Kronik

Frihandel er ikke en målsætning

Debat
23. november 1999

Danmark skal være med til at sikre, at Verdensbanken og IMF ikke kaster ulandene ud i et ideologisk frihandelskorstog med deres nye politik

Retfærd & Velfærd
Verdensbanken og IMF sætter nu fattigdomsbekæmpelse i centrum for deres økonomiske reformprogrammer. På papiret. Men vil det ændre kravene til udviklingslandene eller er det spin doctors, der sælger traditionelle økonomiske programmer som fattigdomsbekæmpelse?
Siden Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) i 1982 introducerede de økonomiske reformkrav til u-landene, har de sat dagsordenen for den økonomiske udvikling i udviklingslandene. Og lige siden har institutionerne og deres programmer været under kraftig kritik. Nye lån, bistand og gældslettelse er direkte betinget af gennemførslen af de meget detaljerede strukturtilpasningsprogrammer, som de økonomiske reformkrav kaldes. Derved spiller Verdensbanken og IMF en central rolle i udviklingsarbejdet som dommer over u-landenes adgang til lån, bistand og gældslettelse, hvorved u-landenes politiske råderum er yderst begrænset.
På det nyligt afholdte årsmøde i september 1999 har IMF og Verdensbanken tilsyneladende skiftet kurs og vil i fremtiden tage højde for kritikken af strukturtilpasningen. Fattigdomsbekæmpelse er blevet sat i centrum for deres programmer.
IMF's strukturtilpasningsprogrammer har skiftet navn til fattigdomshandlingsplaner. Efterlevelsen af planerne vil i fremtiden være afgørende for, om landene får gældslettelse, nye lån og bistand. Disse planer skal indeholde præcise målsætninger for, hvordan fattigdommen i landet skal reduceres mod nogle på forhånd opstillede mål. IMF foreslår, at u-landene tager udgangspunkt i de udviklingsmål OECD har opstillet for år 2015.
De indeholder bl.a. en halvering af fattigdommen, primær skolegang for alle og reduktion af børnedødeligheden med to tredjedele. Fattigdomshandlingsplanerne skal operationalisere disse mål.

Kritikken af de standardiserede programmer har betydet, at Verdensbanken og IMF nu lægger op til, at u-landenes regeringer selv skal udvikle programmerne med inddragelse af de nationale parlamenter og det civile samfund. Landene skal selv have ejerskabet til programmerne, fordi erfaringen har vist, at ellers bliver programmerne ikke gennemført.
Det lyder alt sammen meget fint. Men de nye fattigdomshandlingsplaner skal fortsat indeholde de traditionelle makroøkonomiske krav om strukturtilpasning, selvom de ofte virker modsat målsætningerne om fattigdomsbekæmpelse, og de skal fortsat godkendes af IMF og Verdensbanken.
Landenes ejerskab til programmerne er fortsat begrænset til, hvad der kan godkendes i Washington. Intet tyder på, at IMF og Verdensbanken vil løsne rammerne for de økonomiske reformkrav til u-landene, uanset hvad det betyder for de fattigste befolkningsgrupper
Den nye politik fra Verdensbanken og IMF er så ny, at det er vanskeligt at vurdere hvad der vil komme ud af den. Men Mozambiques erfaringer med strukturtilpasningsprogrammer kan måske give et vink om hvorvidt IMF og Verdensbanken er seriøse i deres retorik om at sætte fattigdomsbekæmpelse i centrum.

Mozambique i det Sydlige Afrika har gennemgået strukturtilpasningsreformer siden 1986. Mozambique, der er et af verdens fattigste lande, har haft borgerkrig frem til 1992. Freden og strukturtilpasningen har medvirket til at skabe en stærk økonomisk vækst, men der er ikke sket en tilsvarende positiv udvikling i fattigdomsindikatorer inden for forventet levetid, sundhed og analfabetisme. En af forklaringerne på dette er, at selvom der har været behov for økonomiske reformer i landet, er de ikke blevet gennemført med fattigdomsbekæmpelse som formål og har ikke taget hensyn til de særlige forhold i landet.
Cashewnødder-industrien har været Mozambiques største industrielle arbejdsplads med mere end 10.000 ansatte og mange flere job blandt bønderne, der leverer til industrien. I 1995 tvang Verdensbanken som en del af strukturtilpasningen regeringen til at fjerne eksportafgiften på uforarbejdede nødder. Fjernelse af eksport- og importafgifter er en fast ingrediens i strukturtilpasningsprogrammerne, fordi de lægger en dæmper på den frie handel med varer.
Verdensbanken og IMF argumenterer, at det frie marked altid er det mest effektive, og hvis cashewnøddefabrikkerne ikke kan klare sig på det frie marked, så skal de lukkes.

Det er hvad der skete. 80 procent af fabrikkerne i Mozambique er i dag lukket. I stedet for at de Mozam-
biquanske fabrikker piller den hårde og syreholdige skal af cashewnødderne, bliver størstedelen af nødderne i dag eksporteret til forarbejdning i Indien. Der kan indiske arbejdere, hovedsageligt kvinder og børn, håndpille nødderne billigere end man kan på fabrikkerne i Mozambique.
Hvis de indiske børn og kvinder, for en meget lav løn og med ætsning af huden til følge, kan håndpille cashewnødderne til mere konkurrencedygtige priser, så må industrien i Mozambique lukke. Det er markedets logik.
Men en undersøgelse støttet af Verdensbanken viste, at Indien støtter forarbejdningen af cashewnødderne, og at Mozambique derfor skulle have en 20 procent eksportafgift på uforarbejdede cashewnødder for at skabe lige konkurrencevilkår. Undersøgelsen viste også, at selv hvis cashewnøddeindustrien ikke er konkurrencedygtig på verdensmarkedet, så er den profitabel for Mozambique. Verdensbankens krav opleves i Mozambique som urimelig indblanding på et ideologisk grundlag, ikke mindst fordi det har betydet nedlæggelse af en vigtig industriproduktion og afskedigelse af en stor gruppe arbejdere med fattigdom til følge.
Derfor har parlamentet med stort flertal, i en resolution vedtaget den 22. september i år, genindført en eksportafgift på uforarbejdede nødder på 20-22 procent. Denne beskyttelsestold skal over en årrække give industrien mulighed for at udvikle sig, så den bedre kan klare sig i den internationale konkurrence.
Det er endnu ikke sikkert, hvordan Verdensbanken og IMF vil reagere på eksportafgifterne. Men hvis institutionerne er seriøse i deres nye fattigdomsprofil og ønsker et reelt ejerskab til udviklingspolitikken i u-landene, skal de lade Mozambique indføre eksportafgifter.

For Danmark betyder den nye udvikling i Verdensbanken og IMF en åbning i forhold til dansk udviklingspolitik. Danmark har fattigdomsbekæmpelse som den centrale målsætning i udviklingspolitikken og har altid argumenteret for nødvendigheden af at landene har ejerskab af deres politik og involverer civilbefolkningen i tilrettelæggelsen af programmerne.
Derfor skal den danske regering arbejde for, at de makroøkonomiske rammer for de nye fattigdomshandlingsplaner ikke kommer til at stå i vejen for fattigdomsbekæmpelse. Det skal sikres, at fattigdomsbekæmpelsen bliver det reelle hovedformål med planerne, så de økonomiske reformer.
Helt konkret bør den danske regering via ambassaderne i samarbejdslandene følge tilblivelsen af de nye fattigdomshandlingsplaner meget tæt. Danmark skal sammen med andre progressive lande være med til at sikre, at u-landenes regeringer laver fattigdomshandlingsplanerne i tæt samarbejde med parlament og repræsentanter for det civile samfund.
Hvis planerne er udviklet i en åben dialog mellem parterne i landet, skal Danmark arbejde for en bredere fortolkning af de økonomiske reformkrav, således at landene får selvbestemmelse over den økonomiske udviklingsproces, og ikke skal være underlagt et ideologisk frihandelskorstog fra IMF, Verdensbanken og WTO.
Frihandel er ikke en målsætning, men kan i nogle tilfælde være et godt middel til at skabe udvikling og velstand for de fattigste. U-landene skal gennemføre økonomiske reformer, hvor det er hensigtsmæssigt for at skabe vækst, gennemskuelighed og fattigdomsbekæmpelse. De skal også indgå i det globale marked, men ikke hvis det ikke kan betale sig for dem. Frihandel kræver ikke mindst, at vi giver u-landene frihandelsmuligheder på vores markeder.
Den ny politik fra Verdensbanken og IMF er en spændende åbning, som skal afprøves. Den danske regering, andre progressive donorer og NGO'er i Nord og Syd skal gøre alt for at prøve rammerne for dette nye udspil. Hvis fattigdomsbekæmpelse bliver centrum for u-landenes fremtidige økonomiske politik, er der en mulighed for at vende den fortsatte stigning i verdens fattigdom.

Lars Koch er informationsmedarbejder i Ibis, Nord/Syd Koalitionen

Apropos - Chok-liberalisering
De økonomiske reformkrav fra Verdensbanken og IMF bygger på en neo-liberal økonomisk model. Reformerne forhindrer. Gennem u-landenes afhængighed af lån og gældslettelse tvinger Verdensbanken og IMF u-landene til at åbne for fri konkurrence på det internationale marked. Men den fri konkurrence er en meget ulige konkurrence mellem højeffektive og udviklede lande i Nord og u-lande, der er ved at tage de første spæde skridt i en industrialiseringsproces. Det er ikke en fair konkurrence.
Historien viser, at chock-liberalisering ofte ikke er den bedste måde at skabe en bæredygtig vækst. Der er ikke noget land i verden, der har gennemført en industrialiseringsproces uden handelsrestriktioner og statsstøtte. Chok-liberaliseringen i Rusland har kastet landet ud i et økonomisk kaos, mens den langsomme liberalisering af økonomien i Kina med et stærkt element af statslig styring har skabt en kraftig økonomisk vækst gennem to årtier. Den samme erfaring har de ny-industrialiserede lande i Sydøst- asien gjort. Det er derfor vanskeligt at forstå, hvorfor en hurtig liberalisering og svækkelse af staterne i de afrikanske lande skulle skabe vækst og fattigdomsbekæmpelse.
Frihandelsdoktrinen er særligt paradoksal i betragtning af, at de rige lande har handelsrestriktioner af den type som strukturtilpasnings-programmerne forhindrer udviklingslandene i at gennemføre, f.eks. statsstøtte og importbegrænsninger i landsbrugssektoren. FN's handels og udviklingskonference UNCTAD har beregnet, at handelsrestriktioner fra de rige lande årligt koster udviklingslandene 700 milliarder US-dollar i tabte eksportindtægter, svarende til ca. 14 gange den samlede bistand til u-landene. Hvis Danmark skulle gennemføre de samme liberaliseringskrav, som vi kræver af u-landene, ville der lyde voldsomme protester, ikke mindst fra landbrugssektoren.lk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her