Læsetid: 3 min.

Eliten er ikke glemsom

Debat
11. oktober 1999

Jeg har ikke noget imod det danske. Jeg advokerer for et fællesskab, som kan rumme forskellighed

Danskhedsideologi
Indebærer en kritik af højrefløjens indvandrer- og flygtningepolitik samtidig, at man må kæmpe for de fattige i Den Tredje Verden? Er en kritik af stereotypiseringen af de fremmede forfejlet, hvis man ikke samtidig kæmper for de 'svage danskere?'
Åbenbart, hvis det står til Jean Fischers indlæg: "Elitens ophøjede glemsomhed" i Information den 6. oktober. Vi bør også bekæmpe den omsiggribende egoisme. Vi skal det hele, og gerne på én gang. Hvad er fællesnævneren for dette program? Svaret synes at være fællesskab.

De intolerante
Fischer er uenig i mit indlæg "Lad os få snavset frem i lyset" i Information den 23. september. Han synes ikke, jeg indtager den rigtige frelserpositur, og så har jeg det problem, at jeg ikke har indset, hvem der i virkeligheden er de svage i Danmark. Fischer mener, at det er dem, som sympatiserer med kampen for det danske, der skal beskyttes.
De har ikke så megen uddannelse og er ikke så velformulerede, hævder Fischer. Man kan sagtens give en række gode sociologiske forklaringer på, hvorfor den nævnte gruppe i højere grad end andre grupper føler en angst over for de/det fremmede. Jeg vil imidlertid hævde, at der er langt derfra og så til at legitimere intolerance.
Kæden ryger for alvor af, når Fischer mener, at flygtninge- og indvandrerstrømmen skal kontrolleres af hensyn til de svage danskere. Skulle mindstelønnen falde eksponentielt med indvandrerstrømmen? Er det så forfærdeligt, at indvandrerne overtager dele af den mest nedslidte boligmasse i Danmark?
Hvis Fischer mener, at det er de svages kultur, som trues af de mange indvandrere, så peger erfaringer på, at multikulturalismen snarere styrker de enkelte gruppers identitet end underminerer den. Hvad er problemet? Hvem er det, de 'fremmede' truer og hvordan?
Over- og underdanmark
Eliten har glemt folket. Eliten, det er de politisk korrekte, der vægrer sig ved at tage fat i de reelle problemer.
Heltene i historien er det underdanmark, vi bestandigt træder på, og folk som Glistrup, Kjærsgaard og Fischer, der kæmper disse nedtrådte massers sag.
Hvis folket deler disse tre personers bekymringer, hvorfor bliver de så ved med at stemme på en elite, som konstant svigter dem. De har jo muligheden for at stemme på folke-partiet.
De kan jo også bare købe Ekstra Bladet og Jyllands-Posten i stedet for Politiken og Information. Her findes indvandrerkritiske artikler for alle pengene. Talen om folkedybet fordrer, at ekkoet herfra er fuldstændigt entydigt.
Denne forestilling om folket er ikke blot tvivlsom. Den er rendyrket populisme.

Nationalismeideologi
Jeg har ikke noget imod det danske. Jeg synes imidlertid, at den megen tale om kultur ofte fordrer, at der findes én kultur, som vi alle deler, og at noget sådant er ønskværdigt.
Jeg har taget mig retten til at advokere for et fællesskab, som kan rumme forskellighed. Et fællesskab, hvor det fælles snarere består i en følelse af ansvar og forpligtelse overfor hinanden.
Den megen tale om kultur har det problem, at den ofte udelukker de andre og det andet. Igen, det er ikke danskhed, jeg har noget imod. Det er danskhedsideologi.
Hver gang højrefløjen prøver at definere det danske, kommer det altid til at handle om de fremmedes excesser. Sådan skaber man ikke et genuint fællesskab.
Fischers forståelse af danskhed er kulturel. Min er knyttet til statsborgerskabet. Det er diskussionens kerne.

Højrefløjen
Der er en grund til, at jeg ikke vil diskutere på højrefløjens præmisser. Højrefløjens flygtninge- og indvandrerdebat handler om kultur. Det er de fremmedes kultur, som er problemet. Herved glemmes, at mange af dem, som man kalder fremmede, i virkeligheden har boet her hele deres liv. De er danske statsborgere.
Det problematiske ved at være en 'nationalstat' er, at det at være dansk både kan betyde at være dansk statsborger og være 'etnisk dansk.' Pointen: Pia og co. siger Danmark hele tiden. Måske skulle vi sige det knapt så ofte.
Det handler om det, man på fagsprog kalder diskurs. Det vil sige de regler og det grundlag, der findes for, hvad der kan siges og hævdes. Min pointe er, at den dominerende diskurs er baseret på en forestilling om en universel og tom danskhed og en forestilling om, at det kun er de fremmede, der er etniske, religiøse og så videre.
Vi er på sin vis alle mærkede identiteter, og når vi mødes indenfor det danske fællesskabs rammer må det være i en erkendelse af dette faktum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her