Læsetid: 4 min.

Jeg advarer mod Glistrup

19. oktober 1999

Hvis ikke man klart og velargumenteret
tager afstand fra Glistrup, vil samfundsdebatten tilpasse sig de yderligtgående holdninger

"I blev slået ihjel, alene fordi I var muslimer", sagde imamen ved en begravelseshøjtidelighed i 1996 for de opgravede og identificerede ofre for en serbisk massakre på befolkningen i en muslimsk landby i det vestlige Bosnien i juli 1991. Jeg sad og så en videooptagelse af højtideligheden og gik så over til Søndagsmagasinet på DR 1, hvor jeg oplevede Mogens Glistrup blive interviewet af Morten Løkkegaard.
Mange anser Glistrup for at være en gammel og syg mand. En mand, hvis ord man ikke skal tage alvorligt. Men rent bortset fra, at Fremskridtspartiets grundlægger nu synes at være i færd med at tilintetgøre sit gamle parti, gjorde Glistrups ord et særligt indtryk på mig oven på imamens ord på videobåndet.
"Hvis vi kunne blive et muhammedanerfrit land, så var det da en fantastisk stor lykke for Danmark", sagde han til Løkkegaard og seerne. "Vi skal vække så mange som muligt i befolkningen, så de forstår, at det kan ikke gå, at man bare dalrer derud af, og tænker det går godt, sejle op ad åen og sejle nedad igen, så skal muhammedanerne nok blive gode mennesker, men det bliver de ikke!".
Glistrups synspunkt var helt klart og præcist: Muhammedanerne skal smides ud af Danmark, alene fordi de er muslimer. For i og med at de er 'muhammedanere', kan de ikke være gode mennesker, og vil aldrig blive det.

Glistrups retorik
Mogens Glistrup gør sig dermed til talsmand for en systematisk etnisk udrensning. Han argumenterer dels ud fra muslimernes iboende 'ondskab', dels ud fra at de udgør den største sikkerhedsrisiko i landets historie. De vil ikke blot undertrykke os, de vil simpelthen slå os allesammen ihjel, hvis vi giver dem lov til fortsat at brede sig.
Det lyder som vanvid, men ligger meget tæt op ad den argumentation, som serbiske rekrutter i det vestlige Bosnien blev udsat for, da man planlagde udrensningen af den muslimske befolkningsgruppe. De skulle også overbevises om, at de lokale muslimer, som de havde kendt i dagligdagen, udgjorde en dødelig fare for deres egen befolkningsgruppe.
Man hævder, at tanken om 'præventive' massakrer på muslimer i Gjellerupparken eller Ishøj er ren fantasi. Men frembringelse af frygt for folkedrab, som Glistrup med rene ord gør det, var netop, hvad medierne i det tidligere Jugoslavien svælgede i de sidste år, før krigene brød ud i 1991-92.
Glistrups retorik giver således klare mindelser om både serbisk propaganda mod albanere, kroater og muslimer og kroatisk propaganda mod serbere og muslimer.
Det er i denne avis blevet diskuteret, om det bedste, man kan gøre med hetz mod fremmede, er at ignorere den. Det skulle angiveligt have givet gode resultater i Holland. Og man kan i hvert fald slutte af valget i Østrig, at medieopmærksomhed på politikere fra den yderste højrefløj kan bidrage til deres sejr. Var det så bedre simpelthen at forbigå Glistrups udtalelser i tavshed?

Debatniveauet
Her er det vigtigt at skelne mellem to situationer. I Holland har medierne simpelthen bestræbt sig på at beskæftige sig så lidt som muligt med politikere, der står for fremmedhad. Men er debatten igang, og repræsenteres ultraholdningerne af en energisk og karismatisk politiker, er det næppe klogt at tie stille. For lader man stå til, påvirkes hele niveauet i debatten. Det bliver stiltiende accepteret, at man kan sige stadig grovere ting.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at udtalelser som Glistrups ikke blot er i strid med de internationale konventioner, vi har skrevet under på, men også med grundloven. Det er derfor meget konsekvent, at de fire folketingsmedlemmer nu er trådt ud af partiet. Striden i Fremskridtspartiet kan vurderes som endnu et stykke politisk underholdning på højre-fløjen.
Men hvor striden i Det konservative Folkeparti drejede sig om personer langt mere end holdninger, er der i Fremskridtspartiet tale om et værdimæssigt opgør, hvis betydning rækker langt ud over partiet selv.

Udrensning som princip
Glistrup står nemlig for holdninger, som man finder den nærmeste parallel til hos professor Vojislav Seselj, lederen af det Serbiske Radikale Parti, som både i Kroatien, Bosnien og senest i Kosovo både i ord og handling har stået bag etniske udrensninger som et grundlæggende politisk princip.
Men man kan også finde paralleller længere tilbage, f.eks. i Tyskland i årene før Anden Verdenskrig. Og den lære vi kan drage af disse fortilfælde er, at i det øjeblik holdninger af denne art bemægtiger sig de dominerende medier i samfundet, er det et spørgsmål om tid, før handling følger på ord.

Sikkerhedsrisiko
Vi skal nok ikke forestille os en borgerkrig i Danmark. Men hvis man ikke i samfundsdebatten tager holdninger som Glistrups alvorligt, og klart og velargumenteret tager afstand fra dem, risikerer man, at samfundsdebatten tilpasser sig de yderligtgående holdninger. Det er kort sagt holdninger som Glistrups, ikke tilstedeværelsen af 150.000 muslimer, som udgør en sikkerhedsrisiko i Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu