Den nye konkurrencelov kan på visse punkter blive mere effektiv, så den både tjener forbrugerne og styrker konkurrencen
RETFÆRD OG VELFÆRD
For godt halvandet år siden trådte en ny konkurrencelov i kraft. Den lægger sig tæt op ad EU's konkurrenceregler. Det er en fordel. For så kan virksomhederne og deres rådgivere nøjes med at arbejde med ét sæt regler. Hovedprincippet i loven er, at virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder ikke må indgå konkurrencebegrænsende aftaler, og at en eller flere virksomheder ikke må misbruge en dominerende stilling på markedet.
Overtrædes konkurrenceloven, kan det give bøder, og ulovlige aftaler er ugyldige. Det samme gælder på EU-plan, hvor der er givet bøder f.eks. til Volkswagen på næsten en milliard kr. Den slags kan nok få selv store virksomheder til at ryste på hånden og tage sig i agt for at lave ulovlige konkurrencebegrænsninger i fremtiden. Sådan bør det også være. I USA går man endda længere endnu, og har for nylig givet to store vitaminproducenter bøder på flere milliarder kr. Dertil kommer, at i nogle tilfælde idømmes direktører personlige bøder på tocifrede millionbeløb.
Vi kan endnu ikke sige, hvordan bødeniveauet bliver under den nye danske konkurrencelov, men det forudsættes ifølge bemærkningerne til konkurrenceloven at komme til at ligge relativt højt om end ikke på niveau med det, vi kender, når det gælder overtrædelse af EU's konkurrenceregler.
Efter konkurrenceloven kan bøder - bortset fra tvangsbøder - ikke idømmes af andre end domstolene. Det skal vise sig om bødeniveauet bliver så tilpas højt, at det vil afskrække virksomheder fra at overtræde loven.
I den lige nævnte henseende har konkurrenceloven endnu ikke sat sig tilstrækkelige spor til, at vi kan sige, om den effektivitet med henblik på at bekæmpe konkurrencemisbrug, der var ønsket fra lovgivers side, nu også vil blive realiseret.
Ser man til gengæld på, hvad de nye konkurrencemyndigheder har gjort, så springer det i øjnene, at man har haft travlt. Dels har Konkurrencestyrelsen haft nogle iøjnefaldende sager f.eks. om mestergrise eller karteller i elbranchen. Dels har Konkurrencerådet - på basis af indstillinger fra Styrelsen - haft travlt med at tage stilling til et stort antal aftaler, som i overensstemmelse med konkurrenceloven bliver indberettet med henblik på at søge fritagelse fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler eller en såkaldt ikke-indgrebserklæring for aftaler uden eller uden nævneværdig konkurrencebegrænsende virkninger.
Der er kommet en lind strøm af afgørelser. Nogle har godkendt aftaler, andre det modsatte. Konkurrenceankenævnet har underkendt Konkurrencerådet i en del sager, hvilket ikke er særlig unaturligt især i en overgangsfase, indtil den nye lov og dens anvendelse af Konkurrencerådet er blevet godt indarbejdet.
Det har i den senere tid været nævnt, at prisniveauet i Danmark ligger højt i forhold til omgivende lande, vi kan sammenligne os med. Det har også været mere end antydet, at det viser, at den nye konkurrencelov ikke er skrap nok. Det er en åbenlys fejlvurdering og en forhastet konklusion. På sigt vil det uden tvivl vise sig, at bortfaldet af de mange konkurrencebegrænsende aftaler, der ikke har fået grønt lys af konkurrencemyndighederne, vil medføre en mere virksom konkurrence her i landet. Men det vil givetvis tage et par år, før man kan spore sådanne virkninger i makroøkonomisk forstand.
Når der her i landet praktiseres relativt høje forbrugerpriser, hænger det ikke mindst sammen med markedets beskedne størrelse, der ikke ligefrem lokker udenlandske virksomheder til i større antal. Sålænge vi i EU ikke i større omfang har ensartede europæiske standarder for produkter af mange slags - deriblandt ikke mindst byggevarer - vil sådanne forhold også kunne gøre det besværligt og ikke-lønsomt at bevæge sig ind på det danske marked, hvor særlige danske standarder og andre tekniske specifikationer m.v. kan virke som handelshindringer.
Det er imidlertid klart, at den nye konkurrencelov på visse områder kunne gøres mere effektiv set ud fra ønsket om at undgå misbrug. Det gælder således med hensyn til lovens paragraf 11 om misbrug af en dominerende stilling på markedet, f.eks. i form af leveringsnægtelse.
Her gælder efter loven, at der kun kan gives bøde ved gentaget misbrug af samme art. Den regel kunne ændres, så man her i landet - som på EU-plan - kan straffe allerede ved første overtrædelse . Det ville givet have en vis afskrækkende effekt.
Nogle vil mene, at det er for skrapt. For hvordan skal virksomhederne vide, hvad der er misbrug af dominans? Ja, nu er det jo for det meste store virksomheder, der indtager en dominerende stilling. Og de har god mulighed for at få rådgivning fra forskellig side. Desuden vil de fleste nok for længst have erfaret, at bl.a. usaglig leveringsnægtelse er forbudt her i landet, ligesom der fra EU-praksis foreligger en række domme og kommissionsafgørelser, der kan tjene til illustration af, hvad der udgør misbrug af dominans.
Hvad angår for høje priser eller alt for lave - såkaldte dræberpriser, der tilsigter at udradere en eller flere konkurrenter - kan der måske i nogle tilfælde være et problem. Det gælder dog især med hensyn til for høje priser. Her kan det volde besvær at bevise et misbrug. Man bør derfor nok være varsom med at påbyde bestemte priser, hvilket man da også kun sjældent har oplevet, når det drejer sig om anvendelsen af EU's konkurrenceregler.
Det vil dog ikke være umuligt i visse tilfælde at dokumentere overpriser, men det vil i så fald handle om priser, der er af en sådan karakter, at det også må stå klart for vedkommende dominerende virksomhed, at den går for vidt. Indførelsen af en førstegangssanktion i form af bøde vil også kunne medvirke til at dæmpe fristelsen til at misbruge en dominerende stilling på markedet ved at tage for høje priser. I de få sager, der har foreligget for Konkurrencerådet om for høje priser, har Rådet efter min opfattelse indtaget en korrekt holdning, eftersom praktiseringen af for høje priser ikke syntes tilstrækkeligt dokumenteret i de konkrete tilfælde.
Som et yderligere middel til at stramme konkurrenceloven op har man fra bl.a. Håndværksrådets side ønsket fusionskontrol. Det kan da også være et middel, der kan være berettiget i visse tilfælde om end næppe mange i Danmark. Med hensyn til tunge og/eller let fordærvelige varer, hvor transportomkostninger vejer særligt tungt, vil der kunne argumenteres vægtigt for fusionskontrol med f.eks. en omsætningsgrænse for de involverede virksomheder på tre-fire milliarder kr. eller nogenlunde det, man har i lande, vi kan sammenlignes med i bl.a. Norden.
En tredje mulig vej til at peppe loven lidt op kunne være indførelsen af adgang for konkurrencemyndigheden til at pålægge virksomhederne bøder ud over de ovennævnte tvangsbøder. Sådanne skulle så selvsagt kunne indbringes for domstolene. Den nuværende procedure, hvor konkurrencemyndigheden først skal gå til anklagemyndigheden og anlægge sag mod en virksomhed virker for tung og omstændelig. Desuden tager retssager lang tid.
Der kan også være anledning til at pege på, at der kan være behov for at se på reglen i konkurrencelovens paragraf 2, stk. 2, om at en konkurrencebegrænsning, der er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, ikke er omfattet af konkurrencelovens forbudsbestemmelser. Det er her sådan, at det er den myndighed, der har fastsat reguleringen eller truffet beslutningen, eller ministeren for det pågældende sagsområde, der afgør, hvad der er en sådan direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Det synes at kunne friste til misbrug fra sektormyndigheders side med henblik på at holde visse forhold uden for konkurrencelovens forbudsregler, selvom der ret beset ikke er legitim grund dertil endsige klar og åbenbar hjemmel.
Reglen burde snarere være, at det er Konkurrencerådet, der under respekt af sektorlovgivningens indhold i øvrigt afgør, om et konkret forhold - f.eks. en konkurrencebegrænsende aftale i energisektoren - er en sådan direkte eller nødvendig følge. Det skulle så kunne indbringes for Konkurrenceankenævnet med rekurs til domstolene.
Endelig bør det være sådan, at de danske konkurrencemyndigheder også kan anvende EU's konkurrenceregler, som det er tilfældet i andre EU-lande. Det vil gøre det muligt for de danske myndigheder at medvirke til den decentralisering af anvendelsen af EU's konkurrenceregler (sager med væsentlig grænseoverskridende virkning), som Europa-Kommissionen ønsker, og som efter omstændighederne også virker fornuftig.
Peter L. Vesterdorf
er lic. jur. i Håndværksrådet
