Læsetid: 3 min.

Erhvervets Gjellerup

Debat
5. oktober 1999

Vil ministeriet ind-gå i et samarbejde med NGO'ere ude i den store verden?

Forbrugerpolitik
Pia Gjellerup synes ikke regeringen svigter den politiske forbrugers behov for uvildig information, der er skam ingen erhvervsinteresser. Når FDB er repræsenteret i Forbrugerrådet, når det kommende Forbrugerinformation kan modtage gaver og søge private tilskud, når informationsmateriale skal sælges, når Max Havelaar og Miljømærkesekretariatet får indtægter fra producenter/-importører/detailhandlen, så kan man vel ikke sige, at de alene tjener forbrugerinteresser.
Når det er ministre, halvoffentlige institutioner, og faglige organisationer, der indstiller repræsentanter, og erhvervsministeren der godkender dem og udpeger en formand, så bliver valget af forbrugerrepræsentanter meget indirekte, institutionerne bliver ikke folkeligt forankret og der er fare for (selv)censur.

Der skal være en dialog
Dermed er ikke sagt, at der ikke skal foregå en dialog mellem forbrugere og erhvervsliv. Deri er vi enige med Pia Gjellerup. Spørgsmålet er bare hvor den skal foregå - bag lukkede døre i ministerierne eller i det offentlige rum mellem forbrugerorganisationer og enkelt forbrugere og brancheforeninger og enkelt virksomheder?
Vi har desværre set flere eksempler på hemmeligholdelse af oplysninger om salmonella og DT 104 i Fødevareministeriet, og med overførsel af Levnedsmiddelkontrollen i København til dette ministerium bliver det slut med at oplyse forbrugerne om hygiejnen i restauranterne, for det er angiveligt synd for erhvervet. Derfor er det et sundhedstegn, at organisationen, Danmarks Aktive Forbrugere bliver større, og kører kampagne mod fødevareindustriens vildledning, og at et nyt kritisk forbrugerblad, Made by, er kommet på gaden.
Men de allerfleste forbrugere har naturligvis svært ved at kapere og vurdere alle de modsatrettede informationer og hvem, der lobbyer for hvem. For alle os er mærkning en god løsning. Og her er det, at vi har brug for en offentlig instans til at foreslå kriterier, der kan debatteres i det offentlige rum og siden vedtages i Folketinget, og som kan kontrollere at virksomhederne overholder kriterierne.
Tankerne i Erhvervsministeriet om et etisk mærke er sikkert udmærkede at dømme efter betænkningen fra mærkningsudvalget og Pia Gjellerups udmeldinger i dagspressen.
Vores bekymring går som nævnt i vores kronik (den 2. sept.) på kontrollen, fordi der ligger et stort arbejde, og det er meget vigtigt, at der kommer lige så stor troværdighed omkring mærket som der er om det røde D8-mærke. Pia Gjellerup skrev (den 30. sept.): "Oplysningerne skal være kontrollérbare. Oplysningerne skal bygge på mærkning, certificeringer, akkrediterede prøvninger, grønne regnskaber o.lign.". Så vi blev ikke meget klogere.

Kontroler kontrollen
Når sagen drejer sig om arbejderrettigheder i tøjindustrien i Kina, hvem skal så levere oplysninger, lave prøvninger, revidere virksomhedernes grønne, sociale/røde og etiske regnskaber? Vil ministeriet indgå i et samarbejde med NGO'ere ude i den store verden? Er de troværdige? Hvordan kan det være at Ibis kritiserede bananproducenten Chiquita for usunde arbejdsforhold og manglende faglige rettigheder det ene øjeblik og det næste øjeblik godkendte Nepenthes firmaet? Har FDB, som forhandler Chiquita, givet Nepenthes et tilbud om PR og støtte, som organisationen ikke kunne afvise?
Der stilles jo i øjeblikket krav om at NGO'erne selv skaffer en større del af pengene til deres arbejde. Vel er det ikke let og der skal givetvis justeres på kriterier og kontrol undervejs i mærkningsprocessen, men hvis staten vil påtage sig denne opgave og være åben om oplysninger, overvejelser og beslutninger, så er vi på rette vej. Og så må det godt gå lidt stærkere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her