Læsetid: 4 min.

Kvinderne kan ikke nå hjem

3. november 1999

Den kommuni-taristiske kritik af kvindefrigørelsen idealiserer et kvindeideal, som hører fortiden til Feminisme

Ligestilling indebærer, at der bliver flere kvindelige ledere såvel som flere kvindelige tabere. Det hævder Jean Fischer i sin kommentar "Ligestilling i bunden", den 25. oktober. Hans udgangspunkt er en konstatering af, at der over en fem-årig periode er sket en fordobling i antallet af selvmordsforsøg blandt 15-19 årige piger i Danmark. I følge Fischer kan denne fordobling umuligt komme som nogen overraskelse, når man medtænker de samfundsrammer inden for hvilke, den har fundet sted.
En stigende selvmords-procent blandt kvinder bliver i Fischers optik en afspejling af kvindernes stigende deltagelse i områder uden for familien og de nære omgivelsers gebet. Med andre ord, kvinderne betaler en høj pris for at realisere ideen om arbejdsmarkedets og karrierens velsignelser.
Derfor finder Fischer også, at ligestillingsdebatten generelt er kendetegnet ved en skævhed, fordi den primært fokuserer på, at samfundet bør have flere kvindelige professorer, mens dens negative sider, nemlig det stigende antal kvindelige tabere, aldrig sættes til diskussion. De kvinder, der skulle være i tvivl om de positive sider ved ligestilling, får således heller ikke et ben til jorden overfor de toneangivende, der mener, at kvinder partout skal lave det samme som mænd. De stemples derimod som politisk ukorrekte og undertrykte, angste og fordomsfulde.

Kommunitarisme
Når det er kommet så vidt, skyldes det en kultur, der betoner lighed og rettigheder fremfor andre ting i tilværelsen, anfører Fischer. Som læser forstår man, at dette ikke er positivt ment. Samtidig aner man en kommunitaristisk inspireret kritik af liberalismen, det vil sige en afvisning af ideerne fra 1789, med al deres abstrakte ligemageri og stræben efter frisættelse af hin enkelte.
Den kommunitaristiske kritik af aspekter ved det moderne er velkendt fra andre områder end på spørgsmålet om ligestilling mellem kønnene. F.eks. fra opgøret med velfærdsstaten, der gerne qua sin forsørgertankegang beskyldes for at have nedbrudt ansvarssamfundet, mens de nære fællesskaber opløses af et anonymt bureaukrati og inhumane markedskræfter.
For den kommunitaristiske tænkning ligger det lige for at ville revitalisere gamle dyder og værdier i "et samfund der i stigende grad truer med at blive normløst, selvcenteret og drevet af grådighed, særinteresser og en skamløs søgen efter magt", for nu at citere én af Fischers åndsfæller, kommunitaristen Amitai Etzioni.
Kommunitaristerne synes således først og fremmest optaget af det moderne samfunds generelle opløsningstendenser, det være sig i form af skilsmisserater, arbejdsløshedsprocenter, kriminalstatistikker og selvmordsforsøg.
På den baggrund er det fristende at tolke Fischers livtag med ligestillingsbegrebet som en form for moraliserende samfundskritik, hvor sociale spørgsmål, som her henvisningen til de kvindelige tabere, bliver gjort til et kulturelt spørgsmål, nemlig kvindernes kamp for ligestilling, i en tid, hvor moderniteten for alvor er blevet traditionsløs.
For er det ikke netop tabet af traditioner, sikkerhed og stabilitet, der er de frigjorte kvinders problem? Ligestillingen og dermed deres indtog på arbejdsmarkedet har frisat dem fra de nære, substantielle fællesskaber, altså familien, slægtskabet og naboskabet, og efterladt dem fremmedgjorte og rodløse i massesamfundet.

Patetisk paternalisme
Fischer skriver det ikke eksplicit, og måske mener han det heller ikke helt så slemt, men det er svært at se hans kommentar som andet end et angreb på ideen om, at kvinder skulle være bedst tjent med den frigørelse og selvbestemmelse, som har været målet for årtiers kamp for ligestilling. Dog er der tale om et pænt angreb, af den slags, der fremstår godt camoufleret som omsorg for det svage køn.
Skulle man være en anelse polemisk, kunne man endvidere hævde, at der implicit i Fischers argumentation ligger en forestilling om, at kvinderne har bevæget sig fra deres domæne over på mændenes domæne, men at de måske kan nå hjem, hvor de hører til, hvis de skynder sig. Det gælder bare om at rulle udviklingen et par årtier tilbage.
Alt hvad Fischer har at tilbyde de, i hans øjne vel at mærke, rodløse kvinder er altså et tilbagetog, i form af et opgør med tanken om, at mænd og kvinder skal lave det samme. Denne løsning er i bedste fald naiv, i værste fald en form for patetisk paternalisme, mange kvinder formentlig vil betakke sig for.
Naturligvis er det et sympatisk træk ved Jean Fischer, at han er så optaget af kvindernes velbefindende. Men hvorfor kønnene ikke skulle være ligestillede i toppen såvel som i bunden af samfundet, er mig en gåde.
Tilsyneladende er det kun mænd forundt at være ulige i Fischers univers, med alt hvad det indbærer af både ulemper og fordele for den sociale mobilitet. Fischer skal heller ikke have utak for at rejse spørgsmålet, om det er rimeligt, at alle kvinder skal elske lønarbejdet.
Et godt spørgsmål, der nærmest pr. automatik må besvares med et nej. Men hvorfor ikke udvide det til at gælde alle på arbejdsmarkedet? Er det rimeligt, at nogen skal elske lønarbejdet? Det gør Fischer ikke, og det er det mest bemærkelsesværdige ved hans kommentar. Mener han mon overhovedet, at mænd og kvinder er lige?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu