Kronik

Himlen er den eneste grænse

Debat
14. oktober 1999

Kære lille levende væsen nummer seks milliarder

Økonomi & Politik
Som det nyeste medlem af en notorisk videbegærlig art vil du formentlig inden længe begynde at stille de to 64.000 dollar-spørgsmål, vi andre 5.999.999.999 har tumlet med i nogen tid:
Hvordan er vi kommet her?
Og nu da vi er her - hvordan skal vi leve?
Mærkeligt nok - som om seks milliarder af os ikke var nok - vil man næsten med sikkerhed fortælle dig, at du for at få svar på spørgsmålet om oprindelsen er nødt til at tro på eksistensen af yderligere et usynligt, ubeskriveligt Væsen 'et eller andet sted deroppe', en almægtig skaber, som vi stakkels, indskrænkede skabninger er ude af stand til at opfatte og langt mindre forstå. Det vil sige, at du vil blive kraftigt opfordret til at forestille dig et himmerige, hvor mindst én gud residerer.
Denne himmelgud har, siger man, skabt universet ved at røre dets materie rundt i en kæmpestor gryde. Eller også dansede han. Eller også udspyede han Skaberværket af sit eget indre. Eller også sagde han simpelthen, at det skulle blive til - og se, det blev til.
I nogle af de mere interessante skabelsesberetninger er den ene, almægtige himmelgud delt op i mange mindre kræfter - underordnede guddomme, inkarnationer, gigantiske metamorfiske 'forfædre', hvis forskellige eventyr frembringer de store polyteistiske religioners landskab: de lunefulde, libertinske geskæftige og grusomme gudeverdener. De tøjlesløse udskejelser, der foregår her, vil overbevise dig om, at det egentlige motiv bag skabelsen var begær: Efter uendelig magt, efter menneskeskikkelser, som alt for let aflægges igen, efter glans og herlighed.
Men det skal retfærdigvis tilføjes, at der også er historier, hvis budskab er, at den vigtigste drivkraft var - og er - kærlighed.
Mange af disse historier vil forekomme dig at være meget smukke og derfor virke forførende. Men desværre vil du ikke blive opfordret til at reagere rent litterært på dem. Kun de 'døde' religioners historie kan værdsættes for deres skønhed. Levende religioner kræver langt mere af dig.
Derfor vil du få at vide, at du skal tro på 'dine' historier og overholde de tilbedelsesritualer, der er vokset op omkring dem. Det skal være en afgørende del af dit liv i den overbefolkede verden. Historierne vil blive beskrevet som selve kernen i din kultur, ja, i din egen individuelle identitet.
Det er muligt, at du på et tidspunkt kommer til at føle, at de ikke er til at komme uden om - ikke på samme måde, som man ikke kan flygte for sandheden, men som man ikke kan flygte fra et fængsel. På et tidspunkt vil du måske holde op med at opfatte dem som tekster, hvor mennesker har forsøgt at løse et stort mysterium, og i stedet opfatte dem som andre, særligt indviede personers påskud til at kommandere dig rundt.
Og det er sandt, at menneskehedens historie er fuld af eksempler på, at gudernes vognstyrere har været årsag til undertrykkelse. Men efter de troendes opfattelse opvejer religionens private trøst rigeligt det onde, der udøves i dens navn.

Efterhånden som menneskehedens kundskaber er skredet frem, er det også blevet indlysende, at alle de religiøse historier, der fortæller, hvordan vi er kommet her, simpelthen ikke er rigtige. Det er, når alt kommer til alt, det, religioner har tilfælles. De tog fejl.
Der var ingen guddommelig omrøren, ingen skaber, der dansede, ingen, der udspyede galakser, ingen slange- eller kænguru-forfædre, intet Valhal, intet Olympos, ikke noget med seks dages tryllekunst efterfulgt af en hviledag. Forkert, forkert, forkert.
Men her er der noget, der er virkelig mærkeligt. Det, at de hellige fortællinger er forkerte, har ikke i mindste måde fået de fromme til at blive mindre nidkære. Tværtimod får religionens fuldstændige absurditet de troende til at insistere endnu mere skingert på, hvor vigtig den blinde tro er.
Som følge af denne tro har det i øvrigt mange steder i verden vist sig umuligt at forhindre menneskeslægten i at vokse alarmerende. Du kan - i hvert fald delvis - give de åndelige lederes vildfarelser skylden for, at kloden er overbefolket.
Måske vil du i din levetid kommer til at opleve, at verdensborger nummer ni milliarder bliver født. Hvis du er inder (og det er der én chance ud af seks for), vil du være i live, når dette fattige, gudebefængte land overhaler Kina, takket være familieplanlægningens fiasko. (Samtidig med at der bliver født for mange mennesker, til dels på grund af religiøs modstand mod fødselskontrol, vil der også dø for mange, fordi den religiøse kultur nægter at se menneskets seksualitet i øjnene og dermed nægter at bekæmpe udbredelsen af seksuelt overførte sygdomme.)
Nogle siger, at de store krige i det nye århundrede igen vil blive religionskrige - jihad og korstog som i Middelalderen. Jeg tror ikke, de har ret - i hvert fald ikke på den måde, de mener.
Se på den muslimske verden - eller rettere sagt den islamiske verden, for nu at bruge det ord, der er opfundet til at beskrive islams 'politiske gren' i dag: Splittelsen mellem dens stormagter (Afghanistan mod Iran mod Irak mod Saudi-Arabien mod Syrien mod Egypten) er det, der er mest iøjnefaldende.
Der er ikke meget, der ligner et fælles mål. Selv efter at det ikke-islamiske NATO udkæmpede en krig for de muslimske Kosovo-albanere, var den muslimske verden længe om at yde en hårdt tiltrængt humanitær bistand.
De egentlige religionskrige er de krige, religioner udløser mod almindelige borgere inden for deres 'interessesfære'. Det er de gudfrygtiges krige mod de næsten forsvarsløse - amerikanske fundamentalister mod læger, der accepterer abort, iranske mullaher mod deres lands jødiske mindretal, hindu-fundamentalister i Bombay mod byens mere og mere angste muslimer.

Sejrherrerne i denne krig må ikke blive de snæversynede, der som altid marcherer i kamp med Gud på deres side. At vælge ikke at tro er at vælge forstand frem for dogmer, at stole på vor humanitet i stedet for alle disse farlige guddomme.
Hvordan er vi så kommet her? Led ikke efter svaret i fortællinger. Den ufuldkomne menneskelige viden er måske en ujævn vej fuld af huller, men det er den eneste vej til visdom, der er værd at følge. Virgil, som troede, at biavleren Aristæus spontant kunne frembringe nye bier af en kos rådnende kadaver, var tættere på sandheden om oprindelsen end alle de gamle bøger, der æres så højt.
Den gamle visdom er vrøvl i dag. Lev i din egen tid, drag nytte af det, vi ved, og efterhånden som du vokser op, vil menneskeslægten måske endelig vokse op sammen med dig og lægge det barnlige til side.
It's easy if you try, som det hedder i sangen. Hvad angår os almindelige dødelige, drejer det andet store spørgsmål - Hvordan skal vi leve? Hvad er rigtigt at gøre, og hvad er forkert? - sig i bund og grund om din vilje til at tænke selv. Du alene kan bestemme, om du vil have loven dikteret af præster, og om du vil acceptere, at godt og ondt er noget, der ligger uden for os selv.
Efter min mening bidrager religionen - selv når den er mest sofistikeret - i alt væsentligt til at infantilisere vort etiske selv ved at sætte ufejlbarlige moralske dommere og ubodeligt umoralske fristere over os som det overnaturlige riges evige forældre - gode og dårlige, lyse og mørke.
Hvordan skal vi da foretage etiske valg uden en guddommelig regelsamling eller dommer? Hvis man ikke tror, har man så ikke taget det første skridt ud på den lange glidebane mod kulturrelativismens hjernedød, som undskylder mange utålelige ting - f.eks. omskæring af kvinder - med henvisning til kulturforskelle og gør det muligt at ignorere menneskerettighedernes universalitet? (Dette sidste eksempel på moralsk opløsning finder støtte hos nogle af verdens mest autoritære regimer, og - foruroligende nok - også på Daily Telegraphs lederside.)

Nej, det har man ikke, men der er ingen klare argumenter at henvise til. Kun en fundamentalistisk ideologi er entydig. Ordet frihed - som jeg bruger til at beskrive en sekulær-etisk holdning - er uundgåeligt mere diffust.
Ja, friheden er det rum, hvor modsætninger kan råde; den er en debat, som aldrig får ende. Den er ikke i sig selv svaret på spørgsmålet om moral, men en samtale om dette spørgsmål.
Og den er langt mere end relativisme, fordi den ikke blot er et talk-show uden ende, men et sted, hvor der bliver truffet valg, og hvor værdier defineres og forsvares.
Intellektuel frihed har i europæisk historie for det meste været ensbetydende med frihed fra kirkens - ikke statens - begrænsninger. Det var den kamp, Voltaire udkæmpede, og det er også den, vi seks milliarder selv kunne udkæmpe.
I den revolution kunne enhver af os spille sin lille, seks-milliardedel rolle: Vi kunne én gang for alle nægte at lade præsterne og de fiktioner, på hvis vegne de hævder at tale, vogte over vores frihed og adfærd som politibetjente. Én gang for alle kunne vi lægge historierne tilbage i bogen, sætte bøgerne tilbage på hylderne og se på verden, som den er og uden dogmer.
Forestil dig, at der ikke er noget himmerige, kære nummer seks milliarder, og straks vil himlen være den eneste grænse.

© 1999 Salman Rushdie & Information.
Oversat af Birgit Ibsen

FAKTA
*Salman Rushdie er født i Bombay i 1947. I 1988 udgav han bogen De sataniske vers, og året efter udsendte ayatollah Khomeini sin fatwa imod ham. I 1998 tog det nuværende styre i Teheran afstand fra fatwa'en. I år udkom hans seneste bog, Jorden under hendes fødder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her