Kronik

Ankers rituelle slagtere

20. november 1999

Tyve år efter opgøret om de europæiske atomraketter lægges Anker Jørgensen stadig for had med falske vandrehistorier og systematiske løgne formidlet af blandt andre Venstres håb Anders Fogh Rasmussen

Lørdagskronikken
Statsministeren havde en vigtig besked til sin udenrigsminister. Han fangede ham på telefonen i Strasbourg og sagde: "Du Kjeld, vi ka' sgu ikke gå med til de dér raketter. Vi bliver nødt til at gøre noget ved det."
Nogenlunde så enkelt startede det, der skulle blive et regulært slagsmål om Danmarks holdning til de europæiske atomraketter og begyndelsen på den såkaldte fodnotepolitik. Det er tyve år siden, men endnu rumsterer debatten om dette ømskindede kapitel i Danmarks nyere historie.
Som reporter på Information dækkede jeg NATO's dobbeltbeslutning i Bruxelles i december 1979. Under arbejdet med en bog om tidligere statsminister Anker Jørgensen her tyve år senere er jeg blevet forbløffet over, hvor indædt giftig og ryggesløs kampagnen mod Jørgensen & Co. fortsætter.
Hvor de fleste andre firser-fæ-nomener her på tærsklen til et nyt årtusinde højst udløser et skuldertræk, sender tanken på Danmarks forhold til atomoprustningen stadig rystelser gennem en hærskare af borgerlige politikere og debattører.
Muren er faldet og Sovjet-imperiet ligger i ruiner, og dog pifter det med skingre salver fra mosbegroede skyttegrave på højre side af andedammen.
Desværre er mange af debattørerne gået i selvsving i en sådan grad, at de ikke kan holde styr på myter og realiteter. De har skabt en dolkestødslegende om Danmarks 'svigt' i forhold til NATO og betjener sig til formålet af systematiske vildledninger, uhørte manipulationer og smagløse løgne. Mest prominent i denne kampagne er Venstres håbefulde statsministerkandidat, Anders Fogh Rasmussen.

Blandt de foretrukne skydeskiver er socialdemokraterne Lasse Budtz, Kjeld Olesen og Anker Jørgensen. Deres brøde bestod i, at de ville holde Danmark uden for den atomare oprustning. Det fik de flertal for i Folketinget, men stik imod den parlamentariske tradition undlod den borgerlige regering at drage konsekvensen af sine tabte afstemninger. D'herrer Schlüter og Ellemann-Jensen blev siddende, men måtte gennem de første fem år ved magten døje med 23 såkaldte fodnoter, der på-lagde dem at fremføre flertallets politik over for partnerne i NATO.
Det indebar blandt andet, at Danmark ikke ville betale til installeringen af "de dér raketter", dvs. 572 Pershing II og Tomahawk missiler, som hele kredsen af NATO-medlemmer ellers havde skrevet slutseddel på i Bruxelles den 12. december 1979. Missilerne skulle være NATO's modtræk imod Sovjets opdaterede SS-20 raketter.
Udviklingen af nye atomvåben havde ændret den militære tænkning. I både Øst og Vest opfandt fingersnilde teknikere en række mindre kernevåben, der overbeviste generalerne om, at en atomkrig kunne vindes, og både i USA og Sovjet foretrak generalerne åbenlyst, at en atomkrig foregik på udebane - i det ingenmandsland, der bærer navnet Europa.
Derfor ville amerikanerne gennem NATO besvare den påståede trussel fra SS-20 og det sovjetiske Backfire-bombefly ved at opstille 108 Pershing II og 464 Tomahawk missiler i fem europæiske lande, som de var begyndt at bearbejde med diskret overtalelse: England, Vesttyskland, Italien, Holland og Belgien. Det var de lande, der ved et stort NATO-møde i Washington i maj 1978 havde talt varmest for en modernisering.
Hermed kom Vesttyskland straks i søgelyset. En europæisk atomkrig ville gøre digternes og tænkernes land til et atomart bombekrater.
Den vesttyske kansler Helmut Schmidt betingede sig, at samtlige NATO-lande støttede en beslutning om de nye euro-missiler, også de lande, der - som Danmark - ikke selv ville have kernevåben. Schmidt inviterede sig selv på sejltur til Bornholm, og i august 1979 forsøgte han på Jantzens Hotel i Gudhjem at overtale sin gode ven Anker Jørgensen til at slække den danske atompolitik eller tillade kernevåben i danske farvande. Det ville Jørgensen ikke, snarere tværtimod.
Der var en særlig hage ved Helmut Schmidts krav om fælles fodslag. Normalt var aftaler om udstationering - i jargonen: deployering - af våben og mandskab en tosidig affære mellem USA og modtagerlandet. Men i tilfældet med atomraketterne havde Schmidt & Co. insisteret på, at beslutningen skulle træffes af NATO's ministerråd. Det forudsatte ikke blot, at alle blev spurgt og kunne ytre sig. Med kravet om enighed tvang NATO i praksis sine medlemslande til at blande sig i beslutninger, som folkeretligt tilkom hver enkelt land.
"Jeg følte, at det var et brud på dansk atompolitik, der ville give problemer," siger Anker Jørgensen. "Jeg forklarede Helmut Schmidt, at vi ikke længere kunne nøjes med at sige, at vi 'under de nuværende omstændigheder' ikke ville have atomvåben. Jeg mente, at vi skulle skærpe den linie og sige, at vi ikke ville have det under nogen omstændigheder, og at vi ville anbefale NATO at sige fra."
Den danske statsminister forstod meget vel, at de andre NATO-lande ønskede alle lande med i raketbeslutningen. "Men vi vil ikke være med," sagde han, "og jeg tror, det for afspændingen er vigtigt, at Danmark og Norge fastholder den linie."
Det var dét budskab, Anker Jørgensen ringede ned til sin udenrigsminister Kjeld Olesen i Strasbourg, da han efter folketingsvalget i oktober 1979 blev presset for en beslutning.

Man kan sige, at Anker Jørgensen var sent ude med sit åbne angreb på de euro-strategiske raketter - kun en måned før den storpolitiske armvridning ved det ovale bord i Room Sixteen. Danske embedsmænd og ministre i Anker Jørgensens skiftende regeringer havde i to år nikket behørigt under NATO's forberedelse af det nye raketsystem, uden at sige fra.
Men realiteten var, at han med sin legendariske stædighed sikrede, at Danmark forblev atomfrit. Ikke blot i fredstid og "ud fra de foreliggende forudsætninger", som det havde været dansk politik siden stats- og udenrigsminister H.C. Hansens formulering fra 1957. Danmark skulle ikke under nogen omstændigheder have kernevåben, fastholdt Anker Jørgensen, og sådan blev det.
Men kritikerne skumlede. Danmark havde bundet sig på de indre linier, mente de. Nu var det for sent at springe fra. Det kunne kun skade NATO's position over for østlandene i Warszawa-pagten.
Blandt kritikerne var gamle venner i Jørgensens eget parti, rettroende forsvarsbrødre som Robert Pedersen og tidligere udenrigsminister K.B. Andersen. Sidstnævnte tilgav aldrig Anker Jørgensen denne skærpelse i dansk sikkerhedspolitik.
Men Anker Jørgensen ville ikke lade sig fange af, at danske forsvarsministre og embedsmænd havde sneget sig ind i atomklubben og bag de lukkede døre fremsat løfter, der ikke kunne indfries. Så hellere tage skraldet med det samme.
Med raketbeslutningen fra december 1979 følte Anker Jørgensen og mange af hans partifæller, at NATO havde taget Danmark som gidsel i en fælles atompolitik. Nu trak han den anden vej. Logikken var: Fordi man blev presset til at sige A, behøver man ikke at sige B. Nogen havde måske sovet i timen, da de atomare hovsa-raketter smuttede igennem, men Danmark skulle hverken lade sig fange, lokke eller presse til at støtte atomkapløbet, mente Jørgensen.
Atomoprustning var dog én ting, samarbejdet i NATO noget andet.

Allerede under Anker Jørgensens tid som statsminister skabtes den myte, at hans skiftende regeringer nedtonede eller ligefrem svigtede det militære samarbejde i NATO. 'Danmarkisering' blev et skældsord for dansk enegang. Realiteten var faktisk det modsatte - at Danmark blev mere integreret end nogensinde før i NATO's militære samvirke.
Opmarcheringen af østeuropæiske styrker i Østersøen med hyppige landgangsøvelser skabte grobund for en vestlig militær opbygning med dansk deltagelse. Det foregik op igennem 70'erne og omfattede blandt andet en dansk-tysk fælleskommando, modtagelse af forstærkningsstyrker i Danmark, anskaffelse af F-16 jagerfly ('århundredets våbenhandel' i 1975), dansk-amerikanske aftaler om forstærkning med NATO's såkaldte udrykningskorps AMF, herunder modtagelse af 80-120 amerikanske kampfly osv. Så sent som i Ankers sidste regeringsår 1982 tilsluttede Danmark sig NATO's nye forstærkningsplan Rapid Reinforcement Plan, der opererede med 13.000 britiske soldater og udstyr, samt amerikanske tropper med fly og landgangsfartøjer.
Men kernevåben - nej tak, lød det danske officielle svar.
Med dette signal skabtes en tiltrængt klarhed i det danske standpunkt. Siden H.C. Hansens er-klæring under trekant-regeringen i 1957 havde der på det praktiske plan længe været noget uldent over den danske kernevåbenlinje. Ét er, at vi nu ved, hvordan H.C. Hansen drev et dobbeltspil, når det drejede sig om amerikanske atomvåben i Grønland. Noget andet er, at mange danske soldater gennem tiderne har oplevet en markant forskel på de officielle erklæringer og de praktiske tiltag.
Som værnepligtig sergent i flyvevåbenet havde jeg midt i 60'erne ansvaret for beredskabet og betjeningen af et antal affyringsramper med store Nike Hercules raketter. Teknisk var de fra fabrikken i USA indrettet til at bære
atomsprængladninger. Det sære var, at også de Hercules-missiler, der befandt sig på dansk jord, var forberedt til kernevåben og konstant blev kontrolleret herfor. Der manglede kun de nukleare sprænghoveder, som kunne flyves til landet på under en time.

Mytedannelsen over Anker Jørgensens rolle i atomoprustningen har i de senere år taget et skarpt herresving ind på fiktionens gebet. Et foreløbigt højdepunkt blev sat, da Venstres nuværende leder Anders Fogh Rasmussen spurgte sig selv og sine læsere:
"Hvornår får vi i Danmark det nødvendige opgør med de kræfter, som under Den Kolde Krig gik Sovjetunionens og Warszawapagtens ærinde? Det er fantastisk, at de personer, som begik et intellektuelt og moralsk forræderi, faktisk helt er sluppet for at blive stillet til ansvar for deres ord og gerninger."
Hvis nogen skulle være i tvivl om adressen, satte Fogh Rasmussen navn på i en kommentar i Berlingske Tidende i 1997: "Forræderiet bestod i, at toneangivende kredse i det danske samfund lod, som om der ikke var forskel på ven og fjende. Den mest prominente repræsentant for dette standpunkt var tidligere statsminister Anker Jørgensen, som i 1982 til en fransk avis udtalte, at Vesten var lige så slem som Sovjet med hensyn til begåede ugerninger!"
Anker Jørgensen har været mange ting i et langt og aktivt liv: Soldat og aktiv modstandsmand i kamp mod besættelsesmagten, arbejder og forbundsformand i kamp for sociale forbedringer, gennem ni år statsminister under dybe internationale kriser. Men først tre år efter Jørgensens afgang fra Folketinget kunne Venstres nye håb afsige den endelige dom over denne fordækte person: forræder. Ikke dømt på sine velkendte handlinger eller udsagn gennem et langt liv i politik, men på et gulnet 15 år gammelt citat til en fransk avis.
Fogh Rasmussen tænker formentlig på det franske ugeblad Le Point, og i så fald er der tale om gedigent citatfusk.
Bladet bragte den 26. april 1982 et interview med den daværende statsminister (gengivet i Udenrigspolitisk Årbog, 1982), og det nærmeste udsagn er dette replik-skifte:
"LP: Efter ti års erfaringer ved magten, synes De da stadig, at der er en fremtid for afspændingen?
AJ: Der er ikke noget alternativ til afspændingen. Afghanistan er en slet sag, men der skete i Vietnam i halvfjerdserne, og der sker stadig i dag andre ugerninger, begået af Vesten. I Tyrkiet eller i Centralamerika, for eksempel. Men det må ikke trække os ind i et våbenkapløb. Sovjetunionen ønsker ikke et verdensherredømme. Den er i defensiven og har gode historiske grunde til at frygte et angreb fra Vesten. Det er denne følelse af usikkerhed, som får Sovjetunionen til at bruge så meget på forsvaret. Når alt kommer til alt, lider USA af den samme usikkerhedsrefleks. Det er imod dette, at vi må kæmpe."
Altså en frygt for, at to usikre stormagter trækker verden ind i et våbenkapløb, men intet om, at "Vesten var lige så slem som Sovjet med hensyn til begåede ugerninger!"

Den pensionerede ministerråd og diplomat Nils Jæger har genbrugt citatet fra Le Point i sin nylige bog "Det historiske svigt", men kun den del, der beskrev Sovjet som en nation i defensiven. På den måde fik han Jørgensen til at fremstå som en blind forsvarer for sovjetisk aggression i Østeuropa - en teknik, som samme Jæger systematisk benytter til at fremstille Anker Jørgensen som Sovjets nyttige idiot.
Lige efter Le Point-citatet skriver Jæger:
"Anker Jørgensen udtrykte ærgrelse over den svenske regeringsrapport om ubådskænkelserne i den svenske skærgård, der implicit lagde ansvaret på Sovjetunionen, idet rapporten kunne opmuntre 'kredse, der var imod fred og afspænding' (Berlingske Tidende 28.4.1983). Han undlod i denne forbindelse at fremføre tesen om Sovjet som en defensiv stormagt."
Jeg har gjort mig den ulejlighed at gå en del af Nils Jægers citater efter. I den nævnte udgave af Berlingske Tidende fremgår det, at Anker Jørgensen straks aflyste en planlagt socialdemokratisk delegationsrejse til Moskva med deltagelse af bl.a. Knud Heinesen og Kjeld Olesen. Det var en reaktion på den svenske rapport og en protest mod Sovjet.
Berlingske skriver: "Såvel Anker Jørgensen som tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen lægger vægt på, at udsættelsen af besøget i Moskva skal ses som en demonstration og en protest mod de sovjetiske krænkelser af svensk territorialfarvand. 'Sovjet har udvist en chokerende fremfærd, og den er idiotisk, fordi Sovjet da må forstå, at dette giver en chance for de kredse, som er imod fred og af-spænding,' siger Anker Jørgensen."
Såvidt Berlingske. Nils Jægers gengivelse turde tale for sig selv.
Den pensionerede ministerråds bog er en guldgrube i citatfusk. For eksempel dette: "Et lavpunkt i debatniveauet med vor største allierede blev nået, da Anker Jørgensen i 1986 betegnede præsident Reagan som 'en gal hund'."
Sovjet-kenderen, professor Bent Jensen er rørende enig, her fra JyllandsPosten: "Anker Jørgensen kaldte i 1986 offentligt præsident Reagan for 'en gal hund' - et uhørt lavmål af en dansk statsminister."
Så kan man vel ikke nå længere ned?

Sandheden er, at hundeprutten er en sejlivet vandrehistorie, som går på sejrsmarch gennem danske medier. Oprindelsen skal, med skam at melde, søges i Dette Ærværdige Blads spalter.
Den 13. april 1986 talte Anker Jørgensen på årsmødet i Arbejderbevægelsens Internationale Center. Det skete, mens Ronald Reagan varmede op til en amerikansk militæraktion mod oberst Gadafi i Libyen. I Aktuelts referat fra mødet citeredes Anker Jørgensen således, da talen faldt på de amerikanske atomprøvesprængninger: "Jeg giver Ronald Reagan ret i, at oberst Gadaffi er en hund. Men den samme betegnelse kan også bruges om USA's præsident."
Dagen efter blev citatet i Information sat i boks med Trolden Teddy, hvor signaturen JD tilføjede: "Men ifølge flere deltagere er citatet forkert. Rent faktisk sagde Anker Jørgensen udtrykkeligt, at Reagan er en gal hund."
Anker Jørgensen benægter, at han nogensinde har brugt udtrykket 'en gal hund' om Ronald Reagan, som han faktisk havde et udmærket forhold til trods politiske uenigheder. Jeg kender Aktuelts referent Karl Erik Frederiksen godt nok til at vide, at han havde skrevet det, hvis udtrykket var blevet brugt.
Men Nils Jæger, Bent Jensen og kumpaner sluger beredvilligt JD's trediehånds-rygte som en fuldbyrdet kendsgerning. Således kan et lille muntert bjæf blive til fem gale hunde.
Ironisk nok gemmer der sig bag signaturen JD fænomenet Jørgen Dragsdahl, daværende Informations-medarbejder og i øvrigt en af Nils Jægers yndlingsaversioner.
Men hvad gør det, hvis det kan bruges i den kampagne, som efterhånden ligner en rituel slagtning af hædersmennesket Anker Jørgensen. Sandheden er det første offer, når koldkrigerne går i selvsving.

*Alex Frank Larsen er journalist og tv-producer, forfatter af bogen "ANKER, Mennesket, Magten, Meningerne", der udkom i går på Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu