et ideologisk minefelt. Med Lenins død i januar 1924 og den forvirring, der opstod, følte partiet at man måtte intensivere kampen for kontrolforanstaltninger. Modangrebet overfor tilhængerne af en freudiansk-marxistisk position fulgte hurtigt efter. Det blev indledt med en artikel af en partiideolog V. Jurinets i partiets teoretiske tidsskrift Under marxismens banner.
I en polemisk stil søgte han at påvise marxismen uforenelighed med Freud: Ved at generalisere fra uløste seksualkonflikter fra tvivlsomme sygehistorier havde Freud produceret en højst spekulativ og reduktionistisk forklaring på massernes motivation. Denne artikel blev fulgt op af en meget væsentlig Freudkritik, skrevet af akademimedlem I. D. Sapir (der forsvandt sporløst i 30'erne, formentlig som offer for Stalins udrensninger). Fra nu af var konfrontationslinjerne mellem tilhængere og modstandere trukket hårdt op.
En sønderlemmende kritik af psykoanalysen udkom i 1927, da V. N. Voloshinov udsendte sin bog Freudiasnims. Voloshinov tilhørte kredsen omkring den legendariske Mikhail Bakhtin, og det er ofte blevet hævdet, at de to var én og samme person! Hans bog (oversat til engelsk 1976) undersøger Freuds begreber meget de-taljeret og søger derefter at påvise svagheder og fejl ved psykoanalysen som helhed. Hans kritik har mange lighedspunkter med den, der senere fremkom i den vestlige verden. I bogen rettes der kritik mod sovjetpsykologerne Luria og Vygotsky for deres alt for store imødekommenhed over for Freuds synspunkter (om Vygotskys senere afstandtagen fra psykoanalysen se Eric Danielsen: Psykologiens Mozart, Dansk Psykologisk forlag, 1996).
Tegnene på psykoanalysens fald blev tydeligere og tydeligere. På en international kongres i 1928 blev tilhængernes usikre situation beskrevet sådan: "Vi må alle forstå, at vores kolleger derovre arbejder under meget vanskelige betingelser, og vi ønsker at udtrykke vores dybe sympati med dem." På kongressen for menneskelig adfærd i Moskva i 1930 rettedes det afgørende slag på den tid mod psykoanalysen, der nu ikke blot blev kritiseret, men direkte fordømt. Det skarpeste våben mod tilhængerne var at forbinde Freud med kontrarevolutionære kræfter og 'folkets fjender'. Trotsky blev angrebet for forsøg på at forlige Freuds teorier med marxismen og for hans kontakt med freudianske cirkler i Wien før revolutionen. Angrebene var nu gerne ledsaget af en hyldest til Stalin!
Eric Danielsen er journalist og forfatter
Apropos - Psykoanalysen genopstår i Rusland
Professor Millers bog bygger på hidtil ukendt arkivmateriale, som efter Sovjetunionens sammenbrud er blevet tilgængeligt. Miller viser, hvordan psykoanalysen under den kolde krig blev forbundet med amerikansk kapitalisme og imperialisme. Efter Stalins død i 1953 skete der imidlertid gradvise forandringer. Den litteratur om Freud, der kom frem i 60'erne, viste en genopblussen af interessen for Freud. Ganske vist blev han stadig udsat for kritik, men kritikken var nu mere saglig og velunderbygget. De politiske angreb blev erstattet af videnskabelige indvendinger. Her kan man fremhæve den indsats, Dmitry Uznadeze udfoldede med eksperimenter til belysning af det ubevidstes eksistens. De vakte opsigt, fordi vestlige forskere følte, at de var sakket agterud.
I begyndelsen af 70'erne var der en vældig interesse for moderne vestlig psykoanalyse, bl.a. Erich Fromm, der havde påvist, at psykoanalysen var forvandlet fra social kritik til konformisme. Sovjetiske læsere blev også introduceret for andre prominente analytikere som Karen Horney.
I oktober 1979 fandt den første internationale kongres om det ubevidste sted i Tbilisi med over 1.400 deltagere. Deres spændende diskussioner blev senere offentliggjort på engelsk i et fire binds værk med i alt 2.710 sider. Under Gorbachov-perioden med perestroika og glasnost kom den tidligere antifreud-kritik til udtryk i en artikel i Literaturnania gazeta, der i juni 1988 brugte en hel side til at hylde Freud. Tidsskriftet karakteriserede Freud som "en ærlig videnskabsmand, en nobel person og en modig søger efter sandheden."
Ved Sovjetunionens opløsning indtrådte et nyt kapitel i psykoanalysens historie. En ny situation opstod i 1989, da konkurrerende psykoanalytiske selskaber og institutioner dukkede op. Ligeledes blev Freuds samlede værker genudgivet. Psykoanalysen trives nu inden for psykoterapien, og "vilde analytikere" skorter det heller ikke på. Alt efter temperament og indstilling kan man vælge mellem at græde eller glæde sig over den udvikling.
ed
