Kronik

En barriere for miljøet

16. november 1999

WTO kan stå i vejen for en progressiv miljøpolitik. Vi skal derfor kæmpe for, at miljøet får en stærkere placering

Retfærd & Velfærd
Er frihandel godt eller skidt for miljøet og for de fattige lande i verden? Det kan man ikke svare entydigt på. Men man kan illustrere det med to yderpunkter, som i hvert fald ikke er godt. Det ene er den uregulerede kapitalisme, hvor der hverken stilles krav til miljø, arbejdsmiljø eller arbejdstagerrettigheder, hvor virksomhederne flytter derhen, hvor de kan producere billigst, og hvor transporten af varer er så billig, at varerne transporteres over enorme afstande.
Det andet yderpunkt er de totalt beskyttede erhverv, der ved hjælp af store statstilskud producerer varer med forældet teknologi, og hvor andre landes varer og ny teknologi holdes ude ved hjælp af told eller andre hindringer.
Vi ser i dag klare elementer fra begge yderpunkter. Manglen på afgifter på international transport, med såvel lastbil som skibe og fly gør, at varetransport er alt for billig og ikke betaler for de miljømæssige skader, den forvolder. Dermed giver man en indirekte konkurrencefordel til lange transporter, som aldrig ville kunne betale sig, hvis lastbiltransporten skulle betale for såvel dens slid på vejene som for skaderne på miljøet.
Omvendt er EU's landbrugspolitik udtryk for den beskyttede model. Man opretholder en overproduktion ved hjælp af massive statstilskud. Det kan betale sig at øge produktion gennem overforbrug af pesticider og gødning, selv om der reelt ikke er behov for de ekstra afgrøder.
De eksporteres så med statstilskud til skade for bl.a. u-landenes landbrug. På den anden side vil en liberalisering dog ikke i sig selv føre til et mere miljøvenligt landbrug. Det kunne ligeså vel føre til et landbrug som det amerikanske med endnu dårlige dyrevelfærd, enorme monokulturer, flysprøjtning af marker m.v. En omlægning af de bevidstløse støtteordninger skal følges af præcise miljøkrav, hvor landmændene honoreres for at behandle natur og husdyr skånsomt.

Hvad betyder så Verdenshandelsorganisationen WTO i denne sammenhæng?
Der er ingen tvivl om, at vareudvekslingen øges, WTO eller ej. Men WTO kan bruges til yderligere at fremme denne proces. På den anden side kan WTO også bruges til at styrke hensynene til miljø- og arbejdstagerrettigheder.
Og WTO kan bruges til at fjerne miljøskadelige statstilskud til landbrug, kulminer eller stålværker. De danske NGO'er har haft omfattende diskussioner om WTO, og har i nogen grad forskellige holdninger. Mellemfolkeligt Samvirkes formand Christian Friis Bach, har en stærk tiltro til, at WTO kan være de svage landes værn mod de stærke på det globale marked.
Det Økologiske Råd og andre er mere skeptiske, og lægger vægt på, at der skal være muligheder for nationalt at kunne gå i spidsen med nye miljøregler, uden at de kan skydes ned som værende i strid med WTO-reglerne. Men der er i NGO-kredsen opnået enighed om at gå konstruktivt ind og søge at påvirke den danske regering og EU til at presse WTO i en mere progressiv retning. Vi tror således ikke, at det tjener noget formål at søge at få Danmark til at forlade WTO.

Men hvad er WTO da for en størrelse? Nogle har talt om 'Det globale EU'. Men den sammenligning holder kun halvt. Ser man på reguleringen af handel med varer ud fra miljø- sundheds- og etiske hensyn, har EU to funktioner. Den ene er at sikre varernes fri bevægelighed gennem at fjerne handelshindringer. Medlemslandene må ikke holde hinandens varer ude af deres markeder 'under dække af', at det er for at beskytte miljø og sundhed.
Men samtidig vedtager EU faktisk fælles regler til beskyttelse af miljø, sundhed, dyreetik m.v. Dermed højner man niveauet, i hvert fald i de medlemslande, der som udgangspunkt har den ringeste beskyttelse.
I forhold hertil har WTO kun den første funktion. Groft sagt kan man sige, at hvor EU både kan skære toppen af de skrappeste miljøregler i medlemslandene og hæve bunden for miljøbeskyttelsen i EU, så kan WTO i dag kun bruges til at skære toppen af, eller fjerne åbenlyst grundløs regulering. WTO laver simpelthen ikke harmoniseret lovgivning som EU. Til gengæld har fjernelsen af tekniske handelshindringer i WTO hidtil været sporadisk og ikke nær så finmasket som i EU.
Et særligt felt er fødevareområdet, hvor det såkaldte Codex Alimentarius i regi af FN, dvs. WHO og FAO, laver standarder for sundhed og sikkerhed i forbindelse med fødevarer. WTO har koblet sig til disse standarde, og kræver frihandel for varer, der lever op til Codex Alimentarius.
Dermed når man frem til et system, der kan minde om EU's harmonisering. I Det Økologiske Råd støtter vi ideen, men finder det afgørende, at der bliver tale om minimumsregler, som giver medlemslandene mulighed for at gå videre. Vi er bange for, at det ellers bliver mindste fællesnævner og vil blive brugt til at forfølge lande, der ønsker et højere beskyttelsesniveau.
Det handler ikke kun om, at vi sinkes i at gøre fremskridt i Danmark. Man fjerner hele dynamikken i udviklingen, hvis de fælles regler sætter et loft over miljøbeskyttelsen.

Der er ikke så meget positivt at sige om WTO på miljø- og sundhedsområdet. Til gengæld er det også meget få sager, hvor WTO er blevet brugt til at skyde miljø- og sundhedsregler ned. GATT-traktaten, som WTO også bygger på, indeholder en artikel 11, der ligesom EU's traktat, forbyder 'tekniske handelshindringer'. Dvs. at et medlemsland ikke må hindre den fri vareudveksling ved hjælp af tekniske krav til produkterne.
Samtidig indeholder GATT- aftalen en slags 'miljøgaranti' - artikel 20. Den siger, at man alligevel kan forbyde import af varer, hvis det sker for at bevare de naturlige ressourcer eller for at beskytte menneskers, dyrs og planters liv og sundhed.
Men hvilken grad af videnskabelig dokumentation for miljø- og sundhedsfare skal der være, før man kan bruge artikel 20? Hidtil er dette problem kun opstået inden for fødevareområdet, der som nævnt dækkes af Codex Alimentarius. Her kræver WTO, at hvis et land vil gå videre med strengere regler, må det fremlægge videnskabelig dokumentation for, at der kan være sundhedsfare.
Det har EU hidtil ikke kunnet i hormonsagen, som USA har anlagt, og det er grunden til, at EU indtil nu har tabt den. Her bliver det såkaldte forsigtighedsprincip afgørende, og dette anerkendes kun delvist i WTO.
På dette punkt skilles vandene i de danske NGO'er. Bach finder det positivt, at EU er blevet dømt. Det viser, at også en stærk økonomisk magt kan dømmes i WTO. EU kunne i følge Bach blot have nægtet at skrive under på Codex-bestemmelserne om oksekød. I øvrigt finder Bach det hyklerisk af EU at sige nej til hormonkød, når man har tilladt anvendelse af vækstfremmere i svin og fjerkræ.
I Det Økologiske Råd finder vi, at hormondommen er et nederlag. Den anerkender ikke forsigtighedsprincippet, dvs. mistanken om en sundhedsskadelig effekt af hormonerne.

Argumentet med vækstfremmerne udtrykker princippet om, at den ene fejltagelse også skal retfærdiggøre den næste. Sagen er, at miljø- og sundhedsbeskyttelse styres af en kontinuerlig kamp. De kræfter, som oprindelig fik tilladt vækstfremmerne til dyr, er i dag i defensiven, fordi især Danmark har ført en kamp i EU for at få dem ud igen. Vi mener også, at EU burde have nægtet at underskrive Codex-reglerne. Men den slags bør ikke være uigenkaldeligt. Det bør være tilladt senere at skærpe sin holdning og ønske en bedre beskyttelse.
Uden for fødevareområdet eksisterer der generelt ikke den slags internationale standarder. WTO har heller ikke forsøgt at stoppe EU's eller enkelte landes særlige lovgivning, selv om den også ramte importerede varer. Der kan nævnes forbud mod særligt farlige pesticider, ozonlagsnedbrydende stoffer, kviksølv og cadmium.
WTO accepterer faktisk den slags importforbud. Derimod har man grebet ind over for handelsrestriktioner, der havde til formål at sikre naturbeskyttelse i andre lande - det man kalder ekstraterritorial regulering.
Det gælder en ældre afgørelse fra GATT om import af tunfisk, hvor tun-nettene ikke var sikret mod bifangst af delfiner, samt en tilsvarende WTO-afgørelse fra 1998, hvor USA forbød import af rejer fra Indien og Pakistan, fordi reje-nettene ikke var sikret mod bifangst af havskildpadder.

WTO rummer muligheder for at blive en alvorlig barriere for en progressiv miljøpolitik. I en åben økonomi er det næsten umuligt at stille strengere krav til miljø og sundhed uden at berøre importerede varer. Derfor skal vi kæmpe for, at miljø får en langt stærkere placering i WTO-systemet. Princippet om forsigtighed skal indbygges langt stærkere i WTO og tilhørende aftaler. Samtidig skal det anerkendes, at en miljøregulering kan være legitim, selv om den ikke vedrører farlige egenskaber ved selve varen, men derimod effekter ved dens fremstilling. Men disse krav vil møde stærk modstand, også fra mange u-lande. De bør derfor sammenkædes med øget adgang for u-landene til i-landenes markeder.

Christian Ege, Det Økologiske Råd.
*Synspunkterne er uddybet i en artikel i tidsskriftet Global Økologi, november 99.

APROPOS
Et indre marked på verdensplan
I Det Økologiske Råd mener vi ikke, at vi på kortere sigt skal arbejde for et 'indre marked' på verdensplan. Dertil er beskyttelsesniveauet og den politiske vilje i landene alt for forskellig. Desuden bør der først indføres verdensomspændende miljøafgifter, f.eks. på transportbrændstof, så man ikke som i dag favoriserer langtransport gennem lave brændstofpriser. Vi skal derimod nedbryde handelsbarrierer, først og fremmest de toldmure, importkvoter m.v., som beskytter de rige lande mod import af varer fra fattige lande. Derimod skal vi ikke starte processen med at nedbryde de nationale og regionale miljøregler.
I en åben økonomi kan man ikke føre en effektiv miljøpolitik uden at stille krav til importen også. Det er sjældent muligt at stille strengere krav til nationale producenter end til importører. Det er det, der hedder at skyde sig selv i foden. WTO ser ud til at acceptere, at man stiller strengere krav til en vare, også de importerede, hvis der er tale om miljø- og sundhedsegenskaber ved selve varen. Problemet er krav til varens produktion.
Men behøver vi da at blande os i andre landes miljøpolitik? Lad mig give et eksempel. Der er gjort en stor indsats for at nedbringe brugen af organiske opløsningsmidler i dansk industri. Af to grunde: De giver arbejderne hjerneskader, og de ødelægger miljøet ved at medvirke til den såkaldte smog-dannelse. Men indgreb mod varer fremstillet ved hjælp af organiske opløsningsmidler kan ses som en 'ekstraterritorial' handelsbarriere. Spørgsmålet er centralt, da vores miljøpolitik netop bygger på vurdering af produkter ud fra et livscyklus-perspektiv - vugge til grav - dvs. miljøpåvirkning fra råstofudvinding over bearbejdning og brug til bortskaffelse.
cej

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu