Læsetid: 5 min.

Meyers aversioner mod Bach

Debat
16. november 1999

Af CHRISTIAN FRIIS BACH lektor i International Økonomi og formand for Mellemfolkeligt Samvirke

Det er vigtigt at notere, at Meyer ikke afviser den påstand, jeg er kommet med

Verdenshandel
Niels Meyer angriber den 10. nov. undertegnede i et indlæg med titlen "Bachs illusioner om WTO." Der er ikke megen politisk substans i indlægget, men det skal alligevel have et svar. Mest fordi jeg stadig har stor respekt for de tanker Niels Meyer i sin tid var med til at fremføre i "Oprør fra midten." Den bog læste jeg, da jeg gik i 2.g. Den ændrede min politiske anskuelse og vision, og er stadig et væsentligt fundament for mit politiske virke. Derfor er jeg ked af konflikten.
Det som først og fremmest provokerer Niels Meyer er, at jeg og andre bryder med 70'ernes retorik og dermed, med hans ord, "tilsmudser egen rede." Det er, for Niels Meyer, uforståeligt at man kan gå ind for frihandel og globalt bindende regler og samtidigt kæmpe u-landenes og miljøets sag. Den kamp kan kun, ifølge Meyer, føres hvis WTO og EU bryder sammen, og vi burer os inde med selvbestemmelse og selvforsyning. Det synspunkt er kendt - men uforståeligt.

Derfor er mor en sten
En af Meyers amerikanske meningsfæller, David Korten, forklarer strategien ved at sammenligne nationalstaten med en plante eller dyrecelle. Da en dyrecelle har cellevægge skal en nationalstat også omgive sig med toldmure og beskyttelse, forklarede han. Jo, kunne man tilføje, og derfor er lillemor en sten. At sammenligne en biologisk celle med en historisk betinget nationalstat og dermed træffe beslutninger om udformningen af handelspolitikken holder ikke. Men den slags naturalistiske kortslutninger bliver mere og mere udbredte i dele af miljøbevægelsen.
Det er den type strategi, u-landene frygter mest af alt. Så vil de aldrig få den markedsadgang, de har kæmpet for. Så vil de aldrig få den beskedne beskyttelse, de kan hente i de bindende regler og retstilstanden i WTO. Og så er vi tilbage i den stærkes ret og det uregulerede marked.
Meyer kan ikke føre bevis for at frihandel er skadeligt for miljøet eller for fattigdommen. Kunne han det, ville han nok have gjort det i artiklen i stedet for at forfalde til angreb på min person. Frihandelens effekt afhænger af om et land - og en verden - har gode politikker for miljø og udligning. Det er derfor, jeg har sagt, at vi skal flytte fokus væk fra den gammeldags modstand mod frihandel og overpå gode politikker og bindende globale regler.
Dermed har jeg ikke sagt, at WTO's regler skal stå over reglerne i internationale miljøaftaler. Af vores politikpapir, udformet af 13 danske miljø- og udviklings-organisationer i fællesskab, fremgår det modsatte: Vi vil endda styrke de internationale miljøaftaler ved at koble dem ind i WTO.

Boomerang
Jeg har heller ikke sagt, at alle regler skal være ens for alle som Meyer kritiserer mig for. Der er brug for specielle regler i lange overgangsperioder for u-landene. Og jeg tror ikke, der er mange i Danmark, som har brugt mere tid på at kæmpe for bedre præferenceaftaler end jeg. Lidt komisk bliver det af, at Meyer bruger et citat fra Tanzanias handelsminister imod mig, uden tilsyneladende at vide, at det var mig som introducerede det citat i Danmark i 1996 og at citatet stammer fra en UNCTAD konference jeg deltog i - og ikke fra WTO som det stod i teksten.
De her argumenter hindrer dog ikke, at jeg kan gå ind for frihandel. Ikke fordi frihandel er godt eller dårligt i sig selv - det er det som sagt ikke - men fordi det tvinger os ud i det internationale samarbejde, der er så hårdt brug for. Og fordi frihandel kan bidrage til at skabe fred og forsoning. Det vigtigste argument for frihandel er det politiske. Uden en fremadskridende proces mod en friere handel ville vi isolere os endnu mere i Europa, og u-landene ville blive efterladt i en endnu mere desperat situation.
Det er også et svar til Per Bregengaard og Margit Kjeldgaard som i Inf. den 12. nov. anklager mig for at gå ind for frihandel uden argumentation. Det er ikke en retfærdig kritik. Jeg har argumenteret indgående for mit forsvar for frihandel i en lang række artikler og i debatbogen "Det globale EU." Og jeg har argumenteret indgående for at frihandel bestemt ikke automatisk kommer alle til gode. Derfor skal frihandel kombineres med globale overførsler - kald det u-landsbistand, globale bloktilskud eller globale strukturfonde. Det er en uundgåelig og nødvendig pointe, som vi har fremført gentagne gange i Mellemfolkeligt Samvirke.

Alt for lidt globalt krudt
Niels Meyers næste kritikpunkt er, at jeg er begejstret for EU. Det er rigtigt, at jeg synes EU er en fornuftig konstruktion, og at EU kan blive et skridt på vejen mod "det globale EU." Men læste han debatbogen ville han opdage, at der ikke er meget begejstring. Der er skarp kritik af EU's handels- og landbrugspolitik og af indsatsen i WTO. Og jeg kritiserer EU for at have brugt alt for meget krudt og tid på den europæiske konstruktion og alt for lidt på den globale.
Det er vigtigt at notere, at Meyer ikke afviser den påstand, jeg er kommet med. Nemlig at den yderste venstrefløj til WTO ministerkonferencen i Seattle, vil komme til at stå lige ved siden af Ross Perot og det yderste højre. Han siger blot, at MS mister renommé, hvis jeg siger det.
Nu ved Meyer, som en kending udi den teoretiske fysik, at alting er relativt. Det gælder også renommé. Renommé er ikke en absolut størrelse, men vil afhænge af hvorfra man ser det. Skulle undertegnede og Mellemfolkeligt Samvirke gå hen og miste renommé i protektionistiske og nationalistiske kredse, så vil det ikke gå mig voldsomt på. Det tab kan vi nok vinde ind andre steder - for eksempel i de u-lande, hvis sag vi gerne vil tale. Og som vil blive hårdest ramt af nationalistiske og protektionistiske strømninger.

Den globale klassekamp
Jeg er meget langt fra at være begejstret for det, der foregår i WTO. Faktisk har jeg hørt til de skarpeste GATT/WTO kritikere siden starten af 1990'erne. Men jeg synes, det er helt perspektivløst at kæmpe for gammeldags toldsatser langs tilfældige landegrænser. Og jeg tror på, at et regelbaseret internationalt samarbejde - og dermed WTO - kan bruges i kampen for bæredygtig udvikling.
Men det kræver, at vi danner en stærk og grænse-overskridende koalition af folkelige kræfter. Derfor er det frustrerende, at gode folk som Niels Meyer og David Korten bruger deres tid på at kæmpe for nationalstaten, imod frihandel og for protektionisme i stedet for at deltage i den globale klassekamp som handler om at møde globaliseringen med internationalt bindende regler for social udligning, arbejderbeskyttelse og miljø.
Det sidste er nemlig et regulært oprør fra midten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her