Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
27. november 1999

Retfærdighed - også for ældre
21. NOV. - Frederik Bindesbøll fra Rød Ungdom kommenterer (Inf. den 15. nov.) RU's og SFU's forslag om over en årrække at beskære folkepensionen for de højeste indkomster. Han mener ikke det vil give særlig mange indtægter til staten og vurderer, at det uundgåeligt vil føre til en tilbagevenden til fattighjælpen fra starten af århundredet.
Han har da ret i, at det ville være en større besparelse helt at fjerne folkepensionen. Men for os er det vigtigt at slå fast, at der også i fremtiden skal være en folkepension, og at fordelingen mellem de ældre bliver socialt retfærdig. Vi bliver nødt til at turde tage fra de velståendes offentlige pensioner og give til de, der har behov for en ekstra hånd. Der er ikke mange penge at hente på denne måde lige nu. Men i fremtiden bliver der langt flere velstående pen-sionister og dermed også en større basis for at kunne lave en socialt retfærdig udligning.
Det er både forkert og undergravende for opbakningen til velfærdsstaten at skulle betale tilskud til folk, der er meget velstående. Netop derfor er der god økonomisk, social og moralsk fornuft i at lave en mere retfærdig fordeling af pensionskronerne.

Majken Arensbach
formand for Radikal Ungdom
og
Morten Homann
formand for SF's Ungdom

Sjælens sorte nat
25. NOV. - Jeg er førtidspensionist, og har diagnosen skizofreni. Jeg har i mit liv været gennem mange kriser, mit liv går nærmest i en bølgebevægelse, op og ned, noget som de fleste sikkert kender. Men min hovedretning går, fra et vist punkt i min første ungdom, opad. Mit liv har udsving fra en generelt opadgående kurve. Men vejen op og frem, vejen til helbredelse er hård, og den kræver konfrontation med dyb smerte. Jeg har fundet noget på bunden af min personlighed, noget, som alle mennesker rummer. Der findes en smerte, som er så dyb og vedvarende, at det er naturligt at stille spørgsmålstegn ved livets værdi. Jeg tror på det evige liv, og den smerte jeg taler om, stiller spørgsmålstegn ved dette evige livs værdi.
For nylig kom jeg så langt ned i min smertes dybder, at jeg bad Gud slette mig fra eksistensen. Men da jeg derefter nåede nulpunktet, forstod jeg med et, at det er meningsløst at dø, at meningen ligger alene i livet. På bunden af min sjæl fandt jeg et lille, men afgørende ja, et ja til livet. Dette har ikke taget min smerte væk, men det får mig til at forstå livets enestående værdi, hvad enten man tror på det evige liv eller ej. Det giver mig et udgangspunkt for at komme mine medmennesker imøde på et almenmenneskeligt grundlag, ud fra det vi alle har fælles: Livet. Bort med al missioneren, bort med al forfølgelse, bort med alt had; lad os tale om det, vi har tilfælles, og ikke det, der skiller os. Til alle, der kender til smerte, og hvem gør ikke det, vil jeg sige: Du er ikke alene. Ja, sjælens sorte nat findes, og den smerte vi føler nu, er altid den største. Men hinsides al smerte er der et lys der brænder: Livet.

Carsten Ploug Olsen
Ny Vestergade 6, 1.
5000 Odense C

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her