Kronik

Måltidet skaber familien

Debat
13. november 1999

En interview-undersøgelse blandt danske familier viser, at måltidet har en vigtig social funktion. Det skaber familien. Men samtidig tager forældrene hensyn til børnenes frigørelses-proces, der giver sig udslag i den frie mad, pizza og burgere

Lørdagskronikken
Måltider er ramme for fællesskaber overalt i det sociale liv. De er gennem inklusioner og eksklusioner med til at markere fællesskabers afgrænsning og rammer. Måltider giver næring, men de er også sociale begivenheder, som bringer familiens medlemmer sammen og åbner mulighed for, at den enkelte kan opleve sig som knyttet til de andre.
En 'familie' er ikke en samling af individer, som opstår naturligt eller bare er der. Den skal konstrueres og rekonstrueres fra dag til dag - f.eks. gennem aktiviteter som det at spise sammen.
Flere undersøgelser har vist hvordan måltider i dag etableres gennem en bevidst arbejdsproces fra den måltidsansvarliges side. Planlægning, indkøb, madlavning, afvejning af hvad de forskellige husholdsmedlemmer kan lide og deres indbyrdes forhold samt orkestrering af måltidet udgør elementer i en målrettet indsats, der sigter mod at sammenføje de individuelle husholdsmedlemmer i et fællesskab, som er personligt og intimt.
Derfor er etableringen og gennemførelsen af måltider en vigtig del af det, vi vil kalde familieskabelsesprojektet, dvs. en indsats i form af overvejelser og praksiser, som stiler mod at forene de udadvendte og individuelt orienterede medlemmer af et moderne hushold i et familiefællesskab.

Det er en tilbagevendende
diskussion, om måltidet som institution i dag er under opløsning, og om de fællesskaber, måltidet traditionelt organiserer, dermed er i fare for at forsvinde.
I gamle dage spiste familierne altid sammen og mange frygter at de er holdt op med det i dag.
Måske er forestillingerne om måltidsfællesskaberne i de gode gamle dage lidt romantiserede. Der findes nemlig ingen sikker viden om, hvilken rolle familiemåltidet har spillet tidligere. I hvilke historiske perioder og i hvilke kredse samledes familien til måltider? Omfattede måltiderne alle familiemedlemmerne eller kun nogle udvalgte? Spiste børnene med? Kvinderne? Og hvordan ser det egentlig ud i dag?
I den danske del af et tværnationalt projekt Madvaner og familieliv i København, Stockholm, London og Frankfurt har vi foretaget kvalitative interviews med voksne i ca. 30 husholdninger med børn i teenagealderen. Vi interesserer os bl.a. for måltidsfællesskaber og for magt, kontrol og autonomi (i forhold til teenagere).
Generelt er aftensmåltidet det vigtigste familiemåltid. Mange anser aftensmåltidet som den primære anledning til, at husholdets medlemmer kan være sammen og tale sammen og på den vis både etablere og opleve et fællesskab. Men først skal måltidet i stand. Det er ikke altid så let at finde et tidspunkt, hvor alle kan være hjemme. Dette afstedkommer en række forskellige strategier.
'Anne' bor sammen med sin datter fra et tidligere forhold og sin kæreste; dennes søn er der hver anden weekend. Datteren dyrker elitesport og træner alle hverdage omkring spisetid. 'Anne' beskriver sin strategi som at fordele sig selv mellem datteren og manden i skiftende måltidsfællesskaber. Hun fortæller, at den sidste gang, hun selv, datteren og manden spiste sammen, ligger "uendeligt langt tilbage".
De voksne har generelt svært ved at acceptere, at børn systematisk er fraværende fra måltidsfællesskabet, men det kan være umuligt at undgå. Derfor vælger nogle voksne at gøre noget særligt ud af maden til børn, der må spise alene, eller de sætter sig for at holde barnet med selskab. Som en far siger "Der er ikke nogen, der skal spise alene".

Måltidsfællesskabet prioriteres af de voksne. F.eks. beskriver 'Klaus', hvor han som den, der laver mad til daglig ivrigt rokerer rundt med måltiderne for at tage hensyn til de tre børns arbejde, fritidsinteresser og for at give dem de bedste muligheder for at være sammen med deres kammerater. Klaus ville egentlig gerne slå benene op en time, når han kommer hjem fra arbejdet, men hvis han gør det, kan børnene ikke nå ud og lege med de andre. Som så mange andre af de voksne, vi har interviewet, finder han det naturligt at prioritere hensynet til børnenes sociale liv højere. Derfor går han straks i gang med madlavningen.
I nogle af husholdene var alle aftensmåltider tilsyneladende nogenlunde ligestillede, mens der i andre hushold var almindelige aftensmåltider og så "det særlige måltid", som typisk forekommer i weekenden, og hvor maden er særlig lækker.
Hvor faderen i 'Karens' familie ikke deltager i morgenmåltidet, så er det hans mad, der kan samle familien: "Fars mad er noget helt specielt herhjemme, det er det virkelig". Karen beskriver sin mands mad som "ekstremt god", "enormt lækker", og fortæller, at han gør sig stor umage med maden. Den særligt veltillavede mad kan samle familien. Alle synes, det er meget vigtigt at spise med, når det er far, der laver mad.
I andre hushold er gastronomien i højsædet, også til hverdag. I et hushold, der består af 'Birte', hendes to sønner fra tidligere forhold samt hendes nye mand er de voksne meget optaget af deres arbejde, har lange arbejdstider og har ofte arbejde med hjem i weekenden.
Det er fortrinsvis moderen, der laver mad og med stor omhu. Hun sørger også for, at sønnerne, hvis arbejde og klub karambolerer med spisetiderne, får god mad.
Det er ikke bare nydelse, der er på spil, men også en symbolsk form for næring, fordi den omhyggeligt tilberedte mad udtrykker omsorg for dem, maden er lavet til.
Maden er central i 'Birtes' univers, og hun fortæller da også, at det var en vigtig prioritering at bygge køkkenet om til et stort, lyst og indbydende alrum.
'Birtes' ældste søn, som senere blev interviewet, gav da også udtryk for at nyde maden, men alligevel savnede han noget. Han fortæller, at han ville ønske, de voksne var noget mere hjemme, ikke fordi han vil noget konkret med dem - det ville bare være rart, hvis de var der.
Birtes beretning om, hvordan aftensmåltiderne forløber, giver også et fingerpeg om, at det gastronomiske ikke er tilstrækkeligt til succes i forhold til familieskabelsesprojektet. De voksne taler meget med hinanden, fortæller hun, og den yngste søn kommer i sidste øjeblik og forsvinder, så snart han er færdig med at spise.
Det er to meget forskellige opfattelser af familieskabelsen, Birte og hendes søn giver udtryk for: Hvor hun ser sine omhyggeligt tilberedte måltider som selve opfyldelsen af familieskabelsesprojektet, falder projektet for sønnen på grund af hans manglende inddragelse i samtalen.

I mange familier var der en udbredt norm om, at man bør tale sammen ved måltiderne. Samtalen blev tilskrevet en vigtig funktion for familien. Der var dog ikke en forventning om, at dette ideal skulle komme til udtryk ved alle måltider: Dels var morgenmåltidet typisk fri for kravet om samtale, dels var det i mange hushold acceptabelt at se fjernsyn samtidig med måltidet - bare ikke for ofte.
Samtalerne består af diskussioner af emner, som er aktuelle for familien, dagens begivenheder eller praktiske spørgsmål om de enkeltes gøremål næste dag, gymnastiktøj der skal huskes osv. Det er hverdagsagtige samtaler, som fortrinsvis opfylder det ideale krav om en konfliktfri atmosfære ved middagsbordet, hvor det adskilte skal samles til en familie.
Det kræver imidlertid ofte en bevidst indsats fra de voksne at leve op til denne norm. I vores undersøgelse fortæller flere voksne, at de må lægge bånd på sig selv for ikke at føre indbyrdes samtaler, som udelukker børnene.
'Pias' hushold består af far, mor og to fælles sønner på 11 og 16. De voksne følger meget med i hinandens arbejde og taler meget om det. Pia fortæller, at de på et tidspunkt har talt om, at de måtte be-grænse deres faglige diskussioner til andre situationer end aftensmåltidet, hvilket falder dem svært. De forsøger at afvikle disse samtaler f.eks. i køkkenet, hvis de hjælpes ad med madlavningen, men oplever, at det kan være svært at få afsluttet snakken; ofte følger den med ind til bordet.
Også for 'Karen' er samtalen yderst vigtig. Hun fortæller om morgenmåltidet: "Jeg prioriterer meget, at jeg sidder ved pigerne om morgenen, og jeg læser heller ikke avis." Karen insisterer på denne praksis, selv om hendes døtre slet ikke benytter sig af muligheden for at snakke. Karen har reelt lyst til at læse avisen, men skønt hun er med til at opretholde et forbud mod at læse ved aftensbordet, vil hun ikke forbyde døtrene at læse ved morgenbordet. Det er tilsyneladende kun af sig selv, hun afkræver ansvaret for at etablere det rum, hvor familien kan skabes.
Det er således iøjnefaldende, at de voksne ikke stiller krav til børnene om, at de skal samtale, selvom det opfattes som vigtigt. De voksne stiller sig til rådighed, således at samtalen er et tilbud, men ikke et krav. At etablere familien ses her tilsyneladende som et voksent projekt, som ikke forpligter børnene.

Der er ingen voksne, der antyder, at de vil presse de unge til at give afkald på nogen aktiviteter, for at de kan være hjemme til aftensmaden. Tværtimod giver mange klart udtryk for, at de respekterer teenagealderen som en periode, hvor de unge "skal en masse".
Det er en udbredt opfattelse, at det er "synd" for de unge med øgede krav i skolen, lektier, og eventuelt arbejde. Hertil kommer de sociale aktiviteter som idræt, klub eller samvær med venner. Det kommer f.eks. frem, når talen falder på pligter. Der er groft sagt to slags husholdninger i vores undersøgelse: Hushold, hvor børnene deltager i et forholdsvis be-grænset omfang i hus- og madarbejdet, og hushold, hvor børnene stort set ikke deltager. I alle tilfælde bruger de voksne ikke selv ordet pligter, men taler om at børnene "hjælper til".
Men hvorfor finder de voksne det rimeligt, at rokere om på måltiderne? Det kan man få et nærmere indblik i, ved at se på det, vi har valgt at kalde 'fri mad', nemlig burgere, pizzaer, cola m.m. De voksne har nemlig en anden dagsorden end kun at skabe familien. De vil også skabe selvstændige unge.

De voksne taler om de unges forkærlighed for pizza, burgere og cola i eller uden for hjemmet. Det er 'fri mad', som indtages alene eller med venner, valgt og oftest betalt for af den unge selv. De voksne er enige om, at burgere er elendig ernæring. Men der er andet på spil. Det fremgår indirekte af 'Jørgens' bekymringer over den ene søn, som han beskriver som socialt dårligt fungerende, og som aldrig spiser burgere. Sønnen mangler en udadvendt venskabsgruppe, han kunne gøre de ting sammen med og danne sig de erfaringer med, som hører
teenagealderen til.
'Lisbeth' sætter flere ord på sammenhængen mellem den frie mad og vennegruppen: "Det er det store hit, at hun kan gå i frokostpausen og får købt denne her pizza med sine venner, fordi hun også er ved at slippe familien. Jeg tror ikke, det er noget, hun går sådan og tænker,jeg vil have en pizza i dag, fordi jeg frigør mig fra mine forældre, vel. Det er mere noget med, at det gør de andre, og det smager i grunden godt, og det er smart og sjovt og rart at vise, at man har råd til at kunne gøre det."
'Lisbeths' udsagn dækker meget godt de overvejelser, som skinner igennem hos mange andre voksne. Der er en klar forståelse af, at
teenagere skal frigøre sig, og at den frie mad er en rekvisit i det spil.
De voksne sætter sig principielt ikke imod teenageres frigørelsesproces. De forestiller sig, hvilken glæde de unge forbinder med den frie mad, det frie valg, evnen til selv at betale og udviklingen af egne normer sammen med vennerne. På den måde bliver burgere, pizzaer og anden 'junk food' symboler på frigørelse. De kommer til at repræsentere det, som er blevet kaldt "smagen af frihed".

Det fælles måltid tillægges stor betydning i husholdene. De voksnes gør, hvad de selv kan for at samle familien, men de synes, at det er acceptabelt, at det ikke er en hverdagslig forteelse. Normen lader i stedet til at være, at det bare skal ske "ofte nok", og at der i øvrigt etableres skiftende måltidsfællesskaber.
Familieskabelsen anses for et projekt, som først og fremmest er de voksnes ansvar. De unge er tilsyneladende ikke forpligtede på samme måde til aktivt at etablere et rum, hvor familien etablerer sig som et fællesskab.
De voksne ligestiller i praksis familieskabelsesprojektet med det projekt, der handler om at skabe selvstændige unge, for der udtrykkes ingen tvivl om, at de unge skal deltage i en frigørelsesproces. Man forsøger at tilgodese begge projekter, således at der både tages hensyn til de unge og til familielivet.
Det daglige fælles måltid kan ses som selve symbolet på det velordnede familieliv. Men den moderne familie med børn i teenagealderen lever ofte i et så kompliceret net af relationer og daglige aktiviteter, at det er illusorisk at tale om ét måltid og ét fællesskab - hver dag. At måltidet er grundlaget for samvær, samtale og fællesskab er en fælles forståelse for de mennesker, vi har interviewet. Men familiefællesskabet består af skiftende konstellationer af husholdenes medlemmer. At unge skal frigøre sig fra familien og etablere sig som selvstændige og individuelle personer, foregribes også i hverdagens madvaner.
Måltidet er derfor ikke kun et medium for skabelsen af familien. Det er også et rum, hvor tidsmæssige forskydninger og fravær markerer den opløsning af familiefællesskabet, som er nødvendig for de unges frisættelse.

Trine Iversen er antropolog og Lotte Holm sociolog på Forskningsinstitut for Human Ernæring, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Kronikken er en forkortet udgave af en artikel, som blev bragt i Tidsskriftet for Antropologi nr. 39, 1999.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her