Kronik

Syndefaldet er skabelsen

6. oktober 1999

I det øjeblik mennesket træder ud af paradiset, starter livet. Først med syndefaldet bliver den menneskelige historie til. En historie, hvor kvinden er den drivende, men også skyldbelagte kraft skriver svensk littera-turhistoriker i en eksi-stentiel fortolkning af myten om syndefaldet

Tro & Filosofi
Efter Skabelsen Syndefaldet. Sådan lyder urhistorien. Man kan læse den som en beretning om menneskelivets grundvilkår. "Skabelsen gentages i enhver fødsel, syndefaldet gentages i enhver stræben efter at sikre sit liv..." som Gustaf Wingren skriver.
Nu sigtede denne for svensk teologi så centrale fortolker måske ikke i første række til menneskelivets konkrete vilkår; hans hensigt var mere at indføje skabelsen og syndefaldsberetningen i en kristologisk helhedstolkning af Bibelen. Men også - og måske især - på det meget elementære plan giver denne beretning en koncis og rammende sammenfatning af de smertelige vilkår, der er menneskets.
Syndefaldet er Beretningen om Separationen. Med et freudiansk udtryk kunne man kalde den historien om det menneskelige urtraume.
Efter den paradisiske tilværelse i livmoderens dejligt varme, altgivende rum drives mennesket ud i en kold og fjendtlig verden, hvor det må kæmpe for sin eksistens og udstå megen lidelse.
Det kastes ud fra en tilværelse, hvor Den Anden ikke engang har været synlig, og må indse, at mennesket ikke bare er en ven, men også en fjende.
Ligesom Adam og Eva separeres fra den oprindelige symbiose med Gud, får hvert menneske kappet navlestrengen til sit ophav. Tilbage på kroppen, som et unyttigt minde, er kun navlen, arret efter klippet - og i hjertet en uovervindelig længsel efter noget andet. I virkeligheden er det efter min opfattelse syndefaldet, der er den egentlige skabelse. Det er i udkastelsen i verden, i det øjeblik da den altomfattende kærlighed gøres betinget, at mennesket bliver til. Det er, når mennesket tvinges til at opgive den totale samhørighed og se Den Anden som en anden, når det rammes af skammen over at blive set og derfor må skjule ikke alene sit køn, men også sig selv for sit ophav, at det bliver det menneske, vi fortsat er.
Vi lever ikke i skabelsens verden, men i syndefaldets. Skabelsens paradis er det før, som ved ikke længere at findes karakteriserer vort nu. Det er også det før, som er vor kulturs - især kristendommens - efter.

I den fortællekultur, vi har gjort til vores forståelsesform - hvad enten den er udformet af de bibelske fortællere, Karl Marx, Sigmund Freud, Jacques Lacan eller Julia Kristeva - findes der altid et paradisisk før, ligesom der findes en drøm om et utopisk efter, hvor den oprindelige herlighed tilbageerobres.
Tilværelsen derimellem er karakteriseret af fravær. Den er, som livet efter syndefaldet, en nega-
tion af det, der har været, og det, der skal komme.
Samtidig med at denne beretning beskriver livets vilkår, ind-stifter den den model, med hvilken vi er kommet til at forstå dem.
Med Bibelens syndefaldsberetning etableres den rettergangstænkning, som er blevet en grundlæggende del af vores kultur. Der sker, i denne som i så mange efterfølgende beretninger, en afbrydelse, som opretter forskellen mellem før og efter, og som samtidig separerer godt fra ondt.
Nogen begår en overtrædelse af ordenen og loven. En forbrydelse finder sted, forbryderen opdages og kendes skyldig. Den, der kontrollerer loven, udmåler en straf. Så langt er det klart.
Men så snart man forsøger at definere forbrydelsen, forbryderen og straffen, analysere årsagssammenhængen, de forskellige parters argumentation og de egentlige konsekvenser, hober problemerne sig op. Spørgsmålstegnene bliver flere og flere, og den teologiske og livsanskuelsesmæssige uenighed opstår.

Måske kunne man tolke det som en del af straffen. En af de tre svøber, som Gud straffede mennesket med, fordi det overtrådte hans forbud og spiste af frugten fra Kundskabens Træ, var uenighed. Han afskærer ikke alene sine børn fra den paradisiske enhed med ham selv, men også fra den nærhed og det ureflekterede fællesskab, de har haft til det andet menneske, livet og tingene. Alt, hvad mennesket forsøger at udrette, ja, tilmed hele livet, vil herefter ske under stor modstand. Fællesskabet mellem mand og kvinde må tilvejebringes under åget af det fjendskab, Gud lader bryde ud mellem kønnene; kvinden skal videreføre slægten under stor smerte, og manden skal arbejde for brødet i sit ansigts sved.
Det er let at blive oprørt over Guds skånselsløse vrede og hårdhed, sådan som mit barn blev, første gang vi læste beretningen. Eller i marxistisk ånd at læse den som et enkelt og direkte budskab fra magthaverne, hvor følgerne af ulydighed mod den gældende orden klargøres med al ønskværdig tydelighed. Den, der ikke underordner sig, må ganske enkelt ikke være med.
Forseelsen i skabelsesberetningen handler åbenlyst om ulydighed. Gustaf Wingren har imidlertid på en interessant måde omdefineret det til at handle om menneskets manglende tillid. Menneskets brøde er ikke så meget, at det overtræder Guds forbud, som at det ikke stoler på hans kærlighed, mener Wingren.
Det giver unægteligt et andet perspektiv på tilværelsen, hvis man tænker sig, at det frygteligste af det, der rammer mennesket, ikke sker som konsekvens af ulydighed, men af manglende tillid.
Det menneske, der begår selve overtrædelsen, er Eva, kvinden. Hun lokker desuden manden,
Adam, til at gøre det samme. Det har legitimeret et omfattende had til og foragt mod hendes køn helt op til vore dage.
Og det var da også dumt af hende at falde for slangens lokketoner, sin anmassende nysgerrighed og sit stærke begær. På samme måde som det var frækt at misbruge Adams kærlighed og tillid til hende, så han kom til at svigte den, han egentlig var sat til at adlyde. Det er også en grim historie, at hun ikke tager sit ansvar på sig, men fejt skyde skylden på et dyr.
I syndefaldsberetningen indsættes kvinden som forbryderen. Hvad enten man mener, at det, hun gør, beror på ulydighed, manglende tillid eller dumhed, eller man - hvilket også er muligt - ser det som farligt begavet, grådigt eller herskesygt, er det hende, der overtræder de afstukne grænser og bryder ordenen. Det er hendes ekspansionslyst, der bringer den passive Adam og hele Guds skaberværk til fald.
Man kan blive oprørt og bange eller måske oplivet. Det mest overraskende, hvis man betragter det hele som en kulturel urberetning, er imidlertid den kraft og betydning, som historien, trods dens patriarkalske oprindelse, tilmåler kvinden. I syndefaldsberetningen beskrives kvinden, præcis som i nutidige dekonstruktive beretninger af Jacques Derrida, Julia Kristeva og andre, som ordenens irrationelle og potentielt nedbrydende element.

Men interessant nok beskrives hun i Bibelen overhovedet ikke - som i disse senere beretninger - som underordnet, tilsidesat eller gjort tavs. Her er det hende, der har initiativet, og hun besidder en række af de egenskaber, som senere beretninger tillægger manden og det mandlige. Hun er lysten og ekspansiv, selvstændig og modig, kort sagt imponerende handlekraftig.
Senere fortolkere fokuserede på Adams brøde - især Paulus, fordi han ville drage en parallel mellem Adam og Kristus. Hvor den første syndede, bragte den sidste frelse, mente Paulus.
Men i selve syndefaldsberetningen er Adam egentlig en fuldstændig passiv person. Så uinteresseret og modvilligt ter han sig, at man i befolkningens brede lag oven i købet forestillede sig, at æblebiddet sad fast i halsen på ham. Deraf det folkelige navn adamsæble på strubehovedets fremspringende skjoldbrusk, som hos mændene antager så urimelige proportioner under kønsmodningen.
På samme måde som den kvindelige skyld indsættes i denne beretning, uskyldiggøres manden på en måde, der er kommet til at blive kulturelt bærende. Han synder ganske vist, men til forskel fra Eva kan han faktisk helt legitimt skyde skylden på en anden. Meddelagtighed - mere kan han ikke dømmes for. Hvor kvinden begik sin handling på grund af lyst, gjorde han det i tillid. Hans dumhed var ganske enkelt, at han stolede på den forkerte person og lyttede til sin kvinde i stedet for at tænke på
loven.
Med en sindrig forskydning lader beretningen Eva blive slangen i Adams liv. Hun er både årsagen til det åg, han måtte bære, og selve åget. Kvindens kors er denne beretning, kunne man sige.
Den straf, som hendes skaber tilmåler hende, er - interessant nok - at overtage hans høje hverv: at skabe. Men i en degraderet og underordnet position.
1. Mosebog 3, 1-13

Lisbeth Larsson er docent i litteratur på Lund Universitet og skribent på bl.a. Expressen. Denne tekst indgår i bogen Liksom regn och snö. Möten med den nya Bibeln, som udkom sidste måned på Bonniers forlag. Bogen er en samling artikler fra Expressen, hvor forskellige kritikere og forfattere nyfortolker Biblen. Anledningen var en nyoversættelse af Biblen.
Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu