Kronik

Forelskelse er vejen til genfødsel

27. oktober 1999

I det øjeblik, hvor sindet overbevises og den store forelskelse indtræder, er det dommedag. Døren til et nyt liv står åben

Tro & Filosofi
Det var værst om morgenen. Når jeg vågnede, sugede mine indvolde sig sammen og pressede ubehaget op i brystet. I sug blev mine arme og ben kraftesløse, mens min hukommelse frembragte knivskarpe billeder af hende.
Natten havde som regel ikke været meget bedre. Drømmene var maridtsagtige, og nogle gange vågnede jeg op og fornemmede hendes duft og tilstedeværelse. Jeg var fanget som en narkoman eller alkoholiker uden sine stoffer.
"Det er følelser inde i dig selv", sagde psykoanalytikeren til mig, naturligvis fremprovokeret af hende, fortsatte han. Jeg stirrede vantro på ham. Jamen, hun er vidunderlig, bedyrede jeg.
Analytikeren oplyste mig om, at de kvaliteter, som jeg så hos min elskede, var egenskaber jeg savnede hos mig selv, og at jeg derfor var så fascineret af hende. Med andre ord overførte jeg mine egne idealer til den kvinde, jeg var forelsket i.
Jeg havde opsøgt psykoanalytikeren, efter, at min elskede havde gjort det forbi. Selvom det ikke kom bag på mig, havde jeg det mildest talt hæsligt, og håbede til det sidste. Samtidig var jeg flov over, at jeg som 50 årig ikke kunne håndtere de følelser og den nedtur, som adskillelsen indebar.
Udover et lidenskabeligt og intenst forhold havde forelskelsen ført mere med sig. Min tidligere ateistiske indstilling havde trukket sig til fordel for en tro på en guddommelighed, som jeg umiddelbart havde adgang til. Det var, som om himlen var med os. Hændelser, som bedst kan beskrives som parapsykologiske fænomener, blev dagligdag.
I dag kan jeg godt se, at den sidste rest af jordforbindelse var væk. Selvom jeg prøver at stritte imod, må jeg hele rumlen fra en ungdomsforelskelse igennem atter en gang. Denne gang gør styrken i min forelskelse, min alder og opfattelse af mig selv, det bare værre.
Det suger, hiver og flår i mig, når jeg ser en kvinde som enten har hendes størrelse, hendes hårfarve, eller på en eller anden måde minder om hende. Andre gange cirkler jeg rundt omkring hendes arbejdsplads eller boligkvartér. Jeg hader mig selv for det, men kan ikke lade være. Hvordan kan al min energi, alle mine længsler og behov, rette sig mod et menneske? Et menneske som ikke længere er interesseret i mig?

En bekendt anbefalede mig at læse den italienske forfatter og sociolog Francesco Albe-roni, som har beskrevet kærlighedsforhold og erotik. Rystende pløjer jeg bøgerne igennem. Der er trøst at hente, men ingen løsning. Nu ved jeg i det mindste, at jeg ikke er blevet skør, men er dybt forelsket.
Man er ikke i stand til at forelske sig, hvis man bare er nogenlunde tilfreds med sin tilværelse. For forelskelsen er sindets kreative svar på en uløselig livssituation. Alberoni kalder denne situation for en depressiv overbelastning uden at ordet depressiv skal for-stås som tristhed og nedtrykthed. Forelskelsen opstår af en voldsom livsenergi, som ikke kan udfolde sig, uden at der af den grund er tale om en depression.
En traditionel og rationel forklaring går ud på, at man gennem forelskelsens enestående oplevelse frigør sig fra sine forældre, og gennem forelskelsens kraft modnes til at opbygge sin egen familie.
Som regel er det da også i ungdommen, hvor vi er usikre og savner selvværd, vi forelsker os. Men det er også almindeligt ved andre livsafsnit, f.eks. når vi må se i øjnene, at ungdommen er uigenkaldelig forbi og alderdommen nærmer sig.
En forelskelse hos et menneske, som har lagt ungdommen bag sig, kan virke fornuftstridig på omverden og let komme i konflikt med den gængse opfattelse af voksen modenhed. De overvældende følelsesmæssige svingninger, som en stor forelskelse frembringer og som accepteres som noget naturligt hos ungdommen, mødes let med skepsis og hævede øjenbryn, når de indtræffer i en moden alder.
Forelskelse som begreb er da næsten også udelukkende knyttet til ungdommen. Men det er faktisk ikke alle, som oplever en dyb forelskelse. Mange går gennem livet uden at opleve den ekstraordinære tilstand, som en sand forelskelse er. Det ideelle er vel også, at man gennem gentagne møder lærer hinanden at kende og gradvist opbygger en større forståelse og værdsættelse af hinanden.
Et sådant udgangspunkt er langt mere stabilt for udviklingen af gensidig kærlighed end en voldsom forelskelse, uanset hvor attraktiv den bliver fremstillet i de forskellige massemedier. Det ville da også blive et sandt kaos, hvis vi alle sammen flere gange i vores liv gik fuldstændig i stykker af ulykkelig forelskelse.

Den tilstand, man efterlades i, når forelskelsen ikke længere er gengældt, er afhængig af tidligere erfaringer med tabssituationer. Det er en almindelig opfattelse inden for psykoterapien, at traumatiske oplevelser kan oplagres i vores sind. Og at barndommens forsvarsløshed og åbenhed giver mulighed for de stærkeste og mest alvorlige traumer.
I barndommen er vi fuldstændig afhængige af de voksne, og oplevelsen af alvorlige svigt kan få fatale følger for personligheden og danne baggrund for mange irrationelle reaktionsmønstre. For at kunne leve videre 'glemmes' oplevelserne og de tilknyttede følelser ved fortrængning, men bevares i det ubevidste og kan dukke op senere i livet.
Hvis en forelskelse har fået lov til at udvikle sig, og det kommer til et brud, kan det aktivere tidligere traumatiske erindringer. I de mest alvorlige og ekstreme tilfælde kan tabet af et andet menneskes kærlighed opleves så angstfuld og truende, at selvmordet kan virke som eneste reelle mulighed. Tidligere ubearbejdede tabssituationer virker derfor forstærkende for det psykologiske tomrum og den følelse af forladthed, der opstår når ens kærlighedsobjekt mistes.
I arbejdet med min egen situa-tion, gennem psykoanalysen, blev det efterhånden mere og mere klart, at bruddet havde genvakt en traumatisk situation i forholdet til min moder. Fra jeg var fire til fem år var min moder indlagt på hospital, og jeg opholdt mig i den tid hos skiftende familiemedlemmer. De følelser af ulykke og savn, som stammede fra denne periode, blev der nu sat liv i igen på et tidspunkt, hvor jeg gerne skulle have styr på min livssituation. En skjult forbandelse, der havde rumsteret i mit indre i alle disse år, og som forelskelsen havde fået op til overfladen.

Følelserne i et kærlighedsforhold er sjældent lige stærke, og den ene part kan få enorm magt over den anden. En virkelig forelskelse afvæbner, og kampen for at undgå at miste sit kærlighedsobjekt kan antage ydmygende og fornedrende dimensioner, som let kan føre til et ophørsudsalg af stolthed og værdighed.
Altid villig, altid interesseret, altid trøstende står den forelskede til rådighed med sin totale opmærksomhed. Selvom det ikke er problemløst for den mindst forelskede part, kan vedkommende bruge den andens hengivenhed til at trøste sig med, ja faktisk til at afforelske sig med, og gå videre i livet, endog til et nyt forhold.
Tilbage stod en manglende forklaring på, hvorfor mit psykologiske forsvar havde tilladt en situa-tion, der efterfølgende raserede mit følelsesliv? Hvorfor var jeg ikke sprunget af, inden forelskelsen blev total? Hvorfor havde jeg ikke lyttet til faresignalerne? Selvfølgelig var mit liv fastlåst og kørte i samme evindelige cirkler. Selvfølgelig var hun vidunderlig, og det var smukt. Men alligevel! Prisen syntes at være ude af proportion.
Ens sind eller psykologiske forsvar overgiver sig normalt heller ikke lige med det samme. Inden en forelskelse når de ultimative højder, bliver partneren stillet overfor en lang række prøver. Prøver, som alle går ud på at verificere det afgørende spørgsmål: Elsker du mig?
Hvis hun ikke er egentlig interesseret i forholdet, vil hun ikke konstant kunne holde ud at give beviser på en forelskelse, som ikke stikker særligt dybt. Hvis hun på den anden side er overbevist om at være forelsket, revet med af partnerens forelskelse, af begejstringen, spændingen ved det nye forhold og den erotiske kraft som er givet forelskelsen, vil det være svært at gennemskue om interessen er ægte og dyb. Man kan selvfølgelig tale om grader af forelskelse, varme og glæde for hinanden, men i det øjeblik, hvor sindet overbevises og den store forelskelse indtræder, er det dommedag. Det menneske, vi elsker, er ikke bare smukt og forunderligt, men også døren til et nyt og intensere liv.
Resultatet af et brud i denne fase er frygteligt: Der opstår en forstening. Hver en celle tørster efter den udvalgte, intet andet end den elskedes tilstedeværelse og kærtegn kan give liv til den ramte. Forelskelsen kan måske lindres momentvis, men den kan ikke slukkes eller overføres til en anden person. Det er kun tiden, den daglige dags uendelige langsomme slitage af savnet og sorgen, som kan nedtone tilstanden og få den til at forsvinde. Og ikke før det er sket, kan man blive forelsket igen.
Jens Ole Bjerre er cand.com.

*Francesco Alberoni: Forelskelse og kærlighed, Lindhardt og Ringhof 1992 (udkom første gang i Danmark i 1981 på Informations Forlag) Erotik, Lindhardt og Ringhof, 1995 (udkom første gang i Danmark på Informations Forlag 1986) og Værdier, Lindhardt og Ringhof, 1997 (ikke udgivet tidligere).

Apropos - Forelskelsens genfødsel
Francesco Alberoni er opfinderen af udbrudsstadiet, som han sætter i forbindelse med starten på alle sociale revolutioner. Han ser også forelskelsen som et udbrudsstadium, der indvarsler en revolution hos to mennesker, en slags genfødsel. Han går så vidt som til at sige, at forelskelsen er en af de sidste religiøse oplevelser, som er det moderne menneske forundt. Og at vi gennem forelskelsen finder mulighed for en tilnærmelse til det absolutte, det inderste, naturen, kosmos og væren.
Alberoni skelner mellem kærlighed og forelskelse. Vi kan sagtens føle kærlighed for vores ægtefælle, børn, forældre osv., men forelskelsen er en ekstraordinær monogam tilstand, som kun kan omfatte én - enestående - anden. Dermed afliver han myten om, at man kan være forelsket i flere personer på én gang.
Man kan heller ikke bevidst vælge at forelske sig, uanset hvilke bestræbelser man lægger for dagen. Når man bliver forelsket, sker det ikke ud fra et ønske om at berige sin tilværelse, men nærmere ud fra en følelse af at man er uden betydning.
Situationen virker fastlåst, og man aner ikke, hvad man skal gøre, fordi forsøgene på at bryde tilstanden bliver ved med at slå fejl. I denne tilstand er man åben for en radikal omlægning af sit liv. Og det er i denne situation, at tilløbene til en forelskelse gøres og her - i mødet med en anden - at feen uventet svinger sin tryllestav, og melder at ens tid er kommet.
jb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu