Læsetid: 4 min.

Totem og tabu ved prinsefødsler

7. september 1999

Når Joakim siger, han vil have en dreng, er det charmerende, men når indvandreren vil, er det udtryk for et mandsdomineret samfund

Royalt
"Alexandra valgte den lyserøde barselstue". Spændende! "Alt om dåben, børneværelset, barnepigen og opdragelsen." Interessant! Og selv om reportagen fra børneværelset blot er to sider revet ud af månedsmagasinet Forældre og børn og Flüg-gers idékatalog, kan jeg næsten ikke vente, til jeg får den rigtige barneseng at se. Siden i Se og Hør om barneværelset er dog dekoreret med dannebrogsflag; så royalt - dét er det. Jeg må have tålmodighed til det næste nummer om Danmarks nye "lilleprins" udkommer. Hele Danmarks nye prins! Vores!

Sand multikulturalisme
At Danmarks 'royale' ugeblade dækker den kongelige fødsel er ikke specielt opsigtsvækkende. Mere interessant er det at se på Ekstrabladets dækning. Familiestoffet plejer ellers her at have en anden vinkel. Ofte handler det om de frem-
medes alt for høje fødselshyppighed.
De føder en masse børn, som vi bliver nødt til at forsørge.
Interessant er det også at se, at den avis, som hyppigt lægger spalter til en nationalistisk højrefløj, som prædiker modstand mod multikulturalisme og anden underminering af den danske kultur i den grad priser en af Danmarks mest multikulturelle familier. Den består jo stort set ikke af andet end første- og andengenerationsindvandrere. Lad os i flæng nævne en oldemor, som er født i Sverige, en farfar, som er født i Frankrig, morforældre, som kommer fra Hong Kong og Østrig. En mor, som kommer sammesteds fra, og som er indvandret til Danmark... Kan man forestille sig noget mere dansk?
Men hvordan kan det være, at én familie bliver prist for sin internationale profil, mens andre bliver lagt for had på grund af lignende bånd og loyaliteter? Hvorfor denne forskel? Svaret er, at der principielt set ikke er en forskel! Beskrivelsen af kongefamilien har lige så lidt at gøre med, hvordan denne familie i virkeligheden er, som skildringen af den 'fremmede' storfamilie har med, hvordan indvandrere i virkeligheden er. Alt, hvad den kongelige familie gør, bliver tolket i et overdrevent positivt lys, og alt, hvad indvandrerne gør, i et tilsvarende negativt lys. Ligheden er, at begge typer af familier er kilder til at definere en dansk identitet.

Blåt blod
Psykoanalytikeren Sigmund Freud skrev engang en afhandling med titlen Totem og tabu. Er kongefamilien ikke vores totem og indvandrerne vores tabu? I begge investerer vi et begær. Den ene familie sublimeres, mens den anden tilføjes lignende kvaliteter blot med modsat fortegn. Vi har at gøre med en henholdsvis positiv og negativ form for fetichisme.
Når Joakim siger, at han gerne vil have en dreng, er det charmerende, at han på den måde ønsker, at hans slægtsnavn bliver båret videre. Når indvandreren gerne vil have en dreng, er det udtryk for et mandsdomineret samfund, hvor kvinden undertrykkes på det groveste. Man behøver ikke at give flere eksempler. Figuren er utrolig enkel og kan let tilegnes. Det handler dybest set blot om at lære at sige 'vi' og 'de', 'os' og 'dem'.

Kongens to kroppe
I middelalderen begyndte man at teoretisere kongedømmets natur og konstruerede en teori om kongens to kroppe. Det hed sig, at kongen havde en jordisk krop og en sublim krop. Den første krop var dødelig - kongen var blot et menneske, som alle andre mennesker. Den anden krop - den sublime - var udødelig. Inkarnerende kongedømmet vil det, som var overmenneskeligt/royalt, nemlig udødelighed. Det er derfor, at man kan sige 'kongen er død, kongen længe leve'. Nok dør kongen, men kongedømmet lever for evigt, hvorfor man straks efter kongens død kan udpege en ny.
I mere prosaiske varianter findes forestillingen om kongens to kroppe også i dag. Den religiøse patos, som kongedømmet var omgivet af i middelalderen, er i dag erstattet af en national 'religion', hvor alle har fået del i kongens sublime krop. Det er præcist derfor, at det er hele Danmarks lille prins (minus indvandrerens naturligvis!).

Kejserens nye klæder
Hvis vi dybest set godt ved, at kejseren ikke har noget på, hvorfor bliver vi ved med at insistere på, at han er kejser. Hvis H.C. Andersens fortælling skal friskes lidt op, kan læseren blot udskifte kejser med konge, dronning eller prins. Hvorfor er det kun det lille barn, som siger de forkætrede ord ("han har ikke noget på") i eventyret. Fordi kejserens krop er en fetich.
Når kejseren gennem det trodsige barns tale afklædes symbolsk, kommer også hans undersåtter til at stå i et latterligt lys. Vi er her kynikere. Vi ved godt, at kejseren ikke har noget på, men insisterer i konstruktionen, fordi den er en kilde til identitet.

Ingen har noget på
Er 'indvandreren' ikke konstrueret på samme måde? Vi ved godt, men alligevel insisterer vi på, at de er lumske, kriminelle, voldelige, kvindeundertrykkende.... I dag gælder det imidlertid ikke blot om at hævde, at indvandreren ikke har noget på. At indvandreren ikke svarer til vores stereotyper. Det ved vi vel allerede inderst inde. Det svære er snarere at erkende, at heller ikke vi har noget på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu