Læsetid: 4 min.

Krigen i Tjetjenien er polyfonisk

Debat
27. oktober 1999

Den eneste måde, man på sigt kan bekæmpe en terrorgruppe på,
er ved at desavouere den

Krigsteori
Der er krig i Tjetjenien. Ikke nogen almindelig krig. Lad os kalde det en polyfonisk krig. En krig præget af flere og forskellige fronter, kamp med forskelligartede våben og forskellige typer af grupper involveret.
Den russiske ledelses argument for at gå i krig mod Tjetjenien har været en gang for alle at stoppe de tjetjenske 'banditter'. Banditter, som opererer gennem bombeattentater i Moskva og andre store byer, hvis det altså i det hele taget er tjetjenere, som står bag disse angreb.
Svaret på disse terrorak-
tioner er et meget hårdhændet angreb på tjetjenske byer og på en befolkning, som er fanget i krigszonen nærmest uden mulighed for at flygte. En illegitim krig, naturligvis, som da også er blevet mødt med stærk international fordømmelse.
Krigens parter står her i et dilemma som det, man kunne opleve i Kosovo. De serbiske styrker havde meget vanskeligt ved at ramme de medlemmer af UCK, som havde begået terrorlignende over-greb på serbere.
Som bekendt skød serberne med 'spredte hagl', og valgte i enkelte tilfælde at udslette en hel landsby for at få ram på de albanske banditter.
Problemet med terrororganisationer og befrielseshære er, at det sjældent lader sig gøre at sondre mellem militære enheder og civilbefolkningen. Befrielseshærens soldater har jo sjældent uniform på.
Den efterfølgende krig mellem NATO og serberne havde en lignende struktur. Her blev et bombeangreb på serbiske militære installationer og civil infrastruktur mødt med et folkemord på kosovoalbanerne. En fundamental asymmetrisk krig, hvor våbnene sjældent pegede mod hinanden.

En postmoderne soldat
Den 'postmoderne' soldat bærer ikke uniform. Han/hun kæmper ikke med gængse våben, men snarere med biologiske våben, sprængstoffer og andre våben, der gennem nålestik langt inde i fjendens territorium kan skabe panik.
Han/hun er ikke uddannet på noget militærakademi, men skolet i en religiøs, national eller anden 'visdom'. Han/hun arbejder gerne på egen hånd og med sin fanatisme som eneste drivkraft. Våben, som dem NATO anvender, er nok verdens teknologisk mest avancerede, men man kan jo ikke sprænge en 'smart bombe' som reaktion på f.eks. et giftgasangreb i en undergrundsbane.
Hvornår er en bekæmpelse af en befrielseshær, der kæmper for løsrivelse, legitim? I princippet altid, forudsat at det foregår uden at krænke folkeretslige principper, menneskerettigheder mv. I realiteten sjældent.
Problemet er, at det næsten er umuligt at bekæmpe selve befrielseshæren. I stedet kan man bekæmpe en befolkning eller et specifikt område. Dermed er man imidlertid indirekte med til at legitimere denne enheds ret til selvbestemmelse.
Man fører krigen, som var det en stat, man stod overfor. Det er det imidlertid ikke, og konsekvenserne er, at man kommer til at ramme mange uskyldige. Folk, som man burde regne til sin egen befolkning, men som man præcist viser ikke er det gennem den måde, man fører krigen på.
Man kan ikke føre en krig, som var det en intern borgerkrig mod banditter, eller hvad man nu kalder dem, og samtidig angribe en del af ens eget territorium, som var det en fremmed nation. Nu er sagen jo ekstra prekær i tilfældet Tjetjenien. Tjetjenerne vandt uafhængighed under den sidste krig. Den formelle uafhængighed kan diskuteres - var det blot en krigsafslutning eller en reel løsrivelse? Den reelle er imidlertid afklaret. Tjetjenien er ikke en del af Rusland. I dag er et område tabt, når dets befolkning er tabt. Hvis en befrielseshær har opbakning i befolkningen, vil forsøget på dens nedkæmpning blot skabe en endnu større tilslutning.
En befrielseshær har ofte en interesse i, at fjenden farer frem med stor brutalitet. Der findes ikke en bedre måde at hverve soldater på.

Propagandakrigen
Det interessante spørgsmål er da, hvilke våben man kan anvende i tidens polyfoniske krige. Stadig de klassiske, men ikke alene. I dag handler det primært om identitet.
Den eneste måde, man på langt sigt kan bekæmpe en terrorgruppe på, er ved at
desavouere den. Hvis først den fremstår som legitim i befolkningen, er slaget så godt som tabt. Propagandakrig er en gammel opfindelse. Den har imidlertid altid være tænkt som et supplement til den mere konventionelle krig. Sådan er det ikke mere. Propagandakrigen er blevet primær. Det er kun i propagandakrigen, at de krigsførende parters våben vender direkte imod hinanden.
Her er der én kampplads: Det imaginære rum - vore forestillinger om os selv og de andre. Ét våben: Propagandaen, som så kan udbredes i forskellige medier og fora. To, og kun to kæmpende partere: De, der afsender propagandaen og de, der modtager den. Hvem er det så, der modtager denne propaganda? Os allesammen, selvfølgelig! Det er derfor, det virker!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her