Læsetid 8 min.

Tid til besindelse

29. september 1999

emokratiserings-iveren har taget overhånd i skolen, hvor ligheden har erstattet ånd og visdom

D
Tro & Filosofi
For nogle år siden tog jeg en flok højskoleelever ned til en tyrkisk forening i Vejle for at diskutere kultur og livssyn. Vi vidste, at de var muslimske fundamentalister, og derfor glædede vi os til diskussionen.
Stemningen var god og de danske højskoleelever var mere end på højde med situationen indtil kommentaren kom: "I demokrater har et underligt forhold til sandheden. Vi muslimer ved, hvad det sande liv er. Det står i vores hellige bog Koranen. Men når I demokrater vil forholde jer til sandheden, så stemmer I om det. Tror I virkelig ikke på, at der er noget som er sandt, og som ikke kan afgøres ved en demokratisk beslutning?"
Nu bredte forvirringen sig i den danske lejr. Havde de ret? Og man var ikke blevet kaldt dansker eller til nød kristen, men 'demokrater'. Som om demokati var en livsanskuelse eller måske ligefrem en religion.
Set på afstand og især fra en ikke-demokratisk kultur, er det måske ikke så svært at forstå, hvorfor demokratiet i den vestlige verden tilsyneladende har erstattet religionens og traditionens plads.
I dag betragtes demokratiet og de demokratiske læringsprocesser i skolen bredt som et absolut gode, man principielt ikke stiller spørgsmålstegn ved. Vover man derimod at stille det kætterske spørgsmål: Hvorfor demokrati, vågner demokratiets såkaldte vogtere ofte op med bål og brand og erklærer spørgeren for at være u-demokratisk - eller hvad værre er - fundamentalist.
Jeg er ikke anti-demokrat men heller ikke demokrat i den udflydende form, som demokratibetegnelsen efterhånden har fået. Når man f.eks. kun kan blive enige om, at skolens overordnede formål må være 'at opdrage til demokrati' og 'demokratisk kompetence', så vil jeg med K.E. Løgstrup hævde, at vi er havnet i en 'forlegenhedsløsning'. Det var ikke forlegenhed, der i sin tid fik Hal Koch til at sige, at folkeoplysning er opdragelse til demokrati. Det fordrede tiden med de klare anti-demokratiske holdninger og livs- og læringsformer, som stadig eksisterede efter Anden Verdenskrig. Men Løg-strup måtte mane til besindelse, da han så, hvordan "det demokratiske sindelag" og "de demokratiske læringsprocesser" med 70'ernes pædagogik nærmest gik hen og blev en livsanskuelse og hovedindholdet af, hvad man forstod som skolens overordnede målsætning.
Da det skete, tippede den vigtige balancegang i forholdet mellem bestræbelserne for henholdsvis oplysning og demokrati. Demokrati er jo, som Løgstrup sagde, blot en "skikkelig måde at være uenig på". Mere er det ikke. Det demokratiske sindelag skal fungere som et middel eller medium for det væsentlige, nemlig den indholdsmæssige diskussion om, hvad det gode liv er og andre eksistentielle spørgsmål og tanker, som Løgstrup under ét kaldte Tilværelsesoplysning.
16 år efter finder man en lignende opfordring til besindelse i tidsskriftet Uddannelse, hvor Lars-Henrik Schmidt, udtaler, at tiden nu er inde til at gentænke dette paradoksale forhold, at "...dersom man ikke besinder sig på spørgsmålet om for meget og for lidt demokrati, så risikerer man, at demokratiet bliver offer for viljen til demokrati". Der er nemlig i dag, "gået demokrati i skolen" og dermed også i undervisningen og skolens dagligdag. Og det mener Schmidt ikke, vi kan tåle. Viden hviler på forskel. Skulle man respektere den andens viden, blot fordi han havde den, ville samtalen forstumme.
Grænsen synes med andre ord at være overskredet. Helt aktuelt kunne man endelig nævne den kritik Ole Ravn Jørgensen retter mod dansk uddannelsespolitik i Information den 31. aug. om politikernes manglende evne til at formulere en samlet strategi på folkeskoleområdet. Efter hans mening kan det pluralistiske standpunkt og værdimæssige tomrum kun accepteres, hvis det erstattes af "elevernes eksistentielle udvikling". Hvilket netop var Løgstrups pointe.
Formålet med skolen er oplysning, så vi med Løgstrups ord "ikke af vort samfunds karakter af arbejdsmoral lader os forlede til at reducere skolens formål til at være uddannelse". En stadig lige aktuel kommentar til dagens uddannelsespolitik, især voksenuddannelsespolitik, hvor folkeoplysningen nærmest er gjort synonym med 'opdragelse til demokrati' eller tørt beskrives som en 'produktionsfaktor' i opkvalificeringen af den danske arbejdsstyrke.
Min pointe med disse tre eksempler er, at tiden er inde til en demokratiets selvbesindelse indenfor uddannelsesområdet. At der er grænser for, hvor vidt vores demokratiseringsiver skal strække sig. På dette område og kun dette område må Thymos vige for
Eros.

Hvad er det da for en længsel og drivkraft, der må supplere det, som den amerikanske filosof Francis Fukuyama kaldte Thymos i Historiens afslutning og det sidste menneske? Det er naturligvis Eros. Den sokratiske Eros, som den amerikanske Dewey-ekspert Jim Garrison så smukt beskriver i Dewey and Eros (1997). Hvis ikke denne sokratiske Eros er drivkraften bag undervisningen og debatten, tømmes demokratiet for betydning. Thymos er vigtigt i uddannelsen, ingen tvivl om det, men endnu vigtigere er Eros.
Eros er kærligheden til det gådefulde og excellente. Det er at turde stræbe efter og tale om visdom som skolens primære mål, vel vidende at et endelig svar aldrig vil kunne gives. Det er at lære eleverne at undre sig over og beundre den mageløse og dybt uforklarlige verden, vi står midt i. At livet dybest set er et mysterium, og at kunsten, religionen og filosofien og de evige eksistentielle spørgsmål kan være steder, vinduer, som får os til at se verden på ny, og i bedste fald får hver enkelt af os til at vove et bud på, hvad det gode liv er.
Eros er, som Garrison siger, den meningssøgende kraft, der lidenskabeligt og konstant driver os til at opsøge det fremmede og sublime for derved at skabe større sammenhæng og mening i vores tilværelse. Gør man derimod demokrati til en livs- og verdensanskuelse kortsluttes sammenhængen mellem oplysning og demokrati.
Demokratiets selvbesindelse bør handle om, hvordan vi efter sejrsrusen lærer at besinde os på demokratiets begrænsninger og mulige skyggesider. Kort og godt: Hvordan undgår vi i et pluralistisk og demokratisk samfund at blive åndeligt dovne? Hvordan kombinerer vi længslen efter det excellente og unikke med kravet om ligeværdighed og anerkendelse? Hvordan balancerer vi Eros og Thymos, og er der en forbindelse mellem eksistentiel selvdannelse og demokratisk engagement?
Ja, det er der, og her vil jeg pege på en ny måde at forstå demokrati på. Først når det enkelte menneske igennem en eksistentiel selvdannelse har fundet sit eget ståsted, sine egne standarder og sit eget personlige livssyn, først da kan individet for alvor yde fællesskabet og demokratiet noget unikt. Men denne eksistentielle selvdannelse kan kun finde sted, hvis der er lige muligheder for alle til denne selvdannelse (Thymos), og der er en drift i den enkelte til at overskride det rent individuelle og personlige i en søgen efter det universelles altid vigende horisont (Eros). Kampen for lighed og bevidstgørelse om de samfundspolitiske kræfter var (og er tildels stadig) en vigtig fase i demokratiets udvikling. Men når denne kamp er ved at være vundet, så er tiden inde til demokratiets anden fase, der handler om, hvad vi så har tænkt os at bruge denne frihed til. Hvordan lærer vi at praktisere friheden? Hvad er det gode liv?
Her kommer eksistentielle spørgsmål til at træde mere i forgrunden end den 'kritiske bevidsthed', der dominerede 70'ernes frigørelsespædagogik. I dag er der behov for en supplerende pædagogik, en eksistenspædagogik, der formår at skabe rum for den eksistentielle læring og selvdannelse. Her får Eros' søstre, filosofien og kunsten, en vigtig plads. Folkeoplysning er, når det er bedst, en eksistensoplysning, der dels skærper den enkeltes værdiafklaring og selvdannelse, men også en besindelse på grænserne for denne selvdannelse, som ikke bare er af social, politisk eller kulturel art men - måske endnu vigtigere - af en eksistentiel art.
På de unge muslimers spørgsmål, om hvad sandhed er for en demokrat, ville en demokrat, der var drevet af Eros, sandsynligvis have svaret med Friedrich Schiller: "Følg den mand der søger sandheden, men flygt fra ham, der har fundet den!" Og ville jeg tilføje: Flygt også fra den mand, der ikke søger sandheden - thi han er med Løgstrups ord åndelig doven.

*Finn Thorbjørn Hansen er idéhistoriker og ansat på Forskningscenter for Voksenuddannelse på Danmarks Lærerhøjskole. Har bl.a. skrevet bogen Kunsten at navigere i kaos - om dannelse og identitet i en multikulturel verden, 1997

Apropos - Det sidste menneske

I Historiens afslutning og det sidste menneske benytter den amerikanske filosof Francis Fukuyama sig af det platoniske begreb 'Thymos', som han oversætter til menneskets grundlæggende anerkendelsestrang. Efter at have brugt det meste af bogen på at lov-prise demokratiet og Thymos som historiens og demokratiets egentlige drivkraft, standser denne begejstring brat i bogens sidste kapitel. Dette kapitel, der bærer overskriften "Det sidste menneske", er en tøvende markering af den mulige sammenhæng mellem det moderne demokrati og "det sidste menneske". Hvad er da det sidste menneske?
Det er, som også Kresten Schultz Jørgensen spiller på i hans debatbog Det sidste menneske - da danskerne opgav demokratiet, 1997, et begreb Nietzsche lancerer. Det sidste menneske er skrækbilledet på det anerkendelsessyge, konformsøgende og middelmådige menneske, der har mistet sansen for det excellente og unikke, for det ophøjede og storladne. Det pragmatiske og nytteorienterede menneske, der ikke længere har højere idealer eller længsler, men blot lever ud fra "petite et vulgaires plaisirs", som en anden demokratikritiker Alexis de Tocqueville udtrykker det.
Jeg er helt enig med Kresten Schultz Jørgensen, når han i førnævnte bog siger, at "demokrati i bund og grund er forestillingen om et kulturelt rum, hvor vi kan udveksle tanker og ideer om, hvad der gør livet bedre", og at dette rum i dag mangler. Men det er ikke nok, at der konstitueres et sådant rum. Det væsentligste er, at der i de enkelte individer er en drift og længsel mod det ophøjede og det sublime, det som kan give indhold til spørgsmålet om, hvad det gode liv er. Det drejer sig om den 'eksistentielle udvikling' af eleverne, og som må til før, man kan og vil gå ud i det offentlige rum og engagere sig i debatten om, hvad det gode liv og samfund er.
fth

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu