Læsetid: 2 min.

Læserdebat

20. oktober 1999

Litterært problem
15. OKT. - Jeg ved ikke, hvilke værker af Louis-Ferdinand Céline Thomas Bindesbøll Larsen har læst korrektur på (Inf. 9.-10. okt.). De antisemitiske skrifter kan det ikke være, for de genudgives ikke i nogen lande. Og hvis det er den netop genoversatte Rejse til nattens ende, er det ikke dér, han er stødt på antisemitismen, for dér er ikke spor af den. Jeg forsvarer ikke i min bog om Céline, Latter i dødens skygge, de antisemitiske skrifter fra sidst i 1930'erne. Tværtimod finder jeg deres synspunkter for-kastelige og mener, at det er helt berettiget, at de ikke genudgives. Problemet med Céline er for mig litterært: Hvordan kan en stor skribent rumme så stærke islæt af negativ etik? Hvis man ikke regner litteratur for noget særligt, er løsningen enkel: Man kan uden vanskelighed skyde manden og forfatterskabet fra sig. Men hvis man agter sprogets mestre, kan man være nødt til at forholde sig til den spænding mellem æstetik og etik, som findes i Célines forfatterskab (og en del andre forfatterskaber i det 20. århundrede), og reflektere over, hvorfor og hvornår god æstetik og dårlig etik indgår en alliance med hinanden i moderne litteratur.

Hans Boll-Johansen
Klarskovgård, legatboligen
4220 Korsør

Hvad jeg skrev...
12. OKT. - I dagens Information korrigerer Marie Nielsen en lang række af mine påstande om RAF, som jeg ganske vist aldrig har fremsat, såsom at RAF ikke skulle have venstreorienterede rødder. Nu interesserer jeg mig ikke særligt for en bevægelses erklærede rødder (Hitler kaldte sig også socialist), men så meget desto mere for dens handlinger. Og efter min kogebog er gidseltagninger og 'henrettelser' af samme, såvel som ildspåsættelser, der bringer mennesker i fare, midler, der uanset erklærede hensigter er rent fascistiske, da de bunder i en opfattelse af politiske modstandere som undermennesker.
Og at jeg skulle være ligeglad med den psykiske tortur, Baader-Meinhof-folkene blev udsat for i form af langvarig isolation, kan jeg heller ikke få til at passe med, at jeg netop slog til lyd for, at RAF-folkene ikke skulle behandles dårligere end andre forbrydere.
Endelig skulle jeg have "nægtet at tage stilling til den aktuelle henrettelse" af RAF-medlem Ludwig Meyer. Så lad mig slå fast, at jeg ikke går ind for dødsstraf under nogen form, og jeg finder eventuelle 'henrettelser' foretaget af politiet lige så hæslige som f.eks. RAF's 'henrettelse' af Martin Schleyer. Og så ser Marie Nielsen i øvrigt ganske bort fra, at Meyer var bevæbnet ved arrestationen. Skulle politiet have ventet, til han havde 'henrettet' en af dem, før de skød?
Til slut taler Nielsen om "Per Vadmands strømning, den post-trotskistiske gruppe Internationale Socialister". Hvor i alverden har hun det fra? Jeg får lyst til at citere frit efter Jørgen Rygs monolog om romkagerne: "Trotskist - det har jeg aldrig været - men jeg er en god socialdemokrat!"

Per Vadmand
Degnebakken 7
4100 Ringsted

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu