Læsetid: 5 min.

Hvem er det egentlig der har en mur i hovedet?

23. oktober 1999

Vi har som samfund ikke gjort det godt nok, men jeg mener, at kritikken er forfejlet, hvis den rettes mod venstrefløjen

Venstrefløjsmur
I lørdagskronikken den 16. oktober kunne man læse et uddrag af forordet til den nye venstreorienterede debatbog, Borgerlige ord om revolutionen af SF'eren Christine Antorini, sociologen Henrik Dahl m. fl.
Heri argumenteres der for, at vi, på venstrefløjen, skal gøre op med den lejrtænkning, som ifølge forfatterne præger venstrefløjen. Vi skal nedbryde muren i vores hoved.
Kort sagt så befinder venstrefløjen sig stadig i 1970'ernes politiske billede med dets dogmer og drømme om utopia.
Nu skal vi 'pludselig' hylde den frie tanke og gøre op med vores hellige køer. Vores gamle (marxistiske) analyser duer ikke længere. Samfundet har ændret sig, så det skal vi også.
Jo tak for en svada! Jeg ved ikke, hvor Antorini og co. ser de her mure, hvis de ikke lige netop er i deres egne hoveder. På mig virker det lidt som at sige, at kapitalismen vandt den kolde krig og ergo er den det rigtige, og så må vi jo prøve at tilpasse vores politik til den.
Men er sandheden ikke den, at grunden til, at man har valgt venstrefløjen, netop er, at man er imod kapitalismen og går ind for solidaritet, fred, lighed og fællesskab på tværs af grænser og dette ændrer sig vel ikke bare, fordi den såkaldte virkeliggjorte socialisme i Østeuropa er brudt sammen for ti år siden. En socialisme som hele den parlamentariske del af den danske venstrefløj i øvrigt i høj grad har gjort op med for mange år siden, og det hvadenten man snakker SF eller Enhedslisten.

Vigtig kritik
Tværtimod er det endnu mere vigtigt i dag, at der er nogle, som vil forholde sig kritisk til den samfundsmodel, der ensidigt bliver gennemtrumfet fra hele den vestlige verdens side og det, hvadenten det er IMF eller Verdensbanken i forhold til ulandene eller medierne og 'de forenede folketingspartier' herhjemme, idet det ellers vil blive overladt til højre-fløjen at sætte dagsordenen og have de langsigtede visioner, mens vi andre så kan koncentrere os om at begrænse skadevirkningerne ved hjælp af diverse lappeløsninger, som hverken forhindrer et øget skel mellem rig og fattig eller mere forurening, men kun trækker de synlige konsekvenser i langdrag.
En anden mursten i forfatternes hoveder er den, at fordi man er enig med den yderste højrefløj om at være imod noget, så deler man automatisk visioner med den. Således skriver Antorini og Dahl m.fl., at venstrefløjen har fælles Europa- og globale visioner med DF og Z, hvilket bestemt ikke kunne være mere forkert og fordrejende.
I Enhedslisten har vi et motto, der siger: Nej til EU - for et øget internationalt samarbejde. Dette skal forståes sådan, som forfatterne vel også bør vide, at vi er imod EU, fordi vi ikke mener, at et snævert Fort Europa, som bygger på den rå og asociale markedsøkonomi over miljø, menneskerettigheder og social udligning og lukker sig af overfor tredje Verdenslande, ikke er vejen frem.
Tværtimod så vi hellere flere regionale samarbejdsfora som eksempelvis Østersø- og Middelhavsområdet, som hver for sig kunne løse deres snævre, regionale problemer, samtidig med at de indgik i et større og udadvendt perspektiv, som også omhandlede ulande m.m.
I kronikken rejses der også spørgsmålet, om vi har gjort det godt nok, når 20 procentaf alle skolebørn ender som 'tabere' og der er 900.000 mennesker på permanent overførselsindkomst? Der er jeg faktisk enig.
Nej vi har som samfund ikke gjort det godt nok, men jeg mener, at kritikken er forfejlet, hvis den rettes mod venstrefløjen.

Politik, ikke dogmer
Man behøver såmænd bare at se på Enhedslistens krav til finansloven for at se, at vi faktisk mener det alvorligt med den rød-grønne politik og at det ikke bare er dogmer og fastfrosset lejrtænkning, men faktisk en politik som vil betyde en hulens masse for de mennesker, som vi gerne vil kæmpe for; nemlig de svageste i denne verden.
Således stiller vi bl.a. krav om:
*At dagpenge skal laves om til rigtige stillinger indenfor serviceområderne.
*At den tåbelige aktivering omdannes til rigtige stillinger og uddannelser.
*At asylpolitiken menneskeliggøres og integrationsydelsen fjernes.
*At den offentlige trafik, den offentlige sektor og den økologiske produktion skal styrkes, samt et totalt stop for genmanipulation.
*At der skal være bedre ulandsbistand og reelle muligheder for ulandene.
I dag er det sådan, at det er Enhedslisten, som står for den eneste radikale samfundskritik og jo vi bruger skam socialistiske analyser og tilgangsvinkler i en stor del af vores måde at se verden på og selvom dagligdagen, arbejdslivet, teknologien og familiemønstret, som I er inde på, har ændret sig, så synes jeg 'med al respekt', at det er ualmindeligt arrogant og flabet overfor de flere og flere udstødte, lavtlønnede og ofrene for den sociale arv (I nævnte jo selv de 20 procent) at hævde, at de gamle klasseskel er ikke eksisterende og at de gamle analyser derfor er værdiløse.
Nuvel, selvfølgelig har samfundet da flyttet sig og er blevet mere komplekst, hvilket kræver flere tilgangsvinkler; eksempelvis er miljøproblematikken grundet en anden tidsalder jo ikke eksisterende i Marx, men venstre-fløjen svarer jo heller ikke til det billede, som tegnes i kronikken.
Den består altså ikke af en flok brokhoveder, som holder deres gamle ikonbilleder af Marx, Mao og Lenin op foran sig, mens de råber nej, nej med et religiøst skær i øjnene.
Hvorfor forfatterne har følt sådan et behov for at distancere sig fra venstrefløjen, er for mig en gåde, men mon ikke det har noget at gøre med ønsket om at gøre SF til et såkaldt ansvarligt parti i de borgerliges øjne.
Et ønske der vel egentlig kun kan undre, idet der, såvidt jeg ved, stadig står noget om miljø, social udligning og, nå ja socialisme, i Socialistisk Folkepartis program, hvilket vel ikke harmonerer særlig godt med CD's villa, Volvo, vovse politik.
Men den diskussion må de tage internt, selvom der herfra skal ytres et lille ønske om, at partiet finder fodslag med sit program, sine græsrødder og Enhedslisten om, i fællesskab, at kæmpe for et rødt finanslovsforlig med noget socialistisk realpolitik langt fra 1970'ernes 'lejrtænkning'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu