Læsetid: 3 min.

Lad EU grønnes og blomstre

12. november 1999

I dag er den stærkeste modmagt mod USA's dominans i WTO ofte EU

Union
Finn Ellegaard stiller en række spørgsmål om, hvordan vi i bogen Borgerlige ord efter revolutionen kan mene, at EU er en god venstreorienteret platform at arbejde politisk fra.
Finn Ellegaard er optaget af de samme politikområder som os: Grøn udvikling, lighed og et bedre demokrati. Netop derfor er vi optaget af nationalstatens begrænsninger. Frie nationalstater og et frit internationalt samarbejde vil fremme en rå markedskapitalisme. Det har altid været liberalisternes argument, at der skulle skabes "fri handel mellem suveræne stater" uden at forholde sig til de fuldstændigt ulige forhold mellem nationerne og de politiske konsekvenser af uregulerede markedskræfter. Derfor har de kæmpet for etablering af et frit indre marked i EU, og derfor har de kæmpet for global frihandel. Uden nogle krav om en politisk styring af disse markeder.
I angst for at afgive national suverænitet kommer nogle danske socialister i praksis til at kæmpe sammen med nationalt orienterede borgerlige partier. De ønsker også så få internationalt bindende regler som muligt - men med et helt andet mål. Vi har set det for nylig, hvor Enhedslisten stemte imod en vedtagelse i Folketinget, der pålagde regeringen at kæmpe for sociale og grønne klausuler i de kommende WTO-forhandlinger i Seattle. Ikke fordi de er imod en socialt ansvarlig og grøn politik, men fordi de er imod WTO.
På trods af at WTO er den eneste verdenshandelsorganisation, og det vil være umuligt at etablere en alternativ WTO-organisation. Især hvis den kamp skal kæmpes af en lille nationalstat som Danmark. Men chancen for at ændre WTO i en mere progressiv retning er væsentligt højere, hvis vi kæmper sammen med andre lande om det.
I dag er den stærkeste modmagt mod USA's dominans i WTO ofte EU. Og det er et EU, der i stadig højere grad ser sig i rollen som den internationale organisation, der kan kæmpe miljø- og velfærdskrav igennem overfor USA. Vi så det bl.a. ved de internationale klimaforhandlinger i Kyoto.
For os er det vigtigere at hæve miljøstandarderne i hele EU end alene at kæmpe for et bedre miljø i Danmark. Derfor er vi ikke kede af, at Danmark siden 1994 har været tvunget til at indføre skrappere miljøregler i næsten 40 sager pga. EU-direktiver. Kun på to punkter har EU-niveauet været lavere end Danmark. Her kunne regeringen benytte miljøgarantien i den ene sag til at opretholde det danske totalforbud med træbeskyttelsesmidlet creosot. Desværre tabte Danmark i første omgang slaget om nitrit og nitrat. Bl.a. fordi regeringens argumenter ikke holdt vand, fordi også Danmark tillader højere mængder nitrit og nitrat i vores nationalpålæg spegepølse og rullepølse. Men det samlede regnestykke for miljøet i et forpligtende samarbejde er bestemt bedre end frie nationer, der kan forurene frit over landegrænser.

Mere union - heldigvis
Hvis vi mener noget med miljø og solidaritet er vi simpelthen nødt til at opgive dogmet om hver enkelt nations ret til fuld selvbestemmelse. England brugte f.eks. sin ret til at være fri nation med ekstremt dårlige lønmodtagerrettigheder i de år, hvor landet var under konservativt styre. Heldigvis besluttede Labour, at England skulle deltage i den såkaldte sociale protokol under EU, så andre EU-landes virksomheder ikke længere kunne inspireres til at flytte deres virksomhed til England pga. arbejdskraft, der nemmere kunne udnyttes. De fælles EU-regler har givet britiske arbejdere mere ferie og et loft over den ugentlige arbejdstid på 48 timer. Også 11-timers reglen gælder nu på den anden side af Nordsøen. De venstreorienterede unionsmodstandere er bekymrede over, at briterne ikke selv har kæmpet sig frem til goderne, men har fået dem i bytte for at afgive national suverænitet til EU. Men i valget mellem solidaritet med britiske arbejdere og værnet om dansk suverænitet, vælger vi gerne 'mere union'.
Lige på dette sidste punkt deler jeg Finn Ellegaards kritik. Nemlig de mange EU-tilhængere, som har sagt, at der ikke kommer mere integration som argument for at sige ja til endnu en traktat. Vi er tilhængere af mere integration på en række områder. F.eks. fælles energipolitik, en fælleseuropæisk økologisk skattereform, en minimums selskabsskat i EU i stedet for den konkurrence, der er mellem nationalstaterne i øjeblikket på at have den laveste selskabsskat - og dermed færre penge til at finansiere velfærdsløsninger. Det betyder 'mere union' - heldigvis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu