Kronik

Gerners kulturelle deroute

Debat
20. oktober 1999

Kulturministerens korstog mod velfærdsstaten gavner kun ét: Mere frit marked og mindre social sikkerhed

Tro & Filosofi

"Frem imod naturen, ikke tilbage til den"
Arnold Schönberg, komponist

Bragesnakken sidder løst og falder tæt fra kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen i Information den 4. oktober. Trods den af ministeren besværgede sociale sammenhængskraft og den deri implicitte rodfæstethed udmærker kulturministerens tale sig blot ved fantasifuldt konstruerede 'sammenhænge,' samt ved solid forankring i den flygtige æter. Grundlæggende hænger ministerens tale ikke sammen - og slet ikke med virkeligheden.
"Det 20. århundrede har været fortællingen om menneskets frisættelse fra alle fællesskaber. Det er blevet muligt takket være velfærdsstaten," siger den radikale minister. Som om det 20. århundrede ikke langt snarere er de falske kollektivismers historie, sovjetkommunismens og fascismens. "Det 20. århundrede har været fortællingen om menneskets underkuelse under tvangskollektivismens falske fællesskab", burde ministeren snarere have sagt. Menneskets frisættelse og ikke fællesskabet burde ligge hende på sinde.
At 'den ekstreme egoisme' - af ministeren fejlagtigt betragtet som identisk med individets frisættelse - er blevet mulig med velfærdsstaten, turde dog også være en historiefordrejning af anseelige dimensioner. Det socialdemokratiske 'projekt velfærdsstat' havde dog immervæk først og fremmest brod imod en brutal og ustyrlig kapitalisme, der om noget fremmede og absoluterede det egoistiske individs frisættelse fra alle fællesskaber, bortset fra ét, det mest intensive og ekstensive af alle: Den brutale og ustyrlige kapitals eget tvangskollektiv. Det er uklart, hvordan velfærdsstaten 'fremmer den ekstreme egoisme,' men det synes at ligge i, at 'det offentlige kan og bør klare ethvert problem,' og i at 'vi har deponeret moralen i staten.'
I tanken om at det offentlige skal klare ethvert problem, ligger dog en ikke ringe del af solidaritet. I vort nødvendigvis arbejdsdelte samfund er bestemte opgaver overdraget til institutioner, der forventes at varetage disse opgaver på retfærdig vis og til det almene vel. Det offentlige skal altså klare både dit og mit sociale problem. Den konsekvens kan også udledes af Gerner Nielsens udsagn, så deri kan altså ikke ligge velfærdsstatens fornægtelse af fællesskab. At disse angivelige forventninger til staten så nok er overspændte, er en anden sag.

Hvorfor ministeren primært skyder skylden på Socialdemokratiet og velfærdsstaten, er en gåde. Det kan imidlertid ikke tydes som andet end et korstog imod stat, velfærd og sand individuel frihed, så reminiscent Socialdemokratiet end i dag inkarnerer disse størrelser. Ministeren, sikkert sig selv uafvidende og imod sin hensigt, bereder grunden for yderligere liberalisme, der konformt indretter sig efter den ekspanderende kapitals krav.
Velfærdsstaten får også skyld for nationalismen: "Når man kan vælge mellem alt muligt, søger man tryghed i det gode gamle," hedder det. Og, kunne man sige, har man ikke valgfriheden, så er man henvist til det gode gamle. Alene af den grund kan valgfriheden dog give mulighed for at søge væk fra det gode gamle. Og derfor bør den bibeholdes. Men ministerens tanke, om at valgfrihedens autoritære indskrænkning skulle kunne holde autoritære bevægelser og nationalistiske holdninger nede, er pinlig og søgt: Den vidner om det tvangsmæssige, korstogsagtige i kritikken af velfærdsstaten.
Det går så vidt med ministerens korstog, at Socialdemokratiet og ideen om velfærdsstaten på det nærmeste får skylden for alle sociale onder siden Reformationen og borgerskabets og kapitalismens gennembrud. "Siden reformationen i 1536 har vi deponeret sammenhængskraften i staten."

Ofte betyder voldsom kritik af tiden fra 1536 og frem længsel tilbage til middelalder og kollektiv, men lad det nu være. Slemt nok er det, at statsliggørelsen, der i ikke ringe grad har været menneskenes bolværk og sikrede dem mod markedskræfterne, gøres til det egentlig menneskefjendske. Snarere end stat er det kapital, der har truet og truer den sammenhæng mellem mennesker, der er en del af frisættelsen. Men ikke et ord om Harald, ikke så meget som et eneste ord. Og ministerens forplumrede snak fortsætter: "Men sammenhængskraften ligger i kulturen."
Imidlertid kan der for det første sættes store spørgsmålstegn ved sammenhæng, der i sin konsekvens fornægter f.eks. statslige domstoles uafhængighed og delvise eget liv i forhold til denne sammenhæng. Domstole er en garanti mod folkestemninger. Splittelse og opdeling er lige så vel som sammenhæng træk ved civiliseret kultur, f.eks. adskillelsen i lovgivende, udøvende og dømmende magt, og imellem befolkning og domstole. Folkedomstole, der er rodfæstede i nok så oprindelige sammenhænge, turde være en ringe idé.
Og for det andet gør ministeren her kulturen til en hypostasering. Hun løsriver den fra de enkelte mennesker. Kultur gøres til noget selvstændigt i forhold til individerne, skønt enhver sand kultur må medformes og omformes af de individer, der fødes ind i den. Sammenhængskraften ligger altså ikke som noget statisk forud for de enkelte mennesker. Den er ikke uafhængig af dem, men udgår tværtimod fra mennesker, der ligeledes er med til at producere kulturen.
"Lad os glæde os over, at det nationale nedbrydes, og lad os opbygge en verden med udgangspunkt i fælles værdier." Ministerens glæde kan deles. Et tysk tidsskrift fra Hitlertiden hed således Nation Europa og propaganderede for paneuropæisk chauvinisme. Internationalismen må reflekteres igennem, det er ikke nok at besværge den.

De fælles værdier, som ministeren taler om, findes ikke i dag. De så højt værdsatte - også af det Radikale Venstre - menneskerettigheder er således på den ene side godt på vej til at kompromitteres af de rige vestlige landes magtfulde forsøg på at tilrive sig fortolkningsmonopol. Og på den anden side - og nok vigtigere - er de så abstrakte og fortolkningsbehøvende, at de kun med den yderste forsigtighed kan kaldes for (højeste) værdier. At mennesker er født lige og frie kan således ikke uberettiget modsiges af de modsatte påstande: At mennesker er født forskellige og afhængige af sådan noget som tid, sted og natur, den egne og den ydre. Ethvert forsøg på i dag at grave en fællesmenneskelig enhed og kultur frem, baseret på givne fælles værdier, og som fornægter ikke alene stat, men også individ, er dømt til at mislykkes. Det vil blot gentage de ofte med held realiserede forsøg på reaktion imod individualiseringen, som dette århundrede har fremvist. Men ikke nok med det.
Gerner Nielsens korstog mod velfærdsstaten, sådan som det er udformet og med de herskende magtforhold, gavner i dag kun ét: mere frit marked og mindre social sikkerhed.

Poul Ferland er mag. art. fra Idéhistorisk Institut, Århus Universitet

Apropos - Det radikale orakels gåde
Vi har "deponeret moralen i staten", siger kulturminister Elsebeth Gerner. Og her ligger måske nøglen til det radikale orakels gåde; staten har selvstændiggjort sig over for befolkningen. En selvstændiggørelse, som dog ifølge Gerner er de enkeltes egen skyld og ikke den kapitals, der gør såvel stat som borgere til sit eget vedhæng. Staten opererer således hen over hovedet på borgerne, og tager beslutninger, som de selv burde tage i (ægte) fællesskab. Fælles moral, der åbenbart virkelig findes, og som åbenbart er den statslige lovgivnings dødsfjende, skal træde i stedet for lov og ret.
Man mærker, at det ansvar, som for Gerner Nielsen er fælles, skal genoplives. Den enkelte skal altså øjensynlig deponere sin individuelle moral i den fælles.
Den forkælede stat er altså det store dyr, der gør mennesker fremmede for det virkelige, barske liv og for det sande fællesskab, der har grund i den fælles moral. Det er imidlertid helt umuligt at få øje på denne fælles moral. Den findes slet og ret ikke. Men hvad værre er: Fantasmet om en fælles moral, som det enkelte menneske er forpligtet til at følge, kan kun være med til at undertrykke den individuelle moral, der fornægter al tvangskollektivisme. Men i øvrigt synes lov og ret (staten) at være at foretrække frem for en tilfældig forsamlings tilfældigt konformerende, eventuelt lynchtørstende moral. Enhver fornuftig stat, som dog ikke er helt forskellig fra fornuftig moral, har en vis for-ståelse for, om end ikke accept af, lovbrud. Og den skal i det hele taget give vidt spillerum for individuel moral.
Det falder ikke ministeren ind, ikke et sekund, at rette skytset mod den fladpandede ideologiske liberalisme, der grasserer, og den internationale kapitals voldsomme ekspansion, trods det, at det er sådan noget som 'den ekstreme egoisme', 'forestillingen om at jeg er blevet vigtigere end vi', 'selvrealisering, ikke næstens behov', 'ensomhed og udgrænsning', der er i hendes kritiske focus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her