Lur mig om ikke indignationen i bund og grund hviler på en uvanthed med at se seksualiserede mandekroppe stillet til skue for det offentlige blik
Billedlyst
På Roskilde Universitetscenter sælger de Ugens Rapport i kantinen. RUC er min arbejdsplads, og Rapportens ballonbryster trykkes dagligt ud over min paptallerken, når jeg står i kø for at betale for de to flade og hvidvanden. Første gang jeg så det, blev jeg rasende. Anden gang irriteret. Men tredje gang blev jeg irriteret over min egen irritation. Og det er nok meget betegnende for, hvordan de fleste kvinder reagerer i lignende situationer. Og måske endda en slags forklaring på hvorfor de afholder sig fra at angribe erotiseringen af det offentlige rum.
I Inf. den 27. okt. 99 inviterede Asger Liebst til debat af erotiseringen af det offentlige rum. Ironisk nok var han i samme åndedrag ved at lukke for debatten ved på forhånd at afvise to aspekter af den. For det første en kritik af pornografien "der i hensynsfuld afsondring fra blufærdige blikke gør sin nødvendig nytte", skrev han. For det andet ønsket om flere billeder af nøgne mænd, som han betragtede som feministisk buksepisseri.
Porno i vort billedsprog
Lad mig starte med det første. Pornografien er ikke længere et afsondret fænomen. Den er for længst sivet ud i det offentlige rum, hvor den præger vores billed-sprog. Af den grund må vi forholde os til den. En kritisk vinkel kan være udtryk for andet end blufærdighedskrænkelse, den kan for eksempel være et forsøg på at ændre det pornografiske billedsprog, så det ikke kun er meningsfuldt for mænd at onanere til.
Asger Liebsts indstilling er imidlertid skoleeksempel på hvor vanskelige kår en kritik af vores erotiserede kultur har i dagens Danmark. For én af de væsentligste barrierer for kritikken, ligger indlejret det seksuelle befrielsesprojekt, som han formodentligt selv var med til at igangsætte i 1970'erne. Fanget i den idé at fortiden udelukkende har været kendetegnet ved seksuel fortielse, bestod befrielsen dengang i at slippe billeder, tekst og ikke mindst talen om seksualitet helt fri. Tal om det!, læse om det! se på det! - her igennem taler du magten midt imod og befrier dig selv! Endnu besjælet af denne idé er en kritik dømt til at blive opfattet som forsøg på frihedsberøvelse, et krav om censur - eller simpelthen vic-toriansk snerperi. På det punkt skal jeg ikke gøre mig bedre end Liebst, for min irritation over, at jeg var irriteret over Ugens Rapport har sine begrundelser i præcis samme befrielsesprojekt.
I erkendelse af at erotiseringen af det offentlige rum vanskeligt lader sig kritisere - og slet ikke begrænse - må man derfor ændre strategi, og medvirke til en kvalificering af det vi skal se på. Det er her Asger Liebst afvisning af et andet af debattens aspekter kommer ind.
Massekopieret lem
Jeg hører selv til gruppen af kvinder, der offentligt plæderer for flere nøgne mænd i billedverden omkring mig. I sagen fra RUC fantaserede jeg kortvarigt om at tage et nærbillede af min kærestes erigerede lem, massefremstille det, og hænge det op over hele universitetet. Men han ville næppe lægge lem til, og jeg vedkender mig da også soloaktionens tvivlsomme effekt. Ikke desto mindre kan jeg godt længes efter, at der flaksede flere mandeballer og pikke på halv og hel stang forbi mit blik i hverdagen. Men dét er som at pisse i bukserne for at holde varmen, mener Asger Liebst.
Det er åbenbart kun kvinder og seksualitetsforskere, der kan se fidusen. Sociologen Henning Bech hyldede for nogle år siden, at den mandlige krop for første gang i historien nu var genstand for det mandlige blik i det offentlige rum. Siden da er det sandt for dyden gået ned ad bakke, hvad dét angår. Den nye kalender, hvor nøgne, mandlige indsatte poserende viser deres pæneste sider frem, har fået en medierøvfuld af dimensioner. Provokationen består efter sigende i den kombination, at herrerne på billederne er i gang med at afsone en dom og ikke er skildret i "en arbejdssituation", som Tove Fergo udtrykte det på tv. Men lur mig om ikke indignationen i bund og grund hviler på en uvanthed med at se seksualiserede mandekroppe stillet til skue for det offentlige blik.
Et kvindeligt blik
I modsætning til hvad Asger Liebst mener, er ønsket om "flere bare mænd" hverken et feministisk forsøg på at få nulsumsspillet til at gå op eller på at holde varmen. Det er et forsøg på at komme denne uvanthed til livs ved at tilføre vores kulturs skopiske begær et kvindeligt blik. Gennem dette får vi nuanceret seksualitetens traditionelle, kønsspecifikke subjekt/objekt-relation, fordi mænd for en gangs skyld indtræder i rollen som objekt - også for deres eget blik. Hvis man er usikker på, hvad det betyder, kan jeg anbefale at se George Michaels musikvideoer, specielt Fastlove, som hjemmevant opererer med både et kvindeligt og et mandligt objekt for sin erotiske fortælling.
Og når vi nu har fået konstrueret en erotopi, som vi ikke kan slippe ud af, er sådan et tiltag ikke så ringe endda.
