Læsetid: 4 min.

Da kunsten blev for eliten

29. november 1999

Demokratiseringen stillede krav om lighed, men sørgede samtidig for en adskillelse af kunsten mellem avantgarde og befolkning

Folkekunst
En ven i Los Angeles viste mig en bog med sine yndlingsbilleder. Det var et album med plakater af Nor-man Rockwell. Jeg så straks, at det ikke var kunst. Men jeg forstod også umiddelbart, hvorfor min ven var så glad for Rockwell.

Anekdotiske billeder
Norman Rockwell minder os danskere om f. eks Kurt Ard og hans illustrationer i ugeblade. Disse billeder har ofte en anekdotisk karakter. Dvs. de rummer en pointe, eventuelt af humoristisk karakter. Masser af mennesker sætter pris på sådanne anek-dotiske billeder. Men vi finkulturelle trækker på næsen. Anekdoten er forbudt i kunsten. Sådan har det ikke altid været.
Jeg vil fortælle om anekdotens fordrivelse fra kunsten. I forrige århundrede blomstrede genremaleriet. Genremaleri kan betegnes som kunst med motiv fra samtidens dagligliv og med anek-dotisk pointe. Næsten alle de store guldaldermalere lavede genremalerier. Ikke mindst Marstrand. Skagensmalerne lavede genremalerier. En stor del af Michael Anchers fiskerbilleder er genremaleri. Hvilket er en af grundene til, at han ikke regnes for helt fin. Samtidigt er det grunden til, at en udstilling med hans fiskermalerier for nylig havde en ekstraordinær succes.

Malede folkelivsscener
De tre særlige genremalere var Julius Exner, Frederik Vermehren og Christen
Dalsgaard. De malede 'folkelivsscener'. Exner havde ofte udstafferet sine personer med nationaldragter og lokal kolorit (Amager eller Fanø), og hans billeder var ekstremt populære. Disse tre var påvirket af kunsthistorikeren Høyens nationalromantiske budskab.
Maleren Carl Bloch og hans fald fra stjernerne er interessant i denne sammenhæng. I perioden fra 1860'erne til 1880'erne var han utroligt populær, og han havde en meget høj stjerne blandt kenderne. Men allerede i 1880'erne var hans stjerne på retur. Nu er han totalt glemt. Kunstmuseer, der ejer hans billeder, har gemt dem ned i de dybeste kældre. Men indtil for få år siden hang der masser af Bloch-reproduk-tioner rundt om i danske hjem. Blochs og Exners popularitet blandt folk fortsatte i årtier på trods af elitens fordømmelse.

Blomstringstid
Genremaleriet havde sin sidste blomstring i begyndelsen af dette århundrede med L.A. Ring og nogle af
fynboerne, især Peter Hansen og Fritz Syberg. Siden har genremaleriet været forvist fra kunsten.
Kunstkritikere har en venligt nedladende holdning over for genremaleriet. Sigurd Schultz skrev i bogen Dansk Genremaleri fra 1928: "Genremaleriet er i egentlig Forstand et folkeligt Maleri. Det spiller på de naiveste og mest umiddelbare Strenge, paa Tilskuerens rent menneskelige Følelse og Letrørthed. Det appellerer til det, han kender fra sit daglige Liv og kræver ingen kunstnerisk Kultur for at blive forstaaet."
Schultz nægter ikke, at der er strålende kunstnere blandt genremalerne. Des-uden kan genremaleriet have værdi, fordi det udgør en åbning for det udannede folk ind i kunstens hellige rum, indrømmer Schultz. Men det forfalder let til effekt uden æstetisk værdi.
Også jeg kan have det lidt tvetydigt, når jeg i dag ser på Exners og Blochs billeder. Men er vores negative reak-tioner over for genremaleriet nu også 'sagligt' begrundet? Er det ikke lige så meget en reaktion, der bygger på behovet for at være mere end andre?

Det lette
Det er jo ikke blot kunsten, der har udviklet sig. Samtidigt er kvalitetskriterier og æstetiske idealer ændret. Har vi i virkeligheden urimelige kriterier og idealer, når vi trækker på skuldrene af genremaleriet? Jeg ser to lag i Schultz-bogen. Dels påpeger han, at det ofte er så som så med den æstetiske kvalitet i genremalerierne.
Men der er også et andet lag, som måske er det afgørende: Det gale ved genremaleriet er, at det appellerer til folkets dagligdags erfaringer og ikke kræver nogen kunstnerisk kultur. Fejlen er, at genremaleriet er for let tilgængeligt, og appellerer til umiddelbare følelser.

Kant og hans rene smag
Allerede Kant var i sin æstetik fra 1790 afvisende over for det lettilgængelige og det, der appellerer til 'rørelser'. Efter min mening handler det til syvende og sidst om prestige og klasse. Dette påpeges af sociologen Bourdieu i bogen om smagens klassebundethed, der også rummer en skarp kritik af Kant og hans 'rene' smag.
Den 'rene' smag eksisterer først og fremmest for at markere afstand til de lavere klasser. Det handler mere om prestige end om æstetik.
Demokratiseringen af samfundet indebar truslen om, at alle blev lige. Derfor blev det vigtigt at stille stigende krav til tilegnelsen af kunst. Det skulle være tydeligt, at nogle er mere end andre. Derfor blev det elementære fjernet fra kunsten i løbet af dette århundrede. Det har bidraget til at forøge afstanden mellem kunst og publikum.
Kunst i dag, især avantgarden, har et meget lille publikum. Operationen lykkedes. Men er det rimeligt, at en lille gruppes behov for prestigesymboler skal have lov til at ødelægge kunsten? Der er faktisk et stort behov, som kunsten kunne og burde opfylde, men som nu må tilfredsstilles på anden vis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu