Læsetid: 4 min.

Da globaliseringens nomader gik amok

Debat
10. november 1999

Glem Blågårds Plads og fokuser på den majoritet, som bygger et fællesskab på forståelse, tillid og respekt

Rabalderstræde
Når der er optøjer på Blågårds Plads, er der altid to, der vinder: Pia Kjærsgaard og glarmestrene. Hvad der er på spil for glarmestrene, siger sig selv. Det gør det på sin vis også i forhold til den nationalistiske højrefløj. Koblingen mellem nogle andengenerationsindvandrere, der udøver en tilfældig og meningsløs vold indenfor et ghettoriseret område, rummer en oplagt mulighed for at gentage remsen: Indvandring er lig med uorden, som er lig med usikkerhed. Løsningen ligger også lige for: Flere politifolk og færre indvandrere. Lad os tage dette råbekor i opløbet.
Der skal ikke herske tvivl om, at det, en gruppe af autonome og andengenerationsindvandrere gjorde på Blågårds Plads søndag nat, bør fordømmes på det skarpeste. Når det er gjort, er det imidlertid væsentligt at spørge hvorfor - vel vidende at en forklaring ikke er en undskyldning.

Nomadernes hævn
Den polske sociolog Zigmunt Bauman har i en kommende bog beskrevet globaliseringen som nomadernes hævn over de bosatte. Er urolighederne på Blågårds Plads udtryk for en sådan hævn?
Globaliseringen er karakteriseret ved subjekters og objekters stigende grad af bevægelse. Globaliseringens subjekter - nomaderne - er dels forretningsmanden, som gør business hvor som helst, og som har sit hjem på alverdens hoteller og dels flygtningen og indvandreren, som stadig søger et hjem.
Den afgørende forskel mellem disse to grupper er, at den første, i modsætning til den anden, besidder kapital. Forretningsmanden rejser i mere end én forstand på første klasse. Det gør flygtningen bestemt ikke. Forretningsmanden er tilkoblet et globalt netværk. Det er flygtningen eller indvandreren oftest ikke.
Afstanden mellem ham/-hende og dem, som er tilknyttet netværket, synes ofte enorm.
Det centrale i en globaliseret tidsalder er at være tilknyttet netværket. De, der er afkoblede, befinder sig i det globaliserede samfunds periferi, i dets ghettoriserede udkant.
Vi har alle hørt om disse forstæder til den globale landsby: Vollsmose, Ishøj, Gellerup og i nogen grad omkring Blågårds Plads. Disse områder tømmes stadigt for kapital. Tilbage sidder stadig flere af globaliseringens tabere.

Neotribalisme
Globaliseringen skaber også udstødning på anden vis. Globaliseringens pres følges ofte af forsvarsreaktioner, af forsøg på at hæmme globaliseringens eksplosion af tegn og kulturelle påvirkninger.
Dette ses bl.a. i de stadige diskussioner om trusler mod det danske sprog, den danske kultur og det danske velfærdssystem, og i argumenterne om at styrke det selvsamme sprog, kultur og velfærdssystem.
En af følgerne af denne tale er, at danskheden forstås stadig mere substantielt. Det fælles er ikke længere 'blot' en forestilling om det fælles, som så kan deles af folk med vidt forskellig kulturel baggrund. Det fælles fordrer nu i stigende grad enshed.
En sådan homogenitet har imidlertid aldrig eksisteret, og vil forhåbentligt aldrig komme til det. Den eneste vej til at definere et kulturelt funderet fællesskab er derfor at sætte det i modsætning til de andre, de fremmede.
Globaliseringen har således ført til en tribalisering af det nationale. En tribalisering som deler samfundet i fundamentalt set to stammer. Vi - den danske majoritet, de fastboende - og de - fremmedarbejdere, flygtninge, indvandrere og andre marginaliserede.
Denne stamme af udstødte nomader føler sig klemt, og de seneste uroligheder er sandsynligvis ét af flere udtryk for denne følelse af desperation.
Nomaderne hævner sig imod dem, som de mener forsøger at hæmme deres økonomiske, sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle bevægelses- og udfoldelsesmuligheder.
Det politiske fællesskab, hvor man gennem diskus-
sion når frem til fælles løsninger, fordrer, at man føler sig som medlem og tror på, at man ikke taber hver gang. Den uforsonlige indvandrerdebat har medvirket til at skabe en stamme af underprivilegerede, som føler sig som fremmede og som dem, der taber hver gang. Det er nogle få af disse, som griber til vold.
Igen, det er ikke en undskyldning, kun et forsøg på en forklaring.

Det er bare ballade
Nu var det jo ikke blot andengenerationsindvandrere, som raserede området omkring Blågårds Plads. Der var også autonome. Tilsammen udgør de en mindre gruppe af unge, der synes præget af en ekstrem grad af aggressivitet.
Måske er urolighederne blot ballade for balladens egen skyld. Måske ligger der noget dybere bag. I virkeligheden er forklaringen nok at finde i en kombination af disse to perspektiver.
En gensidig forståelse
Under alle omstændigheder er det vigtigt at pointere, at de aktionerende på Blågårds Plads ikke på nogen måde repræsenterer gruppen af indvandrere og flygtninge som sådan. Lige så vel som den nationalistiske højrefløj ikke repræsenterer alle 'danskere'. Lad os derfor glemme Blågårds Plads og fokusere på den majoritet, som forsøger at bygge et fællesskab på gensidig forståelse, tillid og respekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her