Pølsesnak
13. OKT. - Kære Susanne Arends fra Enhedslisten. 4. okt. bad jeg dig forklare dit udsagn (Inf. 29. sept.), at toppen af dansk fagbevægelse slutter op om trepartsforhandlinger i EU-regi med det formål at sikre "den ringest mulige løn til lønmodtagerne og højeste konkurrenceevne og profit til arbejdsgiverne". Dermed placerer du LO-toppen som en del af en udbyttende herskende klasse. Mener du det?
Du besvarer ikke mine spørgsmål ved en gang pølsesnak om "det korporative system i EU", som LO ikke protesterer i mod, men hvor de tværtimod beredvilligt bidrager til at flytte vores overenskomstsystem ned til forhandling i EU. Skal det forstås sådan, at du synes, at vores overenskomstsystem er så demokratisk en guldklump, at det er værd at prale af? At trepartsforhandlinger er helt i orden, bare de foregår indenfor landets grænser, men djævlens værk, hvis de foregår i EU-regi? Og kan du så ikke lige forklare mig, hvorfor trepartsforhandlinger er korporative, når de foregår i EU-regi, men ikke er det, når de foregår her i landet? Jeg vil gerne vide det, for jeg arbejder i et LO-forbund, og det er jo ikke så godt, hvis jeg derved sidder til bords med en del af en herskende klasse.
Poul Petersen
Daltoftevej 58
2860 Søborg
Broderlig hjælp.
12. OKT. - Er det en god ide i vor nationalistiske tid, at sværtbevæbnede nationalstater kritiserer hinanden på vitale områder? Bør man ikke snarere overlade en sådan kritik til upartiske internationale organisationer som f.eks. Amnesty International, der ikke kan mistænkes for skjulte magtpolitiske bagtanker?
Ja, Informations forudseende lederskribent -jarl er ikke i tvivl (12. okt.) i forbindelse med Kremls krig mod Tjetenien, hvis internationale aspekter han tidligt gjorde opmærksom på: "Omverdenen bør sende kraftige protester...". Men vil det virkelig medvirke til at krigen stoppes? Det mener EU's udenrigsministre åbenbart også, siden de har udtrykt "dyb bekymring" og forhåbentlig helt overflødigt har understreget EU's holdning til "den territoriale integritet i den russiske føderation". Dette giver sandsynligvis kolde isninger ned af russernes rygrad, når de tænker på NATO's gentagne forsikringer om, at Kosovo hører under Jugoslaviens nationale integritet.
Den russiske bjørn er blevet tirret så meget, at den ser rødt. Ingen kan handle rationelt, der er blevet brugt som boksebold af historien igennem hele vort tragiske århundrede. I en sådan situation skal der ikke meget til at overreagere i blindt raseri og ligegyldighed over for ens egen og verdens skæbne. Og dette er meget farligt i en situation som Ruslands med tusindvis af atomraketter, der forfalder og snart skal bruges, hvis de overhovedet skal kunne virke.
Lad os da hellere, som USA's præsident gjorde for et par uger siden, udtrykke sympati med ofrene for terroren i Moskva. Det vil være en udstrakt venskabelig gestus mod et folk, der har lidt meget. Og det vil også være det bedste udgangspunkt for at optræde som ærlig mægler.
Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Alle 78A
2720 Vanløse