Kronik

Når det danske forsvinder

11. oktober 1999

Internationaliseringen har i flere år sat sit præg på universiteterne, ikke mindst de humanistiske fag hvor det danske forsvinder til fordel for det globale

Historisk set

Der foregår i disse år en kulturkamp på de danske universiteter. Stridens æble er den såkaldte internationalisering, som efter sigende er ved at nedbryde de nationale grænser. Internet, satellit-tv, globale markeder har gjort det nødvendigt at kunne lidt mere end den engelske parlør. Man skal som forsker også til at være mere 'internationalt orienteret,' end man hidtil har været på danske universiteter. Gennemføres denne internationalisme, vil det imidlertid ændre vore universiteter og deres forhold til samfundet fundamentalt.
Konkret viser tendensen sig ved, at man i bevillingsråd og forskningsinstitutioner anser fremmedsproglige artikler og afhandlinger på hovedsprogene for at være mere kvalificerende end dansksprogede ditto. Det nærmer sig Jean de France-agtige tilstande, når man visse steder opfordrer underviserne til at undervise på engelsk. Betragtet lidt på afstand ligner denne internationalisering et kollektivt mantra, som i længden kan gøre afstanden mellem befolkning og forskning større, end den allerede er.
Det drejer sig især om de humanistiske fag. Naturvidenskaberne har traditionelt været meget internationalt orienteret. Derimod har de humanistiske fag siden midten af forrige århundrede været uløseligt knyttet til nationalstaten, det nationale sprog, litteraturen og historien.
I den forstand er det også i dag vanskeligere for humaniora at definere, hvad der har 'international' forskningsværdi. I mange tilfælde er værdien af forskningen defineret af den nationale tradition og den sproglige ramme, som forskningens emne bevæger sig indenfor, selv om der naturligvis findes undtagelser.
Man skal være blind for ikke at se, at den gamle nationalstat i disse år er under stærkt pres, og naturligvis må dette give anledning til at overveje det gamle humanioras placering i fremtiden. Men hvis man renser den romantiske ide om nationalstaten for de værste nationalistiske idiomer, ja så er det stadig et faktum, at det danske sprog tales af hen ved fem millioner mennesker inden for et velafgrænset geografisk område.

Hvis den humanistiske forskning og undervisning i stigende grad opgiver at formulere sig inden for det nationale sprog, vil det umiddelbart medvirke til at uddybe den kløft mellem borgere og universiteter, som i forvejen er for stor. Vi vil i værste fald nærme os middelalderlige tilstande, hvor et fåtal af boglærde vil kunne tale og skrive til hinanden om sandheden på latin.
Sandheden på dansk er, at en uforstående og betalende befolkning med rette vil kunne kræve at få beviser for den humanistiske forsknings eksistensberettigelse. Det gamle humanioras tradition for at formidle bredt til borgerne om historie, litteratur og filosofi var med til konstant at begrunde humanioras eksistens i en slags nationalt defineret oplysningsprojekt. Dertil kommer, at et sådant offentlighedskrav sikrer mod for mange eksemplarer af 'kejserens nye klæder' i den humanistiske forskning.
Akademiske personligheder som Harald Høffding, Johan Grønbech, Hal Koch, K. E. Løgstrup,
F. C. Billeskov-Jansen, Hakon Stangerup, Johannes Sløk, Justus Hartnack, Olaf Pedersen, Karsten Friis-Johansen, David Favrholdt, Hans Hertel, Thomas Bredsdorff, Uffe Østergård - og der kunne nævnes mange flere - gjorde og gør et stort arbejde for at formidle den humanistiske forskning til en bred dansk offentlighed. Og de har mig bekendt ikke været dårligere forskere af den grund, selv om det offentlige engagement nok har lagt bånd på en del af deres forskningstid.
Står det til internationalisterne bør den slags 'uvidenskabeligt' formidlingsarbejde til den brede offentlighed imidlertid ikke tælle som akademiske kvalifikationer på linje med snævre fremmedsprogede artikler.
Jeg vil ikke direkte gøre mig til talsmand for den radikale opfattelse, at de nationale sprog ikke kan oversættes til hinanden. I grunden tror jeg sagtens, at man kan forstå, hvad Grundtvig mente med det levende ord. Men det er indlysende, at internationaliseringen sker på de store sprogområders, nok især de angelsaksiske landes, præmisser.

Tager man faget filosofi, vil engelsksprogede artikler her ofte støtte sig til og referere til den angelsaksiske filosofitradition. En amerikansk forsker kan sagtens være 'internationalt orienteret', selv om han skriver om en i Danmark aldeles ukendt filosof, som tilhører denne tradition. Det er derimod tvivlsomt, om internationaliseringen også går den anden vej: Vil et engelsksproget tidsskrift optage en artikel om en i udlandet aldeles ukendt dansk filosof fra forrige århundrede, som fik betydning for den danske guldalder? Næppe.
Der er altså ingen grund til at hævde en mystisk tese om, at sprog er uoversætteligt til andre sprog. Det er tilstrækkeligt at påpege, at der til et sprog altid vil knytte sig en tradition, som for eksempel afspejler sig i det, som den humanistiske forskning beskæftiger sig med.
Resultatet bliver, at humanistiske forskere gør klogt i også at vælge bestemte traditioner - ikke blot et af hovedsprogene - for at kvalificere sig i det videre akademiske karriereforløb. Dette kan vel betegnes som en utilsigtet konsekvens af internationaliseringen, selv om visse internationalister uden tvivl også har en skjult interesse i at sende visse traditioner ud i den evige glemsel.
Internationaliseringen ligner endnu et af de mange modefænomener, som de humanistiske fag har oplevet så mange af. Pludselig vender alle forskerne som fisk i stimer på en gang, båret af de samme nye politiske strømninger og nye bedømmelseskriterier for 'god' og 'dårlig' forskning indføres. Denne gang er det altså ikke 'kapitallogikken' eller afviklingen af 'de store fortællinger', men 'globaliseringen', som fører til ny institutionel oprustning.
De humanistiske fag bør dog fortsat have en interesse i at vedligeholde en dansksproget forskning. For det første er dansk et lille sprog, som behøver lidt islandsk stædig stolthed for at kunne bestå. For det andet er det svært at se, hvad skatteyder Fru Olsen skal med endnu en artikel på engelsk om Husserls begreb om noesis eller Derridas begreb om Differance, hvis ikke det kan gøres bare nogenlunde forståeligt, hvad det drejer sig om.
Man kan indvende, at megen naturvidenskabelig forskning heller ikke lever op til dette kriterium. Men humaniora er ikke naturvidenskab. De fleste humanistiske forskere kender følelsen af noget uforløst ved at offentligøre en artikel i et snævert tysk tidsskrift, som måske læses af ti andre forskere.

De humanistiske fag bliver for alvor levende, når deres indhold formidles og læses. Deres essens er en stadig symbiose med det omkringliggende samfund. Ændringer i samfundet virker ind på de humanistiske fag, og omvendt kan de humanistiske fag være med til at sætte ord på de kulturelle ændringer, sætte dem ind i et historisk perspektiv osv.
Jo mere international og fremmedsproget forskningen bliver, jo mere skærer man denne livsnerve for de humanistiske fag over. Den vil i en vis forstand være hjemløs og nytteløs og kun helliget den platoniske sandhed. Den vil miste det aktualitetskrav, som gør forskningen vedkommende for det omkringliggende samfund. Og i længden vil forskningen måske miste sine ildsjæle, blive et simpelt levebrød og derfor levere ringere forskning.

Lars Fahrendorff er amanuensis på Filosofisk Institut, Syddansk Universitet

Apropos - Forskere skal være internationale
*I efteråret 1997 afholdt Statens Humanistiske Forskningsråd et strategimøde, hvor fremtiden for dansk filosofiforskning var på dagsordnen. Størstedelen af mødets deltagere var bl.a. enige om, at danske ph.d.-afhandlinger, som skulle opnå støtte fra forskningsrådet, i fremtiden burde skrives på engelsk eller et af de andre hovedsprog.
Én af oplægsholderne, lektor og centerleder Peter Sandøe, gav udtryk for, at man burde tilstræbe, at der i fremtiden var ét internationalt akademisk sprog, ligesom latin i middelalderen var de lærdes akademiske udtryksform. Herved ville akademikere skrive til og for akademikere og ramme langt flere potentielle interesserede, end hvis sproget er dansk. På samme måde burde vurderingen af en ansøgers forskningsmæssige kvalifikationer være afhængig af ansøgerens internationale profilering.
Indlæggene ved mødet viste snart, at holdningerne delte sig i en større gruppe, som bifaldt denne strategi, og en mindre gruppe, som var imod. En af indvendingerne imod Sandøe kom fra professor David Favrholdt, som mente, at Søren Kierkegaard ud fra Sandøes kriterier aldrig ville kunne opnå forskningsstøtte eller ansættelse ved en højere læreranstalt. En anden hovedindvending drejede sig om, at humanistiske forskere ville udvikle sig til en esoterisk elite uden interesse for den offentlighed, som især i disse år viser en stor interesse for faget filosofi.
Det er et gammelt håb i humanistisk forskning, som er præget af mange forskellige 'trosretninger,' at man kan finde en måde at 'måle' ansøgernes kvaliteter på. Hermed vil vurderingen af ansøgerne til midler og stillinger opnå en snert af objektivitet. Imidlertid er det åbenbart for enhver, at den mængde af fremmedsprogede artikler og bøger, som en ansøger er forfatter til, ikke i sig selv er det samme som forskningsmæssig kvalitet. Alligevel går tendensen ved vurdering af ansøgere i den retning, sådan som også SHF's møde viste.lf

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu