Læsetid: 2 min.

Hellig tro på WTO

Debat
29. november 1999

Medløberi eller en ny international dagsorden. Hvad har de fattige brug for?

Globalisering
Hans Peter Dejgaard fra u-landsorganisationen Ibis og fra Nyt Europa skriver (24. nov.), at forskellen mellem folk som ham selv og Enhedslisten, er at hans "NGO-arbejde tager udgangspunkt i et praktisk arbejde for at søge indflydelse."
Det skulle være forklaringen på den meget forskellige vurdering af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som trives i Enhedslisten og hans egen meget positive holdning. Enhedslisten søger ikke indflydelse, mener han, men er 'bare imod'.
Hans' eneste konkrete kritik af Enhedslisten er, at vi ikke stemte for et forslag i Folketinget, som ellers mønstrede opbakning fra SF til Dansk Folkeparti. Forslaget rummede tilsyneladende alt mulig godt om bæredygtig udvikling, globale arbejdstagerrettigheder, og større markedsadgang for u-lande.
Vores problem er, at vi har oplevet at få serveret den samme linde strøm af plusord ved mange lejligheder. Og for hver gang er de mere og mere indholdsløse.
Denne gang rummede forslaget samtidig et ønske om et stærkere og værre WTO. Så står vi helt af. Enhedslisten stillede derfor sit eget forslag, som rummede mere konkrete og kontante forslag. Og vi kan i hvert fald glæde os over, at vi i modsætning til de øvrige partier, ikke blev reduceret til klakører for EU's linje. Det var nemlig den eneste virkning, det vedtagne forslag fik.
Men vi er bestemt ikke glade for, at det forløb lod os alene med sager af afgørende betydning for u-landene. EU vil f.eks. ikke bløde op på TRIPS-aftalen om intellektuel ejendomsret, men tværtimod styrke aftalen. Det fik EU støtte til af det store flertal i Folketinget. Siden har SF luftet bekymringer om netop TRIPS, men det er jo lidt svært at gøre med troværdighed, efter de selv har støttet en styrkelse af samme aftale.
Vi misunder dem ikke den position, og følger derfor ikke HPD's opfordringer.
Og her er vi så et af den stående debats store mysterier. Hvordan kan HPD bringes til at tro, at fordi WTO tager sig vældig stærk og mægtig ud, så kan vi ved lidt lobbyarbejde og et par forslag i Folketinget dreje skuden og anvende WTO til helt andre formål end de nuværende?
Er HPD slet ikke nervøs for, at hans brave indsats til forsvar for WTO får et helt andet resultat end det tilsigtede? Hans overfladiske kritik af Enhedslisten tyder faktisk på, at han ikke er plaget af grundige overvejelser.
Heldigvis er der for første gang kraftige globale tendenser i andre retninger end dem HPD anviser. F.eks. har over 1.200 organisationer fra 85 lande fundet fodslag mod et stærkere WTO. Som det lyder i den forbindelse i en ny artikel af forfatteren Susan George: "Der er en historisk forandring på vej i hjertet af globaliseringsprocessen: Millioner af mennesker er nemlig i gang med at organisere sig -nationalt og internationalt - omkring et spørgsmål, der tilsyneladende er teknisk, vanskeligt tilgængeligt og fjernt".
Det er for ærgerligt, at det lykkes HPD's politiske kreds at holde danske NGO'er uden for den mobilisering. Men det er forhåbentlig et spørgsmål om tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her