Kronik

Magt og demokrati i Dandysagen

Debat
24. november 1999

Med baggrund i Steven Lukes' magtanalyse gennemgår to politologer det komplicerede magtspil i Dandysagen. Et spil, der bl.a. tyder på, at universitetet ser sig selv som en aktør på et marked, hvor det er vigtigere at forske end forske frit

Tro & Filosofi
Tre historiske begivenheder strejfer hinanden i disse dage. På Aarhus Universitet giver rektor Henning Lehmann en henstilling til to forskere om at tilbageholde resultaterne af en videnskabelig undersøgelse af tyggegummiet V6's cariesforebyggende effekt. Henstillingen gives "af hensyn til Dandy's forretningsmæssige interesser" (Jyllands-Posten den 13. nov. 1999).
Under Folketingets stort anlagte magtudredning publiceres på samme tid, det ene notat efter det andet, om magt og demokrati i Danmark. For det tredje fejrer et både klassisk og radikalt perspektiv på magt 25 års jubilæum. Det drejer sig om den britiske sociolog Steven Lukes' berømte studie Power: A Radical View, en komprimeret analyse af magtens såkaldte tre ansigter.
Lukes' analyse er naturligvis ikke det eneste holdbare perspektiv på magten, men det rummer en række analytiske kategorier, der er overordentligt produktive og hensigtsmæssige for en forståelse af magtudøvelsens karakter. For Lukes henviser magt til menneskelige påvirkningsrelationer, der indeholder en blanding af tvang, interessekonflikt og manipulation.

To forskere på Tandlægeskolen ved Århus Universitet indgår en kontrakt om at undersøge Dandy's V6 tyggegummi. Forskningsresultaterne falder ikke i Dandy's smag, og man søger at bremse deres offentliggørelse.
Dandy har held med at gøre universitetets øverste beslutningstager til en allieret i denne bestræbelse, og med hans mellemkomst lykkes det at lægge låg på en offentliggørelse i en rum tid. I lyset af Lukes' 25 årige analyse demaskeres en del af disse mange manøvrer.
Magtens første ansigt viser sig i al balladen omkring sagen. Det gør det først og fremmest i rektor Lehmanns henstilling til de to forskere om ikke at offentliggøre resultaterne. Med sin henstilling - der bag sig har muligheden for sanktion og dermed får karakter af at være en ordre - søger rektor at modificere forskernes adfærd mod deres ønske.
Hvad mere er, han beder dem om at forbryde sig mod principper, der gør universitetet til noget andet end en markedsafhængig vidensproducent. Universitetets eksistensberettigelse er at søge - for at sige det lidt flot - sandheden uafhængigt af, hvad der kan betale sig, og et forskningsresultat er altid kun en provisorisk sandhed.
Resultaterne af undersøgelsen af tyggegummiets effekt er en viden, der i en videnskabelig sammenhæng altid vil være genstand for kritiske spørgsmål og fremtidige analyser.
På universitetet hviler magten til at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, hvilken viden der holder, og hvilken der ikke gør, hos de gode argumenter. Dandy og rektor har med andre ord kortsluttet forskningsprocessen ved at indsætte hensynet til Dandy's forretningsmæssige interesser på det videnskabelige arguments plads.
At denne handling støtter sig til en kontrakt, offentligheden ikke må se, gør ikke sagen mindre problematisk. Alene det røgslør, der omkranser kontrakten, styrker mistanken om en afmontering af den frie forskning.

Så vidt om magtens første ansigt og den tvang, der åbentlyst udfoldes i hemmeligholdelsen af forskningsresultater. Spørgsmålet om hvorvidt disse resultater er holdbare, eller om de er vigtige, er for så vidt ligegyldigt i denne sammenhæng.
Pointen er netop, at disse spørgsmål kun kan håndteres i offentlig og saglig debat. Denne pointe peger i retning af andre og mere omfattende problematikker. Vi er her nået frem til magtens andet ansigt, for man fristes til at spørge til private sponsoraters effekt på forskeres uvildighed, når det kommer til valg af emner, problematikker og metoder.
I den udstrækning universiteterne bliver mere afhængige af private midler, er det nærliggende at spørge, om forskningen ikke for det første dirigeres i en bestemt retning - altså at der sættes en bestemt forskningsmæssig dagsorden, og for det andet at denne dagsorden gradvist sættes af forskerne selv, idet de anticiperer sponsorernes præferencer og interesser.
Forskning finansieret af private virksomheder er især udbredt på det sundheds- og naturvidenskabelige felt, og i lyset af Lukes' begreb om magtens andet ansigt er det ikke overraskende, at der netop herfra har lydt utvetydig opbakning til rektor i denne sag.
Med Lukes' beskrivelse af magtens andet ansigt kan vi sandsynliggøre, at der under den turbulente overflade foregår et spil, der har en tendens til at binde forskningen til bestemte hensyn. Denne binding bør ikke kun tematiseres som økonomiske interessers omklamring af den frie videnskabelige forskning, men også som uvedkommende politiske dagsordener. Således havde 70'ernes paroler om 'forskning for folket' også et totalitært træk og lige så lidt som hensynet til økonomiske interesser noget at gøre som præmis for konkrete forskningsprocesser.

I et videre perspektiv peger sagen imidlertid også på langt mere sofistikerede og dybtgående processer, hvori magtens tredje ansigt kan vise sig at være på spil. Vi er måske vidner til en proces, der på langt sigt vil føre til, at dele af universitetet transformerer sig selv.
At det får en ny selvforståelse, hvor det ikke forstår autonomi og uafhængighed som sin objektive interesse, sin eksitensberettigelse og sit legitimeringsgrundlag, men derimod begynder at forstå sig selv som en aktør på et marked, hvor det er vigtigere at forske end at forske frit.
Når rektor Lehmann offentligt sætter Dandys interesser forud for universitetets uafhængighed, peger det i denne retning. Han agerer, som var han administrator for en større vidensproducerende virksomhed snarere end som inkarnationen af den frie forskning. På lang sigt kan man frygte, at dette perspektiv bliver selvfølgeligt på det politiske niveau, for rektor og dekanerne og den enkelte forsker.
Selve italesættelsen af privat sponsoreret forskning kunne tyde på, at denne perspektivforandring er godt i gang, for hvorfor kalder vi det ikke offentlig medfinansiering af private forskningsprojekter, når der kun sjældent er tale om fuld-stændig finansiering fra privat side?
Det skal i denne forbindelse markeres, at vores udgangspunkt ikke er et naivt romantisk billede af den eksisterende frie forskning på universiteterne. Den frie forskning er naturligvis altid en arena for kampe og stridigheder mellem forskellige videnskabelige paradigmer og tilgange, der binder forskningen og drejer den i en bestemt retning.
Det afgørende er, at disse kampe udspiller sig på en måde, hvor saglighed, gode argumenter og videnskabelige acceptregler sættes forud for eventuelle økonomiske eller politiske rationaliteter.
Men hvad har det så at gøre med Folketingets magtudredning og med magt i samfundet i det hele taget?
Hvis vi overfører billedet til samfundet, kan vi drage en lære af sagen og ikke mindst af Lukes' perspektiv. For det første må vi være opmærksomme på, at der ikke blot udøves magt, når der er åben konflikt og ballade i pressen. Under almindelige og tilsyneladende konsensusbetonede beslutningsprocesser kan der udspille sig magt- og dominansforhold, der tilsløres og dermed ikke bliver en del af den offentlige demokratiske debat.
For det andet, at der i samfundet produceres og fremmes bestemte identiteter, perspektiver og meninger, der gavner bestemte interesser. Det sker i processer, der dels er skjulte, dels rummer et konfliktpotentiale og dels kun sjældent i talesættes som magt-udøvelse.
Når markedet og reklamerne gør os til livsstilskonsumerende forbrugere, før vi er borgere, når staten gør os til isolerede klienter og brugere fremfor statsborgere, og når uddannelses- og arbejdsmarkedssystemet gør os til selv-stændige, entreprenante og selv-ansvarlige individer, så er det ikke en illegitim tvang, der gøres gældende af nogen mod andre, men langt mere komplekst.
Der er tale om processer, der sjældent vækker anstød hos etablerede interesser, uden at det dog betyder, at man kan reducere og forklare magtudøvelsen og dens effekter med henvisning til disse interesser.
Som den franske filosof Michel Foucault sagde, så bør vi ikke lede efter en magtens generalstab. Magt gør sig gældende på mange niveauer og ikke kun som konfrontationer mellem aktører, men også som hændelser der tager sig ud som selvfølgelige og 'frie' processer. Magten iscenesætter aldrig sig selv som magt.

Stefan Hermann er cand.scient.pol og ekstern lektor på AU og Hans Kristian Kristensen er stud.scient. pol

Apropos - Magtens skjulte ansigter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her