Kronik

Folkerettens tid

4. november 1999

Det internationale samfund burde på samme måde som i Kosovo hævde princippet om individets ret i Tjetjenien og ikke som nu respektere den russiske stats suverænitet

Økonomi & Politik
Ulempen ved at bo i Europa er ofte, at man tror, at resten af verden er ligesådan. Det er den ikke! Det gælder i særlig grad, når emnet er stater og suverænitet.
Stater opfattes i Europa som suveræne enheder - både i formel og reel forstand. Den europæiske opfattelse af suverænitet trækker her på to traditioner - dels en tradi-
tion, hvor geopolitik står centralt i definitionen af reel suverænitet, og dels en hvor gensidig anerkendelse tillægges samme rolle for definitionen af en formel suverænitet.
Problemet er, at disse to traditioner i en europæisk sammenhæng er vævet så tæt sammen, at vi har svært ved at tænke den ene form for suverænitet uden den anden, og dermed også at forestille os forskellige måder at artikulere forholdet mellem dem på. De meget forsigtige reaktioner på krigen i Tjetjenien har, vil jeg hævde, bl.a. sin baggrund i en sådan problematik.
I en geopolitisk tilgang tænkes suverænitet som udløst af evnen til at forsvare et territorium. Staten er suveræn, fordi den kontrollerer militæret og andre væbnede enheder. I den geopolitiske tradition er grænserne derfor naturlige grænser.
Et territorium er præcist så stort, som ens kapabiliteter rækker til. I den anden tradition spiller gensidig anerkendelse en afgørende rolle. Her er en stat suveræn, hvis den anerkendes som sådan. En sådan anerkendelse kan følge som en konsekvens af en krigsafslutning, men anerkendelsen behøver ikke at være udvirket med militære midler. Endvidere er det principielt ligegyldigt, om staten kan forsvare sit område. Suverænitet kan derfor ifølge denne opfattelse pr. definition ikke gradbøjes.

Fælles for de to tilgange er imidlertid, at suverænitet opfattes som udelelig og under forudsætning af, at styrkeforholdet mellem givne stater ikke ændres, givet én gang for alle. Suveræn er enten noget, man - dvs. en stat eller et givet territorium - er, eller noget man ikke er.
Udenfor Europa giver denne forståelse af suverænitet ikke megen mening. En lang række ikke-europæiske stater er 'postsuveræne'. Disse 'stater' har nok en grænse, men ofte formår disse stater hverken at 'holde orden i eget hus' eller forsvare territoriet imod andre 'stater'. Samtidig synes en lang række af enheder at opretholde en statslignende struktur uden at være anerkendt af andre stater.
Tilfældet Tjetjenien er særlig kompliceret. Tjetjenien blev formelt anerkendt af Rusland efter krigsafslutningen 1996 (Khasavjurt-aftalen). Den formelle suverænitet blev således her udvirket med baggrund i en militær konflikt. Det falder altsammen pænt indenfor et europæisk mønster: Reel og formel suverænitet konstituerer en suveræn enhed.
Problemet er imidlertid, som vi har set gennem Ruslands krigsførelse, at den anerkendelse, som krigsafslutningen formidlede, ikke er det papir værd, den blev skrevet på. Samtidig opfylder Tjetjenien heller ikke et afgørende krav for at være suveræn i reel forstand. Man har ikke formået at opnå kontrol med hele området.
Den russiske ledelse med Vladimir Putin i spidsen har givet to argumenter til forsvar for det russiske angreb. Dels at man vil bekæmpe terrorister, og dels at man ikke accepterer et tjetjensk krav om selvbestemmelse. Det første argument forholder sig til den praksis, som efterhånden er skabt for terrorbekæmpelse i formelt set suveræne stater.
Tidligere eksempler på en sådan 'ret' er Israels operationer i det sydlige Libanon, og Tyrkiets operationer i det nordlige Irak. Argumentet er, at der eksisterer en form for ret til at bekæmpe terrorbevægelser inden for en anden stats territorium, hvis tre kriterier er opfyldt.
For det første skal en givet terrorbevægelse true den indgribende stats stabilitet, og for det andet skal den stat, indenfor hvis område man opererer, ikke være i stand til eller villig til at bekæmpe disse bevægelser. For det tredje skal indgrebet stå i relation til formålet. Det første og det andet kriterium kan i nogen grad ses som opfyldt i Tjetjenien-konflikten, mens det tredje kriterium langt fra er opfyldt.
Putins andet argument knytter sig til et klassisk princip for staters ret til selvbestemmelse. Når Putin ikke anerkender Khasavjurt-aftalen, er det naturligvis for at kunne legitimere angrebet på baggrund af dette princip. Tjetjenien er en del af Rusland, hvorfor andre stater ikke skal blande sig i Ruslands krigsførelse, som har karakter af udredningen af et internt forhold.

Uanset hvilket af de to nævnte argumenter, der fremføres i et forsvar for krigshandlingerne i Tjetjenien, frem-står argumentationen set fra et eurocentrisk perspektiv som modsætningsfuld. Eller rettere argumentationen illustrerer, hvorledes artikulationen af de to suverænitetsprincipper er alt andet end givet på forhånd. Russernes og tjetjenernes tale og handlinger er med til at definere en forestilling om suverænitet.
Hvis vi tager Putins første argument: At krigen i Tjetjenien udføres for at bekæmpe terrorister, så ligger det implicit i denne argumentation, at Tjetjenien formelt set er suveræn, men ikke er det i nogen reel forstand. Manglen på reel suverænitet gør således et brud på den formelle suverænitet legitim.
Aktionen er legitim, fordi tjetjenerne ikke har kontrol med deres område. Det forholder sig omvendt i det andet argument. Her er argumentet, at Tjetjenien er en del af Rusland. Formelt set er det således ikke et suverænt område. Krigen er imidlertid legitim, da tjetjenerne har tiltusket sig en reel suverænitet.
Tjetjenerne kontrollerer de væbnede styrker i området og står bag bombeattentaterne og operationerne i Dagestan. Tjetjenerne udfordrer således den russiske politiske ledelses voldsmonopol og dermed også den russiske stats suverænitet. Angrebet på Tjetjenien er følgelig en legitim handling, da det har til formål at genoprette det nævnte voldsmonopol.
Overfor denne retorik står en anden, der er kritisk i forhold til russernes krigsførelse. Denne betoner allerede indgåede aftaler, menneskerettigheder, folkeret, regler for krigens førelse mv. Argumentet er på den ene side, at krigen er illegitim, fordi den føres imod en suveræn stat.
En stat som er suveræn både i formel forstand - den er anerkendt af Rusland - og i reel forstand, tjetjenerne er et folk, der bebor et givet og for dem naturligt territorium. Igen finder vi imidlertid en spænding, idet appellen til menneskerettigheder og folkeret på et umiddelbart plan underminerer selve princippet om den statslige suverænitet.
Dilemmaet er, at man enten kan beskyttes som en stat, der bliver overfaldet, eller som en gruppe, der ikke opretholder de elementære rettigheder som andre indenfor et givet territorium. I dette tilfælde indenfor den russiske stat.

I diskussionen af krigen i Tjetjenien synes de fleste at glemme, at der eksisterer endnu en spiller i kampen om definitionen af suverænitet. Normalt kalder man det verdenssamfundet. Især dis-kussionerne og udførelsen af en lang række humanitære aktioner har været centrale for dannelsen af en ny forståelse af suverænitet.
Hvis vi tager Kosovo som eksempel, så var det uhyre væsentligt, at denne aktion var med til at udkrystallisere en ny forståelse af suverænitet. Aktionen afklarede forholdet mellem princippet om staters ret til selvbestemmelse og så principper som f.eks. menneskerettigheder og folkeret.
Det blev bl.a. gennem kosovokonflikten klarlagt, at retten til selvbestemmelse forudsætter, at man respekterer basale menneskerettigheder. Det, der sker/er ved at ske, er dels en tilbagevenden til princippet om folkesuverænitet med den krølle, at det nu er erkendt, at et givet folk og et territorium ikke nødvendigvis hænger sammen.
Samtidig forstås suverænitet ikke længere som givet for altid, men i stedet som baseret på overholdelsen af en række principper. Denne form for suverænitet kan man passende kalde 'betinget suverænitet'.
Den spagfærdige fordømmelse af den russiske hærs aktioner i Tjetjenien har sandsynligvis flere forklaringer. Hensynet til et meget ustabilt styre i Rusland og en mathed ovenpå problemerne i forbindelse med aktionen i Kosovo. En forestilling om inddelingen af verden i interessesfærer er nok også på spil. Tjetjenien tænkes således som et russisk nærområde, hvorfor russerne anskues at have særlige og derfor legitime interesser i området. Endelig er det sikkert også afgørende, at Rusland jo ikke er Serbien. Det er noget større, og en aktion, som den vi så i Kosovo, vil være for risikabel.
Alle disse argumenter kan på sin vis være gyldige. Problemet er imidlertid, at man i pragmatismens ånd glemmer, at retorikken spiller en selvstændig rolle. Den spagfærdige, eller ligefrem manglende fordømmelse af Ruslands krigsførelse, svækker den praksis og suverænitetsfortåelse, som en lang række humanitære interventioner har været med til at understøtte.
Suverænitet er givet gennem en stadig kamp. Burde vi ikke være en part i denne kamp? Den russiske praksis og retorik er på mange måder modsætningsfuld. Vi står således med mere end gode kort på hånden i kritikken af den russiske krigsførelse. Appellen til menneskerettigheder og folkeret er stærke kort at have på hånden. Burde vi ikke af hensyn til skabelsen/-styrkelsen af et internationalt samfund spille disse kort.
Det handler essentielt om kampen for en forståelse af suverænitet, der er forenelig med respekten for visse ukrænkelige rettigheder tildelt det enkelte individ. Rettigheder som gælder i lige så høj grad for den tjetjeneske som den kosovoalbanske borger.

Carsten Bagge Laustsen er cand. scient. pol. og skriver ph.d. om serbisk nationalisme på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu