Kronik

Fremad mod Europa

Debat
21. oktober 1999

EU bør være ankermand i en fælles forsvarspolitik, der samtidig kan styrke integrations-processen i Europa

Økonomi & Politik
At ønsket om en fælles forsvarspolitik er stort, skyldes selvsagt den nye situation, som Europa står i efter ophøret af den kolde krig.
Hvor Europa tidligere var en potentiel slagmark for en væbnet konflikt mellem NATO-landene og den nu nedlagte Warszawa-pagt, er det i dag de mindre eksplosive, men langt flere små og mindre brandpunkter, der volder europæerne problemer.
At Europa ikke selv formår at tage vare på såvel egen sikkerhed og den nye situation i øvrigt, vidner det europæiske engagement i krigen mod Irak i 1991 om, hvor f.eks. Tyskland måtte benytte sig af russisk flykapacitet til transport af tungere våbensystemer til Tyrkiet.
Samme situation gentog sig i forhold til engagementet i Somalia, hvor Tyskland chartrede et transportfly fra Brunei til trans-port af både materiel og faldskærmssoldater, hvis normale opgave var at transportere sultanens heste.
Hvordan en fælles forsvarspolitik kan tage sig ud, tænkes der meget over i de europæiske hoved-stæder. Hvor f.eks. Frankrig gerne ser udviklingen af egentlige militære strukturer uafhængig af USA, det være sig i WEU eller i EU, foretrækker og understreger Storbritannien, at det kun kan ske indenfor rammerne af det eksisterende NATO-samarbejde.
Også tyskerne ønsker udviklingen og synliggørelsen af en europæisk identitet - forsvars- og udenrigspolitik - skabt indenfor rammerne af NATO. Men hvor briterne ønsker og foretrækker NATO som det tag, hvorunder den europæiske forsvarspolitik praktiseres, ønsker Tyskland derimod at integrere WEU i EU. Det er den integrerende del af udviklingen af Den Europæiske Union, som det udtrykkes i Maastricht Traktatens artikel J.4. Bestemmelser som er blevet overtaget og videreudviklet i Amsterdam Traktaten (Titel V), og det var vel at mærke via en fortsat intensivering af samarbejdet med WEU.
I skabelsen af en fælles forsvars-politik for Europa, synes WEU rigtig nok oplagt og naturligt. Men hvad vanskeliggør inddragelsen af WEU, er den kendsgerning, at ikke alle (W)EU-lande samtidig er medlemmer af NATO, ligesom flere lande hverken er medlemmer af (W)EU eller NATO. Derfor synes WEU vanskelig at inddrage.
Problemet med WEU skal søges i den forholdsvis lille medlemsskare, WEU udgør. Netop den iøjnefaldende kendsgerning, at ikke alle EU-lande er medlemmer af WEU, ligesom ikke alle NATO-lande er medlemmer af (W)EU, udgør i sig selv en stor barriere. Det gælder lande som Island, Norge og Tyrkiet, der alle er medlemmer af NATO, men ikke af (W)EU. Og det gælder Irland, Sverige, Finland og Østrig, som er medlemmer af EU men ikke af NATO. Også Danmark har et forbehold overfor det forsvarspolitiske samarbejde.

Hvad man kan forestille sig for at imødegå dette problem, er en imitation af kontaktgruppen for Bosnien-Hercegovina, hvis virke sidenhen blev udvidet til også at omfatte Kosovo. Kontaktgruppen er et resultat af hele miseren i Bosnien-Hercegovina.
En 'seks-landes' forsamling, der styrede fredsprocessen på Balkan, indtil Rusland udvandrede fra forsamlingen, da NATO påbegyndte sine bombninger af serbiske styrker i Kosovo og andre strategiske mål i det øvrige Jugoslavien.
Trods Ruslands udvandring og fravær valgte de øvrige lande - USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien - at opretholde Kontaktgruppen, og det var da også Kontaktgruppen, som indtog en ledende rolle i fastsættelsen af NATO's politik. Det var Kontaktgruppen, også kaldet "the Quint", som fremsatte det, der blev til NATO's fem betingelser for at afslutte krigen.
Ingen tvivl om at især de mindre lande - med Kontaktgruppens tilstedeværelse - har følt sig i den endelige planlægning. Det var tilfældet i Bosnien-Hercegovina, og det var tilfældet i Kosovo. En situation, som ikke synes under forandring. Men ikke desto mindre synes Kontaktgruppen og dens koncept oplagt, når det gælder om at få formuleret og implementeret en fælles forsvarspolitik for Europa.

Dette skyldes ikke mindst den iboende mulighed for at bringe 'kernelande' sammen, samt at få inddraget lande, der ikke er medlemmer af (W)EU. Også fordi staterne i EU synes på vej mod en øget differentiering. En harmonisk skabelse af en forbundsstat er langtfra umiddelbart forestående.
Med udvidelsen af medlems-kredsen for øje vil tendensen til 'variabel geometri' som integrationsprincip blive styrket. Altså, at landene vil komme til at deltage i de forskellige samarbejdsstrukturer på forskellige måder og i forskelligt omfang, formentlig omkring netop en hård kerne af lande.
En situation, som skabelsen af en Kontaktgruppe - indenfor EU - vil kunne råde delvis bod på.
På en og samme gang vil en sådan Kontaktgruppe kunne anvendes som brobygger mellem på den ene side den hårde kerne af EU-lande, som gerne ser EU (via WEU) praktisere en forsvarspolitik og råde over egne militære kapabiliteter, og de lande, som gerne ser en skarp ud- eller adskillelse af forsvarspolitikken og udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Hvilke lande som kan og skal udgøre Kontaktgruppen for Europa, bør ikke i sig selv være det afgørende spørgsmål. Men at det bør være EU's kernelande, som skal udgøre Kontaktgruppens midte om man vil, er dog ikke ensbetydende med, at de øvrige mindre og små EU-medlemslande vil blive afskåret fra deltagelse i såvel planlægningen som implementeringen af beslutninger taget i EU.
Hvilken rolle og hvilken vægt disse skal tildeles må afhænge af deres bidrag. Dog er det indlysende, at alle bidragydende lande skal konsulteres om såvel deres kapabiliteter som mulige rolle, ligesom alle bidragydende lande skal inddrages i planlægnings- og beslutningsfasen.
En idé, som ikke afviger fra den i Amsterdam-Traktaten omtalte artikel 17, stk. 4.
Men ligeså vigtigt det vil være at få samlet EU's kernelande, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, ligeså vigtigt vil det være, at EU bliver projektets ankermand. Det er vigtigt, at den fælles forsvarspolitik i EU vedtages enstemmigt, ligesom en generel struktur udvikles for, at de medlemslande, som ikke fra begyndelsen ønsker at deltage, på et senere tidspunkt kan tilslutte sig forsvarspolitikken eller indtage et forbehold. Det gælder også de lande, som ikke er medlemmer af EU, men som ønsker at deltage i implementeringen af EU's beslutninger.

Med EU som omdrejningspunktet for den fælles forsvarspolitik og den samtidige mulighed for inddragelse af ikke-EU-lande i implementeringen af vedtagne beslutninger, vil den samlede samhørighed og integrationsproces i Europa kunne styrkes yderligere.
Det fremlagte franske forslag fra den 5. september i den finske by Saariselkä om oprettelse af henholdsvis en sikkerhedspolitisk og en militær komité, synes på udmærket vis at kunne indfri kravet om at gøre EU til ankermand. Dog synes selve konceptet, nemlig oprettelsen af både en politisk og en militær komité i EU knapt så hensigtsmæssig.
Det er vigtigt ikke at opbygge samme militære og civile 'adskilte' strukturer som i NATO. Det er krigen i Kosovo et godt eksempel på, hvor det næsten gik galt pga. udskilte organer.
Det er nødvendigt med mere integrerede strukturer, hvor militæret ikke skal drive lobbyvirksomhed hos politikerne, som det var tilfældet med Kosovo.

Preben Bonnén er cand. mag i statskundskab og historie, forfatter og formand for Selskabet for International Politik og Relationer.
Dette er hans tale til Gutemberg-seminariet, som holdes i Strassbourg den 19. okt, 'A common defense policy for Europa - the ways and means to make it a reality'.

Apropos - Blairs initiativ
*Den 24. oktober 1998 foreslog den britiske premierminister Tony Blair, at EU skulle udstyres med en militær arm. Det skete under EU-topmødet i Poertschach i Østrig, hvor Kosovo var blevet et uundgåeligt emne på stats- og regeringsledernes dagsorden. Forslaget gik ud på, at EU-landene i fællesskab skulle kunne stille en militær styrke til fredsbevarende og fredsskabende opgaver, hvorved Europa ikke blot skulle være i stand til at optræde mere uafhængigt af USA (og Canada), men også være bedre i stand til at løse og varetage konflikter i egen baggård. Bosnien-Hercegovina og senest Kosovo har mere og bedre end noget andet understreget nødvendigheden af forandringer.
Men hvor situationen i og udenfor Europa siden 1989 har forandret sig med bipolaritetens ophør, forholder det sig ironisk nok modsat med landenes udenrigs- og sikkerhedspolitikker, som har kørt et mere eller minde kontinuerligt forløb. Hvorvidt Storbritanniens initiativ kan betragtes som et 'forsinket' brud i kontinuiteten, kan ikke udelukkes, men omvendt heller ikke overdrives.
De britiske overvejelser om et mere militært effektivt Europa må ikke forveksles med en stående europæisk hær. Tanken er en militær styrke, der beståer af uafhængige nationale enheder i tæt samarbejde, og i videst mulige omfang identisk udrustet. Hvordan og i hvilket forum dette tætte samarbejde skulle koordineres, var ikke blevet omtalt.
pb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her