Læsetid: 4 min.

Antorini m.fl. skal ikke have utak

Debat
25. oktober 1999

'Borgerlige ord' fordrer mange modsvar - i sandhedens tjeneste

Borgerlige ord
Christine Antorini m.fl. skal ikke have utak for deres bog om Borgerlige ord efter revolutionen. Hermed skabes mulighed for at få et indblik i den forestillingsverden, som huserer i et driftigt middelklasselag, der siger nej tak til klassekampspolitik, men ja tak til EU, NATO, WTO, personlig selvrealisering og et muntert liv på jord løsrevet fra tyngende forestillinger om social forarmelse og fornedrende undertrykkelsesmekanismer. New Labour og De Grønne i Tyskland er nok de fremmeste eksempler på denne politiske udvikling, Antorini m.fl. følger trop.
Borgerlige ord artikulerer politisk rodløshed og usikkerhed i en turbulent verden: På den ene side prøver forfatterne at fastholde nogle erklærede venstrefløjsværdier om fællesskab og mennesket før markedet, på den anden side afviser man forsøg på at reformere den ulighedsskabende kapitalisme. Den eksisterer nemlig kun inde i hovedet på venstrefløjens mørkemænd, der løber rundt og spænder ben for sig selv. Den såkaldte misnøjestrategi pisker alle og enhver til at se dårligdom overalt i stedet for at inspirere til et lyst syn på fremtiden, ifølge Borgerlige ord.

Forrygende præmisser
Bogen hviler på tre forrygende præmisser, som fordrer en kommentar:
Den kapitalistiske produktionsform og de hermed forbunde klassestruktur har undergået så voldsomme ændringer, at det nu synes muligt for alle og enhver at kaste sig ud i et mousserende, spændende og sødmefyldt liv.
For det første. Kapitalismen fremstilles som en selvkørende maskine, der først skabte ulighed mellem to klasser, nemlig arbejdere og kapitalejere, men nu giver nye uanede muligheder. Vi er havnet i den fleksible kapitalisme. Gamle aktionærer er erstattet af såkaldte stakeholders omfattende medarbejdere, lokalbefolkning og forbrugere, hvis synspunkter integreres i virksomhedernes strategi.
Forfatterne har ganske rigtigt observeret, at den avancerede kapitalisme søger at drage nytte af medarbejdernes erfaringer og kreativitet i langt højere grad end tidligere. Men hermed standser analysen. Der gøres ikke forsøg på at overveje, om de mægtige internationale korporationer nu som før er underlagt elementært profitjag og akkumulationspres.
Når giganten Monsanto kaster sig ud i lancering af terminator genet, der kan frembringe sterile frø (virksomheden har på dette punkt gjort taktisk retræte, men ingenlunde opgivet sine mål) for at gøre bønder i syd til slaver fremvises et sublimt magtopbud. Her kunne selvfølgelig være tale om et enkeltstående fænomen, men hvis man samtidig fastholder den yderst systematiske optræden, hvormed korporationernes politiske arm på globalt plan, nemlig WTO, optræder, synes en lang række velkendte lovmæssigheder at gøre sig gældende. Fri investeringsret og ønsket om højeste afkast skal gå forud for miljøkrav og sociale krav. Her er ikke tale om smålig skelen til humane krav fra stakeholders.
Vender man blikket mod de nordiske velfærdsstater stater oplever vi selv i den offentlige sektor en hidtil uset markedsgørelse og i nogle sammenhænge direkte privatisering. Krav om løbende udlicitering baner vejen for ISS og Linjebus. Markedet vinder frem, demokratiet lukker.
Varegørelsen presser på, i lønsystemerne, i relationerne mellem de ansatte. HT- chaufførerne, rengøringsassistenterne, portører, de ansatte i DSB Gods skal løbe stadig hurtigere. Citronen presses. Her er ikke tale om nogen fleksibel kapitalisme, men skærpet udbytning.
Elementære spørgsmål
For det andet. Det gamle modsætningsforhold mellem arbejdere og arbejdsgivere tilhører fortiden takket være den fleksible kapitalisme.
Autoritære hierarkier og central styring i produktionsapparatet og i institutioner er ved at være en saga blot. I stedet skabes mulighed for en ny omsiggribende klasse, baseret på viden. At klassestrukturen har antaget nye former er ganske vist.
Inden vi hælder gamle begreber ud med badevandet, kunne der dog være grund til at rejse nogle elementære spørgsmål: Lever overordnings-underordningsaforholdet ikke i bedste velgående i relation til at lede og fordele arbejdet og retten til at udstede fyresedler? Er det ikke således, at den sociale kontrol over produktionsmidlerne (jeg skrev ikke den juridiske ejendomsret) varetages af en beskeden gruppe mennesker, medens størstedelen af befolkningen står på historiens sidelinje, når store økonomiske beslutninger skal træffes?
Der, hvor der er tale om klare brud med tidligere tiders sociale orden, nemlig i nye lagdelinger inden for lønarbejderklassen selv, tier I ganske. Det nye lag af tvangsaktiverede, et politisk bestemt lag - der leder tanken hen på feudaltidens klasseinddeling formet af statsmagt, ikke marked - er ikke eksisterende i Antorini m.fl.'s univers. De karriereorienterede, veluddannede lønmodtagere, den fleksible kapitalismes kærnetropper, gøres allestedsnærværende, hvorfor simpel klassestrid kan afskaffes.

Skinger idealisering
For det tredje. Når Borgerlige ord taler om, at kapitalismen producerer demokrati af sig selv, er der ikke blot tale om retouchering. Der er tale om skinger idealisering af kapitalismen.
Borte er historiens subjekt. Bondebevægelsens selvorganisering og stræben efter et borgerligt demokrati er fejet af banen, ligesom arbejderbevægelsens faglige og politiske kamp for at skabe et demokratisk råderum lades ganske ude af betragtning.
Nyliberalismens apologeter kunne næppe formulere det bedre.
Borgerlige ord fordrer mange modsvar - i sandhedens tjeneste. Men selv om bogens afsluttende politiske pamflet hviler på skønmaleriets præmisser, er forfatternes insisteren på et internationalt perspektiv, der viser national selvtilstrækkelighed vintervejen, en uomgængelig fordring. Venstrefløjen står i så henseende i en uhyre svag position.
At påpege og kæmpe for en global solidaritet mellem alle undertrykte på tværs af de imperiale blokke WTO, NATO og EU - som ifølge Antorini m.fl. er en del af løsningen, ikke en del af problemet! - kræver både nytænkning, organisering og årvågenhed over for brudflader i de regionale klassekampe - som når PT i Brasilien med held fungerer som et politisk omdrejningspunkt for jordløse landarbejdere, slumbeboere og industriens arbejdere.
Der er håb for fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her