Hvad er det, der er så godt ved frihandel og WTO?
Frihandel
Inf. lader Christian Friis Bach og Jørn Jespersen omtale frihandel som noget godt uden argumentation. Det må være et eksempel på (borgerlig?) lejrtænkning, som avisen burde sætte spørgsmålstegn ved. Tillad os at erindre om den forhenværende økonom i Verdensbanken, Herman E. Dalys kritik af frihandel. Han behandler dogmet om, at alle lande har fordele ved samhandel. De skal bare give den vare i bytte, som de er relativt bedst til at producere for den vare, som de dårligst kan producere.
Siden David Ricardo fremsatte teorien om de komparative fordele i 1817 er kapital og virksomheder imidlertid blevet (meget) mobile. Forudsætningerne for teorien gælder derfor ikke mere. I dag vil kapital og virksomheder flytte hen, hvor omkostningerne ved den pågældende produktion er lavest.
Det eneste man med sikkerhed kan sige er, at nogle lande vil have fordel af frihandel.
Afrika syd for Sahara
Afrika syd for Sahara er vel det bedste aktuelle eksempel på en region, som ikke høster fordele ved handel. Landbrug og industri bukker under, når landene lukker grænserne op for billigere varer. De mest mobile og rige afrikanere må derfor rejse til andre lande, hvis de vil tjene penge. Det er imidlertid svært at slippe gennem portene i Fort Europa.
Parallellen til WTO er EU, påpeger Christian Friis Bach og Jørn Jespersen og regner vist med, at så bliver vi mere positive overfor WTO. Men i EU er der noget større vilje til at hjælpe taberne i det indre marked. Der er strukturfonde, som støtter tilbagestående regioner og landbrugs-støtte til bjergbønder. Det er også muligt at flytte rundt i EU, for at få arbejde eller for at drage fordel af bedre sociale sikringssystemer.
På globalt plan er der ikke megen solidaritet, jfr. nedskæringer på udviklingsbistanden. I 1994 blev der i forbindelse med GATT-forhandlingerne indgået en aftale om kompensation til de u-lande, der ville tabe ved mere fri handel med fødevarer. Aftalen overholdes ganske enkelt ikke.
De fattige lande har ofte brug for protektionisme til at beskytte sig mod konkurrence fra import, indtil de har udviklet teknologi, know-how og er kommet ned på små omkostninger. Industrialiseringen i Europa blev i øvrigt hjulpet i gang på nøjagtig samme måde.
De kortsigtede fordele
Som forbrugere kan vi høste kortsigtede økonomiske fordele ved mere frihandel. I Danmark vil vi få billigere fødevarer og tøj. Danske tekstilvirksomheder er allerede godt i gang med at investere i Sydøstasien, hvor lønningerne er ekstremt lave, og der ikke stilles krav til arbejdsmiljø.
Fri handel med fødevarer og tekstiler vil komme nogle u-lande til gode, men da det er på bekostning af danske landmænd og syersker, er Danmark (og EU) imod denne frie handel. Det er altså ikke kun venstrefløjen, men faktisk et flertal i Folketinget, som jo står bag EU's landbrugs- og handelspolitik, der er imod frihandel.
Hvis man vil støtte u-landene og en bæredygtig udvikling, er det svært at være for eller imod frihandel. U-landene er jo meget forskellige. Derfor er det heller ikke indlysende, at WTO er kamppladsen, og det er slet ikke indlysende, at EU ville forhandle sådanne interesser.
Hvad skal man gøre?
Danmark kunne indgå bilaterale handelsaftaler med u-lande baseret på en bæredygtig handels (fair trade) principper: Bedre betaling, miljøvenlig produktion, demokratiske organisationsformer, økologisk omstilling og øget forarbejdning i u-lande. Det ville hænge fint sammen med Danmarks bistandsarbejde. Men WTO vil naturligvis forbyde det, fordi der gælder en gensidighed mellem medlemslandene. Rige lande ville kunne påberåbe sig samme fordele i handlen med Danmark.
Kun (politiske) virksomheder kan lave aftaler, som er bedre end forholdene på verdensmarkedet og reglerne i WTO (tidligere GATT). Det var vel derfor, Christian Friis Bach var så aktiv i U-landsimporten, da han var yngre, og derfor Folketinget støtter Max Havelaar Fondet.
Dette bidrag er vigtigt, men også helt utilstrækkeligt i kampen for en økonomisk og økologisk bæredygtig udvikling overalt på jorden.
