Kronik

Kinas Silicon Valley

1. oktober 1999

I den nordvestlige del af Beijing er et område udlagt til 'vidensindustri'.
Det vil komme til at tælle flere end 4.500 virksomheder, som beskæftiger sig med IT-virksomhed, elektronik og Kinas nationale kommunikationslinier

Det virtuelle rum

BEIJING - Omkring tyve små boder med vinduerne fulde af både hele og halve computere præger gadebilledet, og sælgerne råber op om "billige piratkopier af spil og sexvideoer". I et baglokale er en flok mænd i gang med at rode i kurve fulde af videospil og forskellige programmer, som kan fås for mindre end otte kroner.
Men gennem de seneste måneder er bulldozerne kommet nærmere og myndighederne i Zhongguancun, som er Beijings center for high-tech industri, har jævnet de fleste småboder med jorden.
Kæmpe store dynger af murbrokker ligger langs med hovedgaden, og de handlende er blevet genhuset i mere moderne bygninger. I flere kilometers omkreds skyder der huse op med paraboler på tagene, midt i det øde landskab. Der er brug for mange nye kontorer til at huse dianzi-chongerne, som kineserne kalder de netnørder, der kommer fra hele landet for at arbejde her.

Det hele foregår efter amerikansk forbillede: Væk med de små butikker. De officielle papirer omtaler denne del af det nordvestlige Beijing som det kinesiske Silicon Valley. Området er udlagt til 'vidensindustri', og vil komme til at tælle flere end 4.500 virksomheder som beskæftiger sig med IT-virksomhed, elektronik og kinas nationale kommunikationslinier.
"At sætte tal på virksomhederne herude, er ligså svært som at gætte, hvor mange ris der er i et syltetøjsglas", mener Lu Jun, en 23-årig mand som er chef i Fanso, en ung virksomhed som blev etableret i april, og som skal sørge for et netværk for de kinesiske studerende. Nu er det de skabende kræfter, og ikke de handlende, der skal satses på.
"Konceptet er helt og holdent amerikansk", bemærker Lu Jun, og selv hans ordforråd bærer præg af USA's dominans på området. Han taler ikke engelsk, men der løber sigende fraser og udtryk ind i hans egen talestrøm.

En start-up er en nyetableret high-tech virksomhed, og risikovillig kapital hedder venture-capital osv. Han nævner også det amerikanske Stanford Universitet midt i den rigtige 'Valley', der har været udgangspunkt for mange succesrige virksomheder, og begejstres over udsigten til en tilsvarende udvikling her i hans eget land.
Beijings regering favoriserer dette områdes hamskifte. Der gives skattefordele, nedslag i lejen, mindre bureaukrati. Der oprettes også 'udklækningsanstalter' for at huse de alleryngste foretagender, og de store transportårer er allerede aftegnet i landskabet, selv om der stadig står hundredevis af cykler foran bygningerne, og vidner om de endnu beskedne indkomster.
Lu Jun cykler også meget for at kommer rundt, "dog ikke når jeg skal mødes med investorerne; så tager jeg en taxa for at virke mere seriøs og målrettet", griner han.
Zhongguancun-zonen blev anlagt i 1988, og har nu været i voldsom vækst de seneste to år. Der har allerede været et par større succeser. Udgiveren af programmet Founder og fabrikanten af PC Legend har indlogeret sig herude, mens Microsoft har etableret sit andet forskningscenter uden for USA.

Det andet ligger i Cambridge, England. Men billedet af området som lidt af et loppemarked er stadig udbredt. Når man spørger William Ding, den unge chef for Netease, en af Kinas største internetportaler, hvorfor han ikke er flyttet ind i Zhongguancun, skærer han ansigt ad journalisten.
"Indtrykket af discountbutikker og de tvivlsomme varer er stadig stærkt. Det er ikke særlig tillokkende for os".
Virksomhederne lider desuden også under regeringens pres, og til tider bliver politiet blandet ind i tingene.
De overvåger nøje, hvad den kinesiske befolkning har adgang til via nettet.
"Alle vil have en finger med i denne udvikling; ikke alene erhvervsfolk men også regeringen, politiet og domstolene. Det giver problemer", bemærker Duncan Clark, der er chef for en konsulentvirksomhed i Shanghai.
Virksomhederne må også slås med skiftende juridiske forudsætninger. Til almindelig overraskelse erklærede ministeren for informationsteknologi, Wu Jichuan, at udenlandske investeringer i internet-teknologi i Kina var forbudt. I forlængelse heraf kom der fra officielt hold en række modsigelsesfyldte meddelelser.
"Sådan er det altid. Man ved aldrig rigtig, hvem der har det endelige ord at skulle have sagt," sukker Duncan Clark.

Investorerne og virksomhedsskaberne har ofte svært svært ved finde ud af om det er universitetet, private investorer, eller kinesiske eller internationale fonde, der til syvende og sidst ejer det projekt, de er involveret i.
"Man ved aldrig, hvem man skal tale med", beklager Qiao Li, vicepræsident for Beijing Venture Capital, der investerer i high-tech projekter. Men den almindelige handel er stadig fremherskende, på trods af forsøgene på at opmuntre til nyskabelse i Zhongguancun.
"Der er ikke rigtig gang i innovationen herude", siger Wang Yan, generaldirektør i Sina, en af de mest besøgte web-sites i Kina.
"I Silicon Valley opfinder virksomhederne nye produkter hele tiden, ny service, nye måder at handle på. Herude kopierer vi ideerne, og sælger dem så videre."
Ifølge Wang Yan er det ikke penge der mangler, men "planter, der kan gødes og vokse sig stærke". Alt i alt er han dog tilfreds.
Den økonomiske reform er i gang, præsident Jiang Zemin påpeger jævnligt betydningen af ny teknologi i det fremtidige Kina, og der er planer om at oprette en særlig børs i Hongkong, der skal tage sig af de nye former for teknologisk virksomhed, i lighed med Nasdaq i USA.
"Det er meget spændende, det der sker i øjeblikket", forklarer Ted Dean, konsulent hos BDA, men det tager sin tid. Mange af de kinesere der interesserer sig for den nye teknologi, foretrækker at tage til USA. For tiden ligger det kinesiske Silicon Valley stadig i Amerika.

©Liberation og Information

Oversættelse: P. C. Mollerup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu