Læsetid: 2 min.

Pengene er der

20. november 1999

Finansministeren fattes penge - se dig omkring, der er masser af overskud

Samvittighed
Jeg vågner og går ud under bruseren og synes, jeg er et svin. Det er ikke fordi, jeg går ind for at ha' dårlig samvittighed på hele verdens vegne, men alligevel kan jeg ikke la' være med at tænke på, hvilken svinsk luksus, det er, at stå dér og hælde, jeg véd ikke hvor mange liter opvarmet vand over mig selv for den daglige hygiejne og mageligheds skyld. I forhold til at der bor hele familier i blikskure andre steder i verden.
På den anden side bor jeg ikke flot, og det hjælper på samvittigheden, når jeg er færdig med douchen og overskuer min bopæl. Et værelse med bad, nogle sæt tøj - bøger og LP'er til det indvortes. Skal jeg være ærlig, anser jeg det for en rimelig standard, som ingen fortjener mindre. Og jeg anser det egentlig heller ikke for nogen umulig utopi for alle, da de færreste behøver mere.

Har kostet millioner
Men jeg fik et nyt barbersæt pr. postordre, hvor følgeskrivelsen gjorde opmærksom på, at produktet havde kostet millioner at udvikle. Jeg glæder mig til at prøve det: I betragtning af den pris og det nuværende udbud af barbergrej må det hellere være godt. Ellers vil jeg skrive tilbage og foreslå, at de næste gang bruger pengene på nogle ordentlige boliger og sanitære forhold syd for Sahara.
Som sagt: Jeg anser det ikke for nogen umulig utopi. Jeg har lige fået bevis for, at pengene er der.
Faktisk har jeg det på samme måde, når jeg ser en dyrt produceret musikvideo eller reklame på tv: Spild af penge. Man kan indvende, at det er en kedelig måde at se tingene på.
Det ér trods alt det flotte, overdådige, der gi'r det hele et pift.
Jo, men... Så kan man gå ud og lænse sine kreditkort i Strøgets og Købmagergades dyre butikker op mod jul. Og når man så træder ud fra en af dem, kan man blive bummet af en hjemløs - Manden paa Risten (savnet siden trediverne) - der kunne formodes at have de samme tanker som en selv, foranlediget af selvsyn og oplevelse: Pengene er der.

Har du penge, så kan du
Det er også dem, der udelukker ham. Det er endnu en gammel sang: "Har du penge, så kan du få." Samfundets afvikling, som er i gang, og overgang til private hænder.
Når finansministeren hævder, at statens indtægtsgrundlag er truet med henblik på den fremtidige forsørgerbyrde, flere ældre, tror jeg ham simpelthen ikke. Bevares, jeg kan godt se, at det hidtidige indtægtsgrundlag er truet - lønmodtagerne, der taknemmeligt har ladet sig udbytte, det røg jo i fælles-kassen. Der bliver færre af dem.
Men når man ellers kigger sig omkring og ser hvilke rigdomme, der egentlig kan og bliver produceret, så er det vel lige så klart, at der stadig produceres et overskud. Som den overflødiggjorte del af arbejdsstyrken ikke får del i, som færre almindelige får del i, qua teknologien.
Men det betyder ikke, at pengene ikke er der.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu