Reagan accepterede militærets vold
Første valg
Guatemala holdt i går sit første parlamentsvalg, siden en fredsaftale i december 1996 afsluttede 36 års borgerkrig, der kostede omkring 200.000 mennesker livet. Mange af dem blev ofre for hærens dødspatruljer.
De fleste af de indianske indbyggere, som volden først og fremmest er gået ud over, opfattede formentlig ikke begivenheden som særlig vigtig. De kunne vælge mellem to højreorienterede partier - det ene knyttet til erhvervslivet, det andet til hæren.
Alligevel var valget betydningsfuldt. Det har bragt det omtumlede land - som Nobel-pristageren Miguel Angel Asturias i 1920 beskrev som "gennemsyret af vold" - et skridt længere væk fra den frygtelig fortid.
Naturligvis har mange latinamerikanske lande i de seneste årtier gennemlevet væbnede oprør og brutal militær undertrykkelse. Derfor kan det være svært at udpege et enkelt som særlig hårdt ramt, men hvis man alligevel gør det, er der ingen tvivl om, at Guatemala bærer prisen.
Volden nåede aldrig de samme højder som i El Salvadors byer. Der forsvandt ikke så mange intellektuelle som i Chile og Argentina. Borgerkrigen varede ikke så længe som i Colombia, og der har ikke været tale om et enmandsdiktatur som i Cuba. Men intet andet land kan konkurrere, hvad angår hærens systematiske mord og tortur som led i en form for etnisk krig mod maya-indianerne.
Kun politiske drab
Jeg var første gang i Guatemala i 1981 - inspireret, hvis man kan sige det sådan, af en samtale med Thomas Hammarberg, den daværende generalsekretær for Amnesty International.
Jeg spurgte ham, hvilket land der efter hans mening var det værste, og uden tøven svarede han: "Guatemala". "Hvor mange politiske fanger har I registreret dér?" spurgte jeg. "Ingen," svarede han roligt. "I Guatemala er der kun politiske drab."
Under mit besøg fandt jeg kilden til de politiske drab i et anneks til præsidentpa-ladset, og jeg samlede en hel del beviser for, at præsidenten, general Garcia Lucas, personligt ledede undertrykkelsesapparatet. De fleste af mordene var helt afgjort ikke begået af frit-svævende dødspatruljer, sådan som regeringen - og den amerikanske ambassade - gerne ville fremstille det.
Mit materiale blev offentliggjort i New York Times og International Herald Tribune. Men jeg kunne lige så godt have sendt det til mit gamle skoleblad. Det var i præsident Ronald Reagans første regeringsår, og ingen - hverken i Kongressen eller medierne - var særlig interesserede.
Hvad jeg ikke indså så klart dengang, var, at USA på sin egen måde havde lige så stor andel i den tiltagende vold som den guatemalanske ledelse. Som det fremgår af frigivne dokumenter, nøjedes Reagan-administrationen ikke med at yde aktiv moralsk støtte.
I 1985 overtalte den Kongressen til at ophæve et forbud mod militær bistand, og våbnene begyndte at strømme til det guatemalanske militær, ligesom officerer blev uddannet af USA. Kongressen genindførte forbudet i 1990, men hjælpen fortsatte i al hemmelighed under præ-sidenterne Bush og Clinton lige til 1995.
Clintons undskyldning
I marts det år fik vi endelig bekræftet, hvad nogle få langt om længe var begyndt at nære mistanke om. Clinton fremsatte følgende undskyldning under et besøg i Guatemala By: "For USA er det vigtigt, at jeg klart og tydeligt erklærer, at støtten til de militære styrker og efterretningsenheder, der stod bag vold og omfattende undertrykkelse, var forkert."
Hermed blåstemplede han formelt den rapport, som netop var blevet udsendt af en FN-kommission (med generøs finansiel bistand fra USA).
Rapporten påpegede både det åbne og det hemmelige amerikanske engagement og bekræftede alt, hvad jeg opdagede for 18 år år siden: "Den højeste myndighed (i Guatemala) var vidende om eller gav selv ordre til de fleste krænkelser af menneskerettighederne", og "et overvældende flertal af ofrene var ubevæbnede civile". Fire procent af voldshandlingerne blev tilskrevet guerillaerne, mens staten fik ansvaret for 93 procent.
FN-kommissionen anklagede Cuba - men ikke Moskva - for at hjælpe oprørerne. Men den konkluderede, at guerillaerne "på intet tidspunkt var i besiddelse af det militære potentiale til at udgøre en umiddelbar trussel mod staten".
Der er ingen tvivl om, at den guatemalanske regering ville have fortsat sin undertrykkelsespolitik også uden Washingtons godkendelse (som den havde gjort i Carters præsidentperiode). Men Reagan-administrationens stiltiende accept gav militæret mere spillerum.
Under Reagan betragtede Det Hvide Hus regeringen i Guatemala som en af sine få pålidelige forbundsfæller i kampen mod "kommunistisk indflydelse" i Latin-amerika. Bare det, at den amerikanske regering ignoredede Amnesty International og affærdigede de få kritiske røster, var nok til at få den guatemalanske ledelse til at konkludere, at den havde frie hænder. Det er da også en kendsgerning, at fredsprocessen først kom i gang, efter at Reagan-administrationen var væk.
Udfordringen består nu i at lede Guatemala ind på en mere normal kurs. Freden er på vej, men det går forfærdelig langsomt. Hærens frygtede sikkerhedsdivision er ikke blevet opløst. Den økonomiske krise, der fortsætter trods udenlandsk bistand på en milliard dollar, er ikke den bedste baggrund for kompromis'er eller reformer.
Selv om truslen om vold er taget af, er Guatemalas indianere - som udgør to tredjedele af befolkningen - stadig blandt de mest undertrykte i Den Tredje Verden. Kun et mindretal af indbyggerne er i stand til at udnytte deres demokratiske rettigheder. De nye politiske og militære ledere må konstant mindes om, at der bliver holdt øje med dem, og at der forventes meget af dem.
Jonathan Power er britisk journalist
Oversat af Birgit Ibsen.
